Marselisvej 8
8000 Aarhus C

Sags nr. LL4598
Find din drømmebolig

Storvilla på 499 etagemeter med enestående detaljer midt i Marseliskvarteret

Velholdte og sjælfulde kvadratmeter mellem byen og skoven.

Arkitekturhistorien lever og ånder på den smukke Marselisvej, der ligger tæt på Midtbyens liv og muligheder, skovens endeløse stier og bugtens dragende vand. De fleste af villaerne er opført i begyndelsen af 1900-tallet, og flere af dem var tilmed en del af Landsudstillingen i 1909. Villaen her med nummer 8 fremstår nærmest som et herskabeligt palæ med en storslået detaljerigdom i de velholdte og opdaterede rammer.

AARHUS C – Med kort vej til vandkanten ved Tangkrogen og hyggelige Marselisborg Lystbådehavn samt gåafstand til torvet på Ingerslevs Boulevard og Frederiksbjergs inspirerende udvalg af specialbutikker og spisesteder kan du næsten ikke bo mere centralt end på Marselisvej. Her har dine børn gåafstand til hele deres skolegang med både Forældreskolen og Marselisborg Gymnasium inden for få hundrede meter. Der er heller ikke langt til Frederiksbjerg Idrætscenter, hvor du finder et væld af idrætstilbud.

Du skal dog også bare ned for enden af vejen for at kunne løbe eller cykle ind på Marselisborgskovenes stier og få pulsen op under trækronerne. Skoven, Mindeparken og dyrehaven er naturligvis også oplagte til udflugter i lavt tempo, hvor du rigtigt kan nyde den friske luft og roen.

Stemningsfuldt villakvarter med historie
Marselisvej er en af de smukkeste veje i Aarhus. Det skyldes ikke mindst de brede græsstykker mellem det ene fortov og vejen. Her ligger de gamle pragtvillaer side om side og fortæller et kapitel af Aarhus’ historie fra 1909, hvor rækken af villaer på den ene side af vejen blev opført til Landsudstillingen. Efterfølgende er flere villaer skudt op, hvoraf mange har videreført den stil og stemning, som stadig præger kvarteret den dag i dag.

Ca. midt på vejen – med god afstand til Marselis Boulevard og Skovbrynet – ligger villaen her. Idet vejen er blændet af mod boulevarden, er der kun minimal gennemkørende trafik, og du hører derfor ikke meget til byens liv, selv om du bor så centralt.

De originale detaljer skaber en særlig atmosfære
Allerede fra vejen får du en lille forsmag på de flotte håndværksmæssige detaljer, som venter inden døre. To dekorative løvehoveder pryder facaden og vogter over stedet, hvor du kan parkere bilen i den dobbelte carport, inden du tager trappen op til hoveddøren.

I det øjeblik du træder ind, bliver du mødt af smukke, oprindelige detaljer, der er med til at skabe den helt særlige atmosfære, som især stueplanet emmer af. Runde vinduer, smukt træværk, ornamental stukkatur og rosetter samt egeparketgulve i sirlige mønstre er blot nogle af de mest markante.

Etagen består primært af de fire sammenhængende stuer, hvoraf den oprindelige ottekantede spisestue i dag er indrettet som køkken-alrum. Og det, der i sin tid var køkken og anretterværelse, er nu hhv. et stort badeværelse og bryggers. Ombygningen skete i forbindelse med det seneste ejerskifte i 1995, hvor villaen blev opdateret med stor respekt for det originale udtryk. Sidenhen er rammerne løbende blevet vedligeholdt, så du og familien kan flytte direkte ind i en sund ejendom med mange værelser og mange muligheder for at indrette jer på de i alt tre plan – afhængig af jeres behov.

Stor rummelighed – endnu større frihed
Fra alrummet leder en dør ud til en stor sydøstvendt træterrasse, hvor du helt ugeneret kan nyde solen det meste af dagen. Rul markisen ud, hvis det bliver for hedt, eller hvis duggen ikke skal lægge en dæmper på udehyggen en lun sommeraften. En rampe leder ned til den overkommelige have, hvorfra du tydeligt ser villaens palæinspirerede arkitektur i form af karnapkonstruktionen, der minder om et lille tårn båret af fire søjler. Vinduerne i karnappen sikrer et godt lysindfald i de to rum, hvor du i stueplanet kan indrette en hyggelig læsekrog.

På førstesalen finder du værelsesafdelingen, som udgøres af fem gode værelser og to badeværelser. Fra det store master bedroom har du direkte adgang til det største af badeværelserne, der er udstyret med såvel spabad som en rundmuret bruseniche samt dobbeltvask. Fra reposen har du desuden udgang til en nordvestvendt terrasse med udsigt over omgivelserne.

Ud over hjemmets fjerde badeværelse byder den tørre og rummelige kælder på et væld af anvendelsesmuligheder. Der er gode rum nok at tage af til eksempelvis hjemmekontor, fitnessrum, vinkælder, biograf eller blot praktisk opbevaring. De få haveredskaber, du får brug for, skal dog ikke optage plads hernede. De holder nemlig til i det nyere udhus med bronzetag, hvor også familiens cykler kan stå trygt og godt.

Flyt direkte ind, og før historien videre i denne enestående bolig med de mange smukke detaljer og godt med plads til selv den store familie. Med skoven og vandet i den ene ende af vejen og Frederiksbjerg i den anden har du ikke langt til noget.

Kontakt mægler

Bestil salgsprospekt
Læs mere

Fakta

Sags nr.LL4598
BoligtypeVilla
Boligareal337 m²
Kælder162 m²
Udhus16 m²
Grundareal709 m²
Værelser9
Opført1912/1926
Ejerudgifter pr. md.10.916
Kontantpris17.900.000
Udbetaling895.000
EnergiklasseC

Kendetegn

Indflytningsklar

Dokumenter

Relaterede boliger

Måske kunne disse være interessante?

    Aarhus C,
    Værkmestergade 25, 17. 1.

    BoligtypeLejlighed
    Pris14.800.000 kr.
    Boligareal212 m²

    Indflytningsklar, Vandudsigt,

    Se bolig

      Aarhus C,
      Grønnegade 50E, 2.

      BoligtypeLejlighed
      Pris10.995.000 kr.
      Boligareal262 m²

      Indflytningsklar,

      Se bolig

        Aarhus C,
        Ellemarksvej 23

        BoligtypeVilla
        Pris9.600.000 kr.
        Boligareal193 m²

        Indflytningsklar,

        Se bolig