Kristrupvej 44
8960 Randers SØ

Sags nr. LL4898
Find din drømmebolig

Gennemrenoveret storvilla med fornyet herskabsstil

Kvalitet, æstetik og funktionalitet i perfekt samspil tæt på byliv og natur.

Når man renoverer, har man muligheden for at genfortælle et steds historie. Her på Kristrupvej 44 i det sydøstlige Randers er den genfortælling præget af stilsikre valg, høj kvalitet og flotte detaljer. Resultatet er et lyst og rummeligt hjem med en fornyet herskabelighed på begge etager, hvor æstetik og funktionalitet går hånd i hånd. Du og familien kan flytte direkte ind og fra dag ét nyde roen i de gennemførte rammer og nærheden til skole, indkøb og naturoplevelser.

RANDERS/KRISTRUP – Som Østjyllands næststørste by har Randers alt det, en moderne familie behøver. I midtbyens hyggelige middelaldergader finder du butikker, restauranter og caféer, ligesom byen rummer museer og sågar en regnskov. Naturen, der omgiver Randers, er ganske vist lidt mindre eksotisk, men den er stadig smuk og indbyder til gå- og løbeture langs Gudenåen eller fjorden.

Sydøst for centrum og åen ligger Kristrup, hvor du i gåafstand hjemmefra finder både skole, institutioner, idrætstilbud og indkøbsmuligheder. Børnene kan desuden fortsætte deres uddannelse lokalt på gymnasiet eller handelsskolen. Kalder pligten i Aarhus, kan du køre dertil på ca. 30 minutter.

Solrig og enkel have
Lidt tilbagetrukket på grunden troner den store patriciervilla med sine flotte detaljer i den symmetriske facades røde murværk. Villaen er opført i 1896, mens mansardtaget først er etableret senere. Den enkle forhave og den lange indkørsel er nyanlagt, efter at der har været gravet op i forbindelse med renovering af kloak og vandledninger helt ud til vejen.

I den sydvestvendte baghave er den store terrasse støbt på stedet – og her nyder du godt af solen det meste af dagen, mens børnene kan spille bold på plænen. Med direkte adgang til køkken-alrummet er der heller ikke langt ind efter kolde forfriskninger til udehyggen. Og på den anden side af indkørslen har du et ekstra stykke have med et par æbletræer, hvor du fx kan indrette et hyggeligt legehjørne.

Der er god plads til både familiens biler og gæsteparkering. Du kan evt. opføre en carport eller garage for enden af indkørslen, hvis du gerne vil have tag over køretøjerne. Der er allerede en ladestation og klargjort til endnu én, hvis flere kører på el.

Gennemført æstetik
Indenfor er der ikke meget af det originale tilbage. Til gengæld er alt det nye lavet med et stilsikkert fokus på at skabe en ny og moderne herskabelighed med anerkendende nik til historien. Det ser du bl.a. i de dekorative stuklofter med borter og rosetter, der er sirligt håndlavet af en dygtig stukkatør i de rum, hvor det ikke har været muligt at restaurere de originale. Og det stilsikre fokus understreges også af de speciallavede fyldningsdøre med Arne Jacobsen-greb i messing og det gennemgående trægulv med store egestave lagt i fransk sildebensmønster.

Rummene er åbnet op og lysnet med udelukkende hvide lofter og vægge, hvilket skaber ro for øjet. Det er de øvrige materialer, der bidrager med farver og mønstre – som fx den flotte carrara-marmorvask på gæstetoilettet i stueetagen. Enkelte steder har væggene integrerede hylder, hvor bøger, nips og andre elementer kan udfordre det hvide monopol en smule.

I den rummelige forstue bryder trappens organiske former de lige linjer og rette vinkler på en virkelig elegant og effektfuld måde, og løfter du blikket, kan du se fuglene i stukken på førstesalen gennem den runde åbning. To yderligere stuer en suite gør det muligt at indrette opholdsstue og hjemmekontor i tæt forbindelse med hinanden.

Funktionelt indrettet til familielivet
En dyb passage fører fra opholdsstuen og ud i det imponerende køkken-alrum, der er familiens store samlingspunkt. Den gamle udestue er blevet inddraget i rummet, og nye vinduer hele vejen rundt sikrer et skønt lysindfald og kig til haven, hvis farver følger med indenfor. Det matte stålkøkken fra Multiform har indbygget ovn, kaffemaskine og induktionskogeplade med integreret emhætte fra Gaggenau og Quooker-vandhane. Bag stålfronterne gemmer sig desuden opvaskemaskine samt køl og frys fra Miele og Liebherr. På én og samme tid skiller køkkenet sig ud og passer perfekt ind, fordi stålet diskret reflekterer stemningen i rummet.

Det tilstødende bryggers – ligeledes med stålelementer fra Multiform – bliver formentlig din og familiens primære entré i hverdagen, idet her er direkte udgang til indkørslen på bagsiden af huset. Den indbyggede skabsvæg tager sig af garderoben, mens vinkøleskabet fra Gaggenau sørger for den rette temperatur på dine vine. Med dobbelt-op på både vaskemaskine og tørretumbler og marmorfliser på gulvet er rummets funktionalitet fuldendt. Også meget af det, du ikke ser, er renoveret – herunder el, vvs og isolering. Desuden er der gulvvarme i hele huset.

Bagtrappen leder op til førstesalen, hvor det æstetiske udtryk videreføres i værelsesafdelingerne. Også heroppe er der højt til stukloftet. De to gode børneværelser deles om et badeværelse med bruseniche. De flotte fliser i grigio billemi-marmor med en diskret gylden åre går igen fra bryggerset, og ligesom i resten af huset er der VOLA-armaturer. På den anden side af et stort og lyst multirum med mange anvendelsesmuligheder ligger forældreafdelingen, der består af et påklædningsværelse med indbygget skabsvæg i egetræ, soveværelse og et badeværelse med bruseniche og badekar. Her er det den udtryksfulde og kostbare arabescato-marmor, der fylder rummet som et stort, abstrakt kunstværk.

Flyt direkte ind i de gennemført æstetiske og funktionelle rammer, hvor såvel materialerne som håndværket er af højeste kvalitet. Det vil du glæde dig over fra dag ét, ligesom du vil nyde godt af nærheden til skole, byliv og natur.

Kontakt mægler

Bestil salgsprospekt
Læs mere

Fakta

Sags nr.LL4898
BoligtypeVilla
Boligareal332 m²
Kælder38 m²
Grundareal1.167 m²
Værelser9
Opført1896
Ejerudgifter pr. md.2.711
Kontantpris7.500.000
Udbetaling375.000
EnergiklasseD

Kendetegn

Indflytningsklar

Dokumenter

Relaterede boliger

Måske kunne disse være interessante?

    Aarhus C,
    Kystvejen 25, 2. th.

    BoligtypeLejlighed
    Pris7.900.000 kr.
    Boligareal201 m²

    Indflytningsklar, Klassisk/Patricier, Vandudsigt,

    Se bolig

      Ebeltoft,
      Djunkevej 5, Dråby

      BoligtypeSommerhus
      Pris7.900.000 kr.
      Boligareal178 m²

      Indflytningsklar, Træhus, Vandudsigt,

      Se bolig

        Aarhus C,
        Valbyvej 11

        BoligtypeVilla
        Pris7.995.000 kr.
        Boligareal144 m²

        Se bolig