Stemningsfulde rammer inde som ude med plads til familielivet.En vellykket renovering moderniserer uden at fjerne sjælen i et hjem med historie. Charmen og stemningen er i den grad intakt her i villaen på Carl Jensens Vej 33, samtidig med at rammerne er opdaterede. Her har du og familien skønne leverum til samvær og en ideel opdeling af forældreafdelingen og de tre børneværelser. Den opvoksede baghave udgør en fantastisk oase med plads til leg, spil og afslapning i solen. Og med skoler og gymnasium samt alle byens tilbud og naturoplevelser tæt på er der hurtig adgang til alt det, I behøver.
KONGSVANG/VIBY J – Før området blev til det eftertragtede villakvarter, det er i dag, strakte kongens marker sig vidt og bredt omkring kongsgården, hvor han boede, når han opholdt sig i Aarhus. Dengang var der et stykke vej til centrum, men efterhånden som byen er vokset, er overgangen fra Midtby til Viby nærmest udvisket.
Det er nemt at se, hvorfor kvarteret bl.a. har tiltrukket mange børnefamilier. Her er nemlig ikke langt til noget, idet du bl.a. finder Rosenvangskolen, Forældreskolen og Marselisborg Gymnasium samt flere institutioner og idrætstilbud inden for en kort radius. Indkøbene klarer du også lokalt, ligesom du kan cykle til torveboderne på Ingerslevs Boulevard og fylde kurven med gode sager. For enden af Carl Jensens Vej finder du desuden Havreballe Skov, hvis stier kan føre dig vidt omkring – til Stadion og det kommende Kongelunden, Tivoli Friheden, Mindeparken, Tangkrogen og vandet. Du sætter selv destinationen og tempoet.
Stor og skøn baghaveCarl Jensens Vej er opkaldt efter gartner Carl Christian Jensen, der bl.a. var med til at anlægge slotsparken ved Marselisborg Slot, og som overtog Gartneriet Skovdal efter sin far. Carl Jensens Vej, der krydser området, hvor Skovdal lå, blev anlagt i 1935, og året efter blev villaen med nummer 33 opført. Lidt tilbagetrukket fra vejen, så der er god plads til familiens biler i de to indkørsler, ligesom garagen kan holde bilen køreklar.
En låge giver adgang til baghaven, som er godt afskærmet af huset og den opvoksede bøgehæk, der omkranser størstedelen af den 1.266 kvadratmeter store grund. I denne skønne, fredfyldte oase kan du være helt ugeneret og nyde godt af solens stråler det meste af dagen. Alt det grønne får tilført endnu mere kulør, når roser, rododendroner, stauder og Carl Jensens gamle æbletræer blomstrer på skift. Du kan nyde synet fra den hævede fliseterrasse, der strækker sig i husets fulde bredde. Her kan du køre markisen ud, hvis aftenduggen truer udehyggen – og er det ikke helt terrassevejr, kan du i stedet sætte dig i det hyggelige lysthus i hjørnet af haven.
Renoveret med flotte, originale detaljerDu ser allerede fra vejen, at der er tale om velholdte rammer, hvor man har været tro mod det oprindelige udtryk. Et indhak i facaden skaber et elegant indgangsparti, hvor den originale teaktræsdør med sin varme glød inviterer indenfor. På den anden side af døren tager en rummelig entré imod, og her kan overtøj og fodtøj hurtigt gemmes af vejen i de indbyggede skabe, inden du fortsætter videre ind i hjemmet. Også de indvendige døre er originale, og ruderne i de franske døre skaber lys og åbenhed.
Fra de store, mørke gulvfliser i entréen træder du ind på et flot sildebensparket i stuen og køkken-alrummet, som er forbundet i en vinkel med en flot, firefløjet foldedør – ligeledes med glas i. Du kan derfor inddele det store, åbne leverum efter behov uden at skulle lukke nogen inde. Sammen med de flotte gulve er de blyindfattede ruder, radiatorskjulerne og den smukke marmorbrændeovn med til at sætte stemningen i rummene. Det funktionelle køkken er fra 2016 og byder på ekstra opbevaringsplads i de indbyggede skabe såvel som det praktiske viktualierum, hvor du også kan have diverse køkkenmaskiner stående – ude af øje, men klar til brug.
Den kantede karnap i stuen er den perfekte læsekrog, fordi de store vinduer sikrer et helt fantastisk lysindfald, ligesom havens farver følger med indenfor. Renoveringen er så veludført, at du ikke bemærker overgangen fra det originale til det nyere sildebensparket. Du ser heller ikke, at brændeovnen har været skilt fuldstændigt ad for at blive fragtet til eksperter i Sønderjylland, som har renoveret det indre. I køkkenet sidder et spjæld, der kan trække varmen bagud. Spjældet er bevaret fra dengang, hvor køkkenet var meget mindre og var arbejdsplads for tjenestefolk, som havde kamre ovenpå.
Opdelte værelsesafdelingerForuden de skønne fællesrum har du i stueetagen også et værelse med udgang til terrassen og med eget badeværelse, der både har bruseniche og badekar. Det er oplagt at indrette forældreafdelingen her, mens børnene kan få deres helt egen afdeling på førstesalen, hvor der er tre gode værelser og et badeværelse fordelt omkring et stort, lyst multirum. Her kan legeaftaler og teenagefester finde sted uden at forstyrre nedenunder, når bare du lukker døren til trappeopgangen. Er der behov for et fjerde værelse heroppe, kan du inddrage lidt af multirummet.
Under det hele har du en god og sund kælder med terrazzogulv på størstedelen af de 69 kvadratmeter, som ud over bryggers byder på praktisk opbevaringsplads – fx til vinsamlingen. Her er desuden endnu et toilet og en ekstra entré, hvor børnene kan komme ud af deres snevåde flyverdragter efter kælketuren.
Rummelig villa til familielivet, hvad enten børnene er hjemmeboende eller blot kommer på besøg. Velbevarede originale detaljer i de lyse og renoverede rammer sætter stemningen. Og i baghaven har du en skøn, ugeneret oase.Kontakt mægler
Bestil salgsprospekt