Bøgevej 14
8260 Viby J

Sags nr. LL4506
Find din drømmebolig

Nyrenoveret villa med fantastisk beliggenhed i Kongsvang

Funktionelt indrettede kvadratmeter i ét plan tæt ved skov, vand og by.

Enkelhed og rene linjer skaber luft og frirum. Det ser du her på Bøgevej 14, hvor denne etplansvilla er gennemrenoveret med funktionalitet som målsætning. Resultatet er et velindrettet, lyst og hyggeligt hjem med en skøn, opvokset have. Her kan du flytte direkte ind og fylde de stilrene rammer med din og familiens personlighed. Beliggenheden i det attraktive Rosenvænget er optimal med byen, skoven og vandet i gåafstand.

KONGSVANG - Cirka 100 meter fra skellet til Aarhus C ligger villakvarteret bag den røde låge. Her bliver vejene smallere og sammenholdet tættere. Det særlige område, også kaldt Rosenvænget, i smørhullet mellem Viby og Højbjerg blev anlagt for over 100 år siden som et attraktivt kolonihavekvarter tæt ved natur, skov og by. Med tiden blev de gamle havegrunde udstykket til helårsgrunde, og forskelligartede villaer er siden skudt op - dog ikke på bekostning af den hyggelige stemning, som du fortsat fornemmer her. Den røde låge, som dengang markerede indgangen til haveforeningen, er stadig en central del af Rosenvænget og er udgangspunktet for vejfesten. Her udnævnes der hvert år en ny lågemester - en tradition, der blev indført i 1978.

Traditioner er der nok af på de rolige veje uden gennemkørende trafik, hvor børnene trygt kan lege og spille bold. Lige på den anden side af Jyllands Allé begynder Havreballeskoven, hvor du kan følge stierne ud til vandet, langt ind i Marselisborgskovene - forbi Friheden, Marselisborg Slot og Mindeparken - og helt til Moesgaard. Meget snart kan du også nyde Kongelunden, der er byens kommende, rekreative område med nyt stadion, idrætsfaciliteter, legepladser og grønne områder.

Solrig og frodig have
Du er nærmest hjemme, allerede inden du ankommer. Roen sænker sig, efterhånden som du nærmer dig - og du kan parkere bil og cykler i den åbne carport sammen med dagens stress og jag, inden du bevæger dig indenfor eller tilslutter dig familien i den frodige og meget private have.

Haven fordeler sig på tre plateauer, og herfra får du et glimt af livet omkring dig - med Frihedens Sky Tower, som titter op mellem trætoppene i skoven. Der er en dejlig fred og ro på den nyanlagte fliseterrasse, hvor du er omgivet af masser af grønt i form af buske og gamle træer. Her kan solrige dage starte med morgenkaffen ved havebordet og fortsætte med grill i aftensolen. Du kan også vælge at søge skygge i andre af havens hyggelige kroge, mens børnene leger ved siden af.

De skønne uderum giver din bolig en ekstra dimension i de varme sommermåneder, hvor du kan lade de store skydedøre til alrummet og opholdsstuen stå på vid gab. Endnu en havedør sikrer hurtig adgang til køkkenet, når der skal hentes forfriskninger i en af køleskufferne.

Nyrenoveret med fokus på funktionalitet
Den fine rødstensvilla på Bøgevej 14 rummer 120 kvadratmeter i ét plan foruden et opvarmet anneks på 25 kvadratmeter. Villaen er opført i 1986. Der er dog ikke meget tilbage fra 80erne, da alt er gennemrenoveret i 2019, så du føler, du træder ind i et helt nyt hus. Den enkle og funktionelle indretning får mest muligt ud af pladsen - ikke mindst i køkken-alrum og stue, som er forbundet i en vinkel. Her strømmer lyset ind fra såvel de store vinduespartier mod haven som ovenlysvinduerne.

Douglas-plankegulvene, som går igen i de fleste af rummene, sikrer et ensartet og varmt udtryk i de rene, hvide rammer. Det hvide monopol brydes også på elegant vis af de sorte vinduesrammer og det matgrå snedkerkøkken med træskuffer og en praktisk stålbordplade, som har integreret vask med Quooker-vandhane. Snedkerelementerne fortsætter ud i det tilstødende kombinerede bryggers og entré, hvor nogle af de høje skabe gemmer på vaskemaskine og tørretumbler.

Fællesrummet er familiens samlingspunkt og har god plads til samvær og forskellige aktiviteter på én gang: Madlavning, lektier, spil og fjernsynshygge. Herfra er der desuden adgang til hjemmets tre lyse værelser samt det flotte badeværelse med tilhørende walk-in-garderobe, der supplerer skabsvæggen i soveværelset. Ekstra opbevaringsplads finder du i annekset, som ligger i forlængelse af carporten. Her kan du ligeledes indrette hjemmekontor, værksted eller motionsrum.

Flyt direkte ind i de lyse og enkle rammer og sæt dit eget personlige præg. Boligen er ideel til den lille børnefamilie eller det modne par, der ønsker at bo i et overskueligt hjem tæt ved byen og stadig i villa med have.


Kontakt mægler

Bestil salgsprospekt
Læs mere

Fakta

Sags nr.LL4506
BoligtypeVilla
Boligareal120 m²
Udhus25 m²
Carport24 m²
Grundareal680 m²
Værelser4
Opført1986
Ejerudgifter pr. md.4.568
Kontantpris7.600.000
Udbetaling380.000
EnergiklasseC

Kendetegn

Indflytningsklar

Dokumenter

Relaterede boliger

Måske kunne disse være interessante?

    Højbjerg,
    Capellavej 32

    BoligtypeVilla
    Pris7.500.000 kr.
    Boligareal140 m²

    Indflytningsklar,

    Se bolig

      Højbjerg,
      Hamphøjvej 6

      BoligtypeVilla
      Pris6.250.000 kr.
      Boligareal112 m²

      Arkitekttegnet, Indflytningsklar, Klassisk/Patricier,

      Se bolig

        Hørning,
        Gl Ryvej 24

        BoligtypeLystejendom
        Pris6.000.000 kr.
        Boligareal380 m²

        Landskabsudsigt,

        Se bolig