Asgilhøjevej 17
8420 Knebel

Sags nr. LL3813
Find din drømmebolig

Sublim arkitektur i billedskønne omgivelser

- Ideelt indrettet til at samle den store familie i pagt med naturen.

Når arkitektur lykkes bedst, er der harmoni mellem funktionalitet og æstetik. Overraskende arkitektoniske detaljer og hensyntagen til omgivelserne gør den vellykkede arkitektur sublim, og det er ejendommen her på Asgilhøjevej 17 på naturskønne Helgenæs et klasseeksempel på. Her er rum til samvær for den store familie og rum til fordybelse inde såvel som ude på den store naturgrund med egen strand i Begtrup Vig. Udsigten er betagende på alle årstider og i al slags vejr. Naturen fortæller historier og lokker med endeløse oplevelser under åben himmel.

HELGENÆS - Syd for Nationalpark Mols Bjerge ligger halvøen Helgenæs med sin lige så betagende natur, og mange steder ser du, hvordan danmarkshistorien er indlejret i omgivelserne. Gravhøje, voldanlæg og en skanse vidner om, at der langt tilbage i tiden har været liv på halvøen, hvor Begtrup Vig ligger på vestsiden og Ebeltoft Vig på østsiden.

Selv om naturen nærmest er altdominerende og den primære kilde til udfoldelse, nydelse og refleksion, finder du også både oplevelser og charme i de små hyggelige byer i området. Ebeltofts brostensbelagte gader, de skæve gamle huse og de mange kulturelle tilbud gør den gamle handelsby til et ideelt udflugtsmål for store og små. Turen dertil tager ca. 20 minutter i bil.

Du skal dog ikke gå mere end 5 min. for at komme til Kongsgårde, hvor du finder indkøbsmuligheder m.m. Der er ca. 50 minutters kørsel ind til Aarhus, hvis karakteristiske store kraner på havnen du kan se lige over på, og som fortæller, at storbyen på én gang både er tæt på og så langt væk som en helt anden verden. Nærheden til både Aarhus Airport og havnen i Ebeltoft gør det desuden nemt at komme til Helgenæs fra snart sagt hele verden.

Stor naturgrund med privat strand
Den 1,1 hektar store naturgrund strækker sig ned mod vandet, og du har et privat stykke strand for enden. Stranden er børnevenlig med blødt sand og lavvande langt ud i Begtrup Vig. Her kan du starte dagen med en dukkert i fred og ro, mens Aarhus skyline glitrer i solopgangens skær på den modsatte bred.

På grunden finder du mange skønne pletter - fx bålpladsen, hvor I kan samle jer om gløderne og bage snobrød eller riste skumfiduser. Der er også udsigtsbænken yderst på grunden, ligesom du i baghaven har en hyggelig oase med udebruser, hvor du kan skylle saltvandet og strandsandet af, inden du bevæger dig indenfor.

Indkørslen snor sig op ad den skrånende grund, og du skal et stykke op, før ejendommen åbenbarer sig højere oppe på grunden. Derfor er du helt uforstyrret både inde og ude. Med et mindre stykke skov lige bag huset falder arkitekturen naturligt ind i omgivelserne, men du fornemmer allerede herfra, at der er tale om en bygning langt ud over det sædvanlige.

Spændende arkitektur inviterer naturen indenfor
Oprindeligt bestod huset af tre mindre huse, som blev opført til en tandlægefamilie fra Randers. Her havde forældrene og de to sønner med deres koner og børn hver et hus, som lå samlet om en gårdhave. Idéen om fællesskabet har arkitekt Nils Blinkenbjerg indfanget på bedste vis, og den er kun blevet forfinet ved den ombygning og renovering, som de nuværende ejere fik foretaget i 2001-02. Her blev gårdhaven omdannet til en indvendig atriumgård med en glaspyramide over - og rummet er i dag et helt naturligt samlingspunkt i hjemmet med masser af lys.

Blinkenbjerg fik i sin tid helt frie hænder - og det ser du stadig resultatet af i dag. Ombygningen er nemlig sket med stor respekt for det oprindelige. Derfor er bl.a. den specielle stemning, som du møder lige inden for hoveddøren i den teaktræsbeklædte gang, videreført i de renoverede rum såsom UnoForm-køkkenet og det store badeværelse, hvor du i dag kan sætte dig til rette i spabadet med udsigt til det hyggelige udemiljø i baghaven. Udsigt er naturligvis også et gennemgående tema, og store vinduer åbner op mod landskabet og
vigen med Aarhus i horisonten. Når solen går ned bag byen, sættes himlen i en flammende glød, og du kan ikke undgå at fortabe dig i synet.

I det åbne køkken-alrum og opholdstuen har du et uhindret panoramavue ud over hele herligheden, og du har rig mulighed for at følge både årstidernes og vejrets skiften fra første parket, mens du ude på den 90 m2 store terrasse foran ejendommen i endnu højere grad bliver en del af omgivelserne. En skillevæg i glas udgør en læmur omkring en sydvendt terrasse, hvor en elektrisk markise sikrer, at du og familien kan fortsætte udehyggen til langt ud på aftenen.

Solide rammer med plads til alle
Med tre værelser, to badeværelser og et toilet fordelt i de i dag sammenbyggede huse plus et isoleret anneks med fire køjesenge er her god plads til at samle familien i ferier og ved højtider - oplagt for eks. udlandsdanskerne, der søger en central base herhjemme. Der er rum til samvær og til solotid alt efter behov. Og overalt finder du desuden indbyggede skabe til opbevaring, ligesom du har et rummeligt bryggers og værksted til lidt praktisk arbejde.

Rammerne er af solid kvalitet, og den oprindelige opvarmning med varm luft har holdt træhuset tørt og sundt i alle årene. I dag er luftvarmen suppleret af gulvvarme i nogle af rummene. Ejendommen gemmer på mange skønne detaljer i såvel indretningen som arkitekturen, og de er kun med til at forstærke den følelse af hjemlighed, som præger stedet, der i øvrigt bærer navnet Blåtand efter Kong Harald Blåtand. Få den spændende historie, når du besøger Asgilhøjevej 17.

Skab en base for familien og nyd livet helt uforstyrret i og med naturen her på billedskønne Helgenæs. Unik arkitektur i ét plan med maritime islæt og samværet i fokus. Den store naturgrund og det private stykke strand giver et væld af udfoldelsesmuligheder.


Kontakt mægler

Bestil salgsprospekt
Læs mere

Fakta

Sags nr.LL3813
BoligtypeSommerhus
Boligareal225 m²
Udhus24 m²
Grundareal11.414 m²
Værelser6
Opført1966
Ejerudgifter pr. md.4.559
Kontantpris8.500.000
Udbetaling425.000

Kendetegn

Vandudsigt

Dokumenter

Relaterede boliger

Måske kunne disse være interessante?

    Knebel,
    Molshovedvej 20

    BoligtypeSommerhus
    Pris6.000.000 kr.
    Boligareal115 m²

    1. række til vand, Arkitekttegnet, Vandudsigt,

    Se bolig

      Knebel,
      Havesangervej 26

      BoligtypeSommerhus
      Pris2.950.000 kr.
      Boligareal162 m²

      Arkitekttegnet, Indflytningsklar, Vandudsigt,

      Se bolig

        Knebel,
        Havesangervej 5A

        BoligtypeGrund (Sommerhus)
        Pris1.600.000 kr.
        Boligareal0 m²

        Landskabsudsigt, Vandudsigt,

        Se bolig