Jelshøjvej 104

8320 Mårslet

    Solgt

    Velbevaret bygningskunst i fredet landskab

    Kun 8 km fra Midtbyen, 3 km fra Mårslet og helt tæt på naturen.

    Arkitekters hjem er ofte helt særlige, fordi her er frirum til at udleve egne idéer og opfattelse af æstetik. Sådan en bolig finder du på Jelshøjvej 104 i Holme Bjerge syd for Aarhus og ikke langt fra Aarhus’ højeste punkt, Jelshøj. Her opførte arkitekt Svend Wichmann i 1974 denne unikke villa i pagt med landskabet og med rummelige rammer til fællesskab og samvær. Meget af det originale er bevaret i opdateringen af hjemmet, der er indflytningsklart. Fra dag ét vil du nyde såvel de mange arkitektoniske detaljer som den storslåede udsigt.

    MÅRSLET – De nærmeste byer er Mårslet og Tranbjerg, som ligger ca. 3-4 km fra Jelshøjvej 104. Her finder du skole, idrætstilbud og indkøbsmuligheder samt et aktivt lokalmiljø, der er medvirkende til at lokke flere og flere til de voksende Aarhusforstæder, der begge har letbanestop. Du har også kun ca. 8 km ind til Midtbyens liv og muligheder, når lysten eller pligten kalder. Derfor er du ikke så langt fra civilisationen, som det kan føles her i det smukke bakkede landskab, hvor du også finder to af Aarhus’ højeste punkter – gravhøjene Jelshøj og Tulshøj.

    Den 29.244 kvadratmeter store grund er i sig selv lettere kuperet og rig på natur i form af skov, sø og eng samt en have med en lille, men produktiv æblelund. De idylliske omgivelser betyder, at du på grunden ofte får besøg af skovens dyr såsom rådyr, harer og fasaner, der nyder freden, roen og udsigten lige så meget, som du selv gør. En kort gåtur fra huset finder du et skønt udsigtspunkt, hvor det åbne landskab strækker sig ud foran dig, så langt øjet rækker.

    Den naturlige skønhed gør det nemt at forstå, hvorfor arkitekt Svend Wichmann valgte at slå sig ned i de fredede Holme Bjerge. Hans navn er måske ikke så kendt i den brede offentlighed, men han og tegnestuepartneren Ib Møller var som landskabsarkitekter blandt andet involveret i udformningen af Den Østjyske Motorvej. Wichmanns forståelse for landskabet er tydelig her, når du ser, hvordan bygningen og dens terrasser er indpasset i den skrånende grund med inspiration fra hytter og fjeldstuer.

    Imponerende rum med betagende vue
    Om sit hjem skriver Wichmann: ”Tanken var at opbygge boligen af et stort fællesrum, hvorom de mindre, mere lukkede rum kunne grupperes efter behov og med adgang til fællesrummet og det omgivende terræn.” Det fællesrum folder sig ud på den anden side af den forbundne entré, og det er et imponerende rum med kraftige limtræsspær, der bærer taget, som på indersiden består af trapezplader i galvaniseret stål, der sammen med elementer i beton skaber et råt og lidt industrielt præg. Det er desuden holdbare og hårdføre materialer.

    Gulvet består af store in-situ betonfliser i rammer af egetræ, og der er gulvvarme i det meste af ”fællesgården”, som Wichmann kaldte rummet, suppleret med varmekonvektorer og den centrale pejs og brændeovn, der ligeledes er støbt i beton og indbygget i et rundet element, der også kombinerer trappe, siddepladser og bogreol. Det enorme leverum på ca. 100 kvadratmeter har god plads til samvær til både hverdag og festlige lejligheder med mange gæster. Det nyere snedkerkøkken med kølige blå fronter, stål og massiv træbordplade er ikke som oprindeligt et selvstændigt rum, men i stedet en naturlig del af rummet med adgang til et diskret grovkøkken, som ligger i forlængelse af køkkenet.

    Opdateringerne er udført med stor respekt for stedets stil og stemning. Det gælder også tilføjelsen af flere vinduer – blandt andet i fællesgården, hvor store vinduer til flere sider åbner for kigget til omgivelserne. Især mod sydvest, hvor du også kan træde ud på en terrasse, har du et pragtfuldt langstrakt vue ud over landskabet, ligesom ovenlysvinduer i rummets fulde længde åbner yderligere for lysindfaldet og tilfører samtidig en elegant lethed. Fra leverummet fører en trappe ned til en mindre kælder med bryggers, viktualierum og teknik – herunder jordvarmeanlægget, der på sin vis også trækker naturen indenfor. Det samme gør de mange sten, der ligger langs vinduespartier og vægge flere steder.

    Forskudte niveauer og stor fleksibilitet
    Store trælåger kan åbne fællesgården yderligere mod værelsesafdelingen på det forskudte øvre niveau, som du får adgang til via betontrappen. Her finder du to store værelser med brede fyrretræsplanker på gulvet og en rummelig walk-in. Værelserne kan inddeles i flere efter behov. Derudover er her to badeværelser, der blandt andet indeholder speciallavede terrazzo-elementer. Det ene badeværelse er placeret i en nyere tilbygning, hvor et stort, halvrundt ovenlysvindue betyder, at du kan ligge i badekarret og se skyerne sejle hen over himmelen, ligesom du kan se stjernerne ganske klart herude.

    På grunden ligger foruden et brændeskur en renoveret længe fra den gård, som blev opført på stedet i 1880. Længen fungerer i dag som udhus, hvor den ene halvdel er indrettet til opholdsrum med tekøkken og eget badeværelse. Den anden halvdel anvendes til opbevaring af maskiner og redskaber samt som værksted. Her har du også mulighed for at lave en garage, hvis du gerne vil kunne parkere under tag – som supplement til parkeringspladserne i den grusbelagte gårdsplads neden for huset.

    Wichmanns eget hus har aldrig været, som huse er flest. Den enestående arkitektur er i samspil med de smukke omgivelser med til at skabe en perle til dig, der gerne vil bo i unikke rammer omgivet af natur uden at komme for langt væk fra byen.

    Se omtale af huset i Vildmedhus: https://vildmedhuse.dk/arkitekt-svend-wichmann/

    Relaterede ejendomme