Nicoline Kochs Plads 17, 4. 3.
8000 Aarhus C
Ekstra rummelig lejlighed med solrig tagterrasse
AARHUS Ø/NICOLINEHUS – Nicolinehus blev opført i 2022 med både erhverv og boliger samlet i de to bygninger på hver sin side af en offentlig plads. Under det hele er der en p-kælder, hvor du har mulighed for at tilkøbe to pladser, ligesom det er muligt at leje pladser efter behov. Og i stueplanet finder du både spisesteder, gode indkøbsmuligheder, apotek og frisør.
I Markedshallen, der er inspireret af udenlandske torvehaller, kan du vælge mellem mad fra alle verdenshjørner og et stort udvalg af øl, vin og cocktails. Er du mere i humør til gourmet, tager du bare elevatoren op til Restaurant Tiende, mens du på 11. etage kan nyde udsigten fra skybaren Den Fede Drue.
Havnebadet gør det muligt at få en forfriskende dukkert året rundt. Desuden har ejerforeningen i Nicolinehus eget bassin under åben himmel med opvarmet vand og indbygget svømmetræner samt en sauna. Supplér evt. svømmetræningen med en tur i fitnesscentret, som også ligger i bygningen. Du finder således alt, du behøver, inden for en meget kort radius – du behøver ikke engang at tage overtøj på. Derudover har du hurtig adgang til Midtbyen og dermed endnu flere muligheder og oplevelser.
Hverdagsluksus
Fra den lyse p-kælder, som også giver adgang til alle de mange tilbud i Nicolinehus, tager du elevatoren op til fjerde sal, hvor denne lejlighed breder sig over hele 272 kvadratmeter plus 112 kvadratmeter tagterrasse og altaner. Det gør boligen til en af de største i Nicolinehus, og den imponerende rummelighed bliver en hverdagsluksus på lige fod med den varierede udsigt over de vuggende master i lystbådehavnen, industrihavnens ikoniske kraner og Midtbyens tage, tårne og spir. På fjerde sal er du på én og samme tid opløftet og i forbindelse med omgivelserne.
Det oplever du især i det store leverum med skydedøre til den solrige tagterrasse. Fordi rummet knækker i en vinkel, åbner det for forskellige kig gennem de høje ruder. Og på terrassen folder udsigten sig endnu mere ud. Her har du et stykke med kunstgræs, hvilket er med til at løfte havestemningen med op på fjerde etage. Det samme er plantekasserne og den enorme krukke med rododendron, som blomstrer smukt i foråret. Du nyder godt af solens stråler dagen lang, mens du kan rykke i ly for aftenduggen på terrassens overdækkede del, hvor indbyggede varmelamper og B&O-højtalere bidrager til udehyggen.
De store vinduer åbner ligeledes for et imponerende lysindfald, og i køkkenet skaber det en helt særlig effekt, når solstrålerne reflekteres på væggen med perlemorsbeklædning, som changerer i et smukt farvevæld. Køkkenet er funktionelt indrettet med inventar fra uno form, integrerede hvidevarer fra Miele og vask samt Quooker i messing. Akustiklofterne sikrer et behageligt lydbillede i leverummet, hvor der er god plads til samvær med familie og gæster. Løber du tør for gæsteværelser, kan du indkvartere nogle af gæsterne i Nicolinehus’ to gæstelejligheder.
Sildeben og snedkerlavet inventar
Fra leverummet fortsætter sildebensparkettet hen ad den lange fordelingsgang, hvor trælamellerne i loftet er med til at skabe en varm og hyggelig atmosfære. Gangen sørger for forbindelse til lejlighedens øvrige rum, hvor du finder snedkerlavet inventar i form af de mange indbyggede skabe, der sikrer dig godt med opbevaringsplads i lejligheden – foruden de tre kælderrum, der følger med. Den snedkerlavede finesse ser du først og fremmest i det elegante vinrum med hele fire indbyggede vinkøleskabe og hylder til både glas og karafler.
På samme side af gangen har du desuden et praktisk vaskerum med tørreplads, teknikrum, et badeværelse og to gode værelser, hvoraf det ene har udgang til en sydvendt altan. Det største af værelserne kan sagtens opdeles i to, hvis der er behov. Og på den anden side af gangen finder du mastersuiten med soveværelse, walk-in og et stort badeværelse med dobbelt bruseniche og håndvask. Begge badeværelserne er fra 2024 og udstyret med VOLA-armaturer og inventar fra KALØ. Også fra dit master bedroom har du udgang til en altan – med lystbådehavnen i forgrunden og Riis Skov i baggrunden.
Flyt direkte ind i lejligheden, der er langt ud over det sædvanlige, og nyd godt af udsigten, den gennemførte stil og nærheden til det hele fra dag ét. I Nicolinehus finder du alt, hvad du behøver – helt uden at skulle bevæge dig udenfor.