Holtevej 17
8000 Aarhus C
Sjælfuld familievilla med smukke originale detaljer
AARHUS C – Perfekt placeret midt imellem skov, by og vand finder du det eftertragtede Marseliskvarter, hvor vejnavnene klinger nordsjæællandsk og understreger områdets status. Det samme gør de mange store villaer, der bærer deres alder med ynde. De fleste af grundene er udstykket i begyndelsen af 1900-tallet fra Marselisborg Gods, der lå, hvor Marselisborg Gymnasium ligger i dag. Faktisk er de ældste af de lindetræer, du ser ved gymnasiet, helt tilbage fra den oprindelige allé til det gamle gods.
Du har kun en kort gåtur til gymnasiet, Forældreskolen og skoven, der bl.a. gemmer på Tivoli Friheden og De Hvii’es hjemmebane, hvor Kongelunden er ved at tage form. Snør løbeskoene og stik ud på skovens uendelige stier i den tidlige morgenfred, inden byen vågner omkring dig. Så er dagen i gang. Du kan runde Tangkrogen og evt. slutte turen af med en dukkert.
Hyggelig have med solrig terrasse
Holtevej er blændet af mod Skovbrynet, og derfor er der minimal trafik på villavejen, hvor nr. 17 ligger for enden. Den rummelige indkørsel har plads til tre biler, ligesom der kan holde en i garagen – i sig selv lidt af en luksus i Aarhus C. Luksus er også den opvoksede have, der omkranser villaen. Her har du flere frugttræer og skønne hyggekroge med både sol og privatliv, eksempelvis den store fliseterrasse, som du har adgang til fra de lyse leverum i stueetagen.
Villaen, der er opført i 1922, er et velbevaret stykke arkitekturhistorie med en perfekt indpasset tilbygning fra 1953, der har bragt boligkvadratmeterne op på 219 med mere brugbar plads både oppe og nede.
Herskabelig hjemlighed
At der er passet godt på rammerne, ser du straks. De nuværende ejere har boet her i mere end 40 år og har løbende renoveret og opdateret hjemmet, mens flere originale detaljer er bevaret. Det gælder eksempelvis det smukke sildebensparket i stuerne og den dekorative stuk. De mange træpaneler er tilføjet og bidrager til den på én gang hjemlige og herskabelige atmosfære. Den bliver forstærket af den flotte kakkelovn, hvis knitrende varme kan sprede sig i hele huset.
Vinduerne er nyere, og i stueplanet åbner de for et smukt lysindfald fra flere sider og storslåede kig til omgivelserne, der fra forår til efterår er domineret af de store træer. På nærmeste hold kan du følge årstidernes skiften på bladenes kulør – fra lys til dyb grøn og videre til løvfaldets magiske nuancer.
Køkkenet, et Svane-køkken fra 2017, er i dag separat, men der er mulighed for at skabe åben forbindelse til stuerne, hvor der er god plads til mange gæster ved et langbord.
Veludnyttede kvadratmeter på alle planer
Et flot trappeløb leder op til værelsesafdelingen på første sal, som takket være mansardtaget er højloftet og rummelig med tre gode værelser og et stort badeværelse med gulvvarme. Indbyggede skabe i skunken giver flere steder praktisk opbevaringsplads uden at stjæle kvadratmeter. Mens du fra et af værelserne har udgang til en terrasse oven på villaens kantede karnap, har du i et andet vinduer til to sider – bl.a. mod øst, hvorfor morgensolen kan være dit vækkeur. Det tredje værelse har i en årrække fungeret som walk-in, men kan nemt indrettes til børneværelse igen efter behov.
På den udnyttede anden sal og tilbygningens ditto førstesal har du lyse rum med flere anvendelsesmuligheder for hele familien. Det er også tilfældet i den højloftede og tørre kælder, hvor du desuden har et ekstra badeværelse, vaskerum, viktualierum og et rummeligt værksted.
Stemningsfulde og rummelige rammer om familielivet tæt på byens liv og skovens stier. Her kan du og familien skrive de næste mange kapitler i villaens historie.