Hyldevej 4
8240 Risskov
Rummelig patriciervilla i opdateret klassisk stil
RISSKOV – Det, der i dag udgør et af de mest eksklusive områder nær Aarhus, var engang marker med afgrøder. Jorden var dog for sandet til at give stort udbytte, og bønderne afhændede derfor de store grunde til byens velhavere, som så potentialet i beliggenheden nær kysten. Her opførte de anseelige sommerhuse på afstand af byens stress og jag.
Selv om afstanden til Midtbyen i dag synes kortere, er det stadig den på én gang afslappede og mondæne fornemmelse, der hersker her i Strandvænget. Samtidig har du både skoler, gymnasium og et væld af indkøbsmuligheder inden for en kort radius, ligesom Nordre Strandvej er rig på spisesteder og hyggelige caféer.
Du kan enten følge Hyldevej eller tage Lindevangsvej ned til vandet. Måske er det vejr til en dukkert, og ellers er stranden i sig selv et besøg værd. Her kan du begynde dagen med en løbetur langs vandet med udsigt til Aarhus’ skyline i horisonten, mens solen langsomt stiger op over vandet og Mols.
En opdateret klassiker
Når du drejer væk fra Nordre Strandvej og ind på de smalle villaveje, fortætter den hyggelige atmosfære sig. Det gælder også på Hyldevej, der strækker sig ned mod strandkanten. Ikke langt fra bølgeskvulpene ligger den smukke patriciervilla, der blev opført i 1917, og som er blevet passet godt på lige siden. En arkitekttegnet tilbygning blev føjet til i 2008, og den har skruet op for såvel rummelighed som lysindfald. Så sent som i sommeren 2024 er der skiftet vinduer i hele huset, facaden er renoveret, og indvendigt er rammerne løftet med flotte, herskabelige detaljer.
Som en elegant kontrast til den stringente villa med hvid facade, sort mansardtag og mange kubiske træk står haven med sine organiske former og grønne hække, der danner eventyrlige uderum på den 1.193 kvadratmeter store grund. Et rosenespalier og flere frugttræer føjer flotte farver til haven, der rummer skønne solrige terrasser – herunder den sydøstvendte gårdhave, hvor stemningen bliver nærmest sydlandsk i sommersolen, når vandet plasker i det vægmonterede kobberbassin. Chausséstenene understreger diskret den klassiske stil og fører de kubiske former videre i parløb med de firkantede udelamper, der sætter scenen, efterhånden som mørket falder på.
401 etagemeter med herskabelige detaljer
Allerede i entréen møder du den første af de nye snedkerlavede radiatorskjulere, som er specialbygget til boligen. I samspil med det gennemgående sildebensparket i egetræ, der binder hele stueplanet sammen, det renoverede trappeløb med matchende egetræstrin og de mange sprossede vinduer slås den herskabelige tone an. Ikke mindst i de forbundne leverum, som består af køkken-alrum, spisestue med den oprindelige madelevator fra kælderkøkkenet samt opholdsstue med karnap og den originale kakkelovn.
I køkkenet har du flere Gaggenau-hvidevarer samt en indbygget brændeovn, du fx også kan bage pizza i. Fra køkkenet er der åben forbindelse til det lyse multirum nedenunder, hvor sildebensparkettet fortsætter. Her kan du indrette en ekstra opholdsstue eller evt. et rummeligt hjemmekontor. Du har yderligere to lyse og indbydende rum med mange anvendelsesmuligheder hernede, ligesom her er viktualierum, bryggers og badeværelse. Ud over de gode opbevaringsmuligheder i kælderen har du i forlængelse af garagen et rummeligt skur til haveredskaber med mere. Og flere parkeringspladser i den brede carport.
Værelsesafdelingen på første sal rummer tre gode værelser og et badeværelse med VOLA-armaturer og varme i det flotte terrazzogulv. Mansardtaget sikrer størst muligt udbytte af kvadratmeterne, og sammenspillet mellem de lyse overflader og kystlyset skaber nærmest en badehotelstemning heroppe. Fra et af værelserne kan du træde ud på en altan, mens du fra et andet har udgang til en større tagterrasse, hvor du også kan fornemme nærheden til vandet, ligesom du har udsigt til Risskovs gamle badehotel. På anden sal strækker udsigten sig endnu længere – ud over vandet og til Skødshoved. Heroppe har du 33 ekstra kvadratmeter, hvor børnene fx kan have et fælles opholdsrum til leg, gaming eller hygge med vennerne.
Renoveret patriciervilla med indbygget herlighedsværdi i de mange smukke detaljer. God plads til et familieliv med samvær og solotid på skøn placering nær strand, skole, sport og alt, hvad familien ellers behøver i det daglige.