Brammersgade 23
8000 Aarhus C
Moderne herskabelighed i totalrenoveret byhus
Gennemført elegance med speciallavede løsninger og høj kvalitet.
En renovering kan genfortælle en gammel historie eller skrive en ny. Her i Brammersgade 23 på hyggelige Frederiksbjerg har den altomfattende renovering skabt et helt nyt hjem. I en gennemført elegance med tydelige tråde til en klassisk herskabelighed, som er skræddersyet til det smukke byhus fra 1889. Flyt direkte ind i de enestående rammer, og nyd de speciallavede løsninger, den mærkbare høje kvalitet og nærheden til byens liv.
FREDERIKSBJERG– Midtbydelen fik sit navn i 1870, hvor beboerne i området blot talte 300. Herefter tog den industrielle revolution fart, og boligerne skød op til de mange arbejdssøgende landboere, der strømmede til byen i stort antal. Blandt andet de charmerende byhuse, som dengang var hjem for flere familier.
Brammersgade er i dag en fredelig sidegade til en af Aarhus’ ældste handelsgader, nemlig den 700 meter lange M.P. Bruuns Gade, hvor du i den ene ende finder gode indendørs shoppingmuligheder i Bruuns Galleri og adgang til resten af Midtbyen. I den anden ende troner ikoniske Sankt Pauls Kirke smukt i det livlige bybillede, der også er rigt på stemningsfulde kaffebarer og spisesteder samt små butikker med lækre specialiteter fra hele verden. Til torvedagene på Ingerslevs Boulevard kan du gå på opdagelse i boderne, der ligeledes bugner af såvel lokale som mere eksotiske sager.
Handcrafted herskabelighed
Det er kun ydermurene og de rustikke bjælker øverst oppe under taget, som står tilbage, fra byhuset blev opført i 1889. Den altomfattende transformation af de 150 kvadratmeter bolig plus havestue og kælder blev afsluttet i 2022, og resultatet er et stilfuldt hjem, hvor alle installationer, tag, vinduer og inventar er nyere. Du kan således flytte direkte ind og nyde den høje kvalitet i de speciallavede løsninger, der præger rammerne.
Stilmæssigt er der bevidst brudt med ejendommens historie og etableret en gennemført og gennemgående herskabelig elegance med sildebensparket i massivt egetræ af den fineste sortering fra Hørning Parket, snedkerlavede træpaneler, dekorative loftsrosetter, sirligt udskårne fyldningsdøre og gerigter samt snedkerkøkken fra Handcrafted Interior med fingertappet finesse og bordplade i smukt Taj Mahal-kvartsit. I køkkenet nyder du desuden godt af hvidevarer fra Gaggenau og Quooker.
Den åbne forbindelse til spisestuen betyder, at lyset strømmer ind fra begge sider. Endnu mere lys får du i den tilstødende havestue, hvor murstenene skaber en rå kant til sildebensparkettet og træpanelerne, som er videreført herude. Herfra kan du træde ud på den store træterrasse, som på en og samme tid er godt skærmet af og dejligt åben, så solstrålerne har frit spil det meste af dagen.
Gennemført fra tagryg til udgravet underetage
Fra alrummet åbner dobbelte franske døre til den lyse entré, hvor der er indrettet et fint gæstetoilet med gennemgående Handcrafted Interior-badmøbel og VOLA-armatur i messing. En trappe leder op til de private afdelinger på første og anden sal. På førstesalen har du to gode værelser samt et rummeligt badeværelse med smukt italiensk carrara-marmor på gulv, vægge og bordpladen, der ligesom i køkkenet har integrerede håndvaske. Både ved dobbeltvasken, i den dobbelte bruseniche og ved det fritstående badekar er der VOLA-armaturer i messing. I det store master bedroom indrammer en specialbygget skabsvæg døren til badeværelset og sikrer god plads til garderoben.
På anden sal har du ét stort rum, hvor du kan indrette en hyggelig stue under de fritlagte bjælker, højt hævet over gadeplan. Adskillige Velux-ovenlysvinduer samt Outline-vinduer mod både gården og gaden skaber et imponerende lysindfald, ligesom du kan nyde den sidste aftensol på altanen, hvorfra du har et langt og åbent kig til omgivelserne.
Den høje standard fortsætter i underetagen, hvor også både træpaneler og sildeben er videreført. Her er gravet ud, så du har cirka 2,5 meter til loftet og gulvvarme under fødderne ligesom i resten af huset. Underetagen består af nogle gode, praktiske rum samt hjemmets andet badeværelse, hvor de store, flotte italienske fliser understreger den minimalistiske karakter, hvor VOLA igen sørger for den messingfarvede prik over i’et.
Intet er overladt til tilfældighederne i den totale transformation af dette byhus i hjertet af Frederiksbjerg. Og det kommer du til at sætte pris på fra dag ét og mange år frem. Rammerne er indflytningsklare; er du?