Langelinie 71
Borum, 8471 Sabro
Opdateret arkitektonisk perle i hyggelig landsby Borum
290 kvadratmeter med flotte detaljer, fred, ro og ca. 20 minutter til Aarhus.
At bo i smukke rammer løfter hverdagen. Det gælder såvel de arkitektoniske rammer som de ydre omgivelser. Og i denne opdaterede lægebolig fra 1898 i Borum opnår du den fulde effekt. Her er du og familien omgivet af bølgende marker, og der synes ekstra højt til himmelen. Flere originale detaljer er bevaret og kombineret med moderne løsninger og komfort i den lyse og rummelige villa. Landsbylivet trives med fællesskaber og arrangementer, ligesom der er flere nærliggende byer, hvor du finder indkøbsmuligheder samt institutioner og skole med mulighed for skolebus.
BORUM– I den charmerende landsby Borum forenes landlig ro med et levende fællesskab og et stærkt lokalsamfund, der samles til årlige arrangementer og mere jævnlige fællesspisninger. For naturelskere byder området på smukke vandrestier og historiske steder som Borum Eshøj, der rummer nogle af verdens fineste bronzealderfund.
Med kun 20 minutters kørsel til Aarhus har du aldrig langt til storbyens muligheder og pligter. Samtidig kan du hurtigt flette ind på E45 og Herningmotorvejen, hvilket gør det nemt at komme videre til andre større byer.
Udeliv i naturlige omgivelser
Foruden de bølgende marker er villaen omkranset af en 2.758 kvadratmeter stor have med frodig bevoksning og gamle træer, der skaber et roligt og naturskønt udemiljø i forgrunden. I baggrunden understreger den åbne udsigt over de vidtstrakte marker fornemmelsen af landlig idyl.
I 2024 blev udendørsarealerne opdateret med en nyere indkørsel med kanter i cortenstål, anlagte bede, trapper og kummer samt Jelsa-granit i hele indkørslen og et stort fliseareal på 150 kvadratmeter, der som terrasse kan danne underlag til hverdag og fest.
Når du drejer ind til huset, bliver du mødt af masser af plads til parkering: Foruden indkørslen har du nemlig både en muret garagebygning/værksted i original stand og en nyere tredobbelt carport med listebeklædning og sedumtag samt ladeboks til elbilen.
Bevaringsværdig arkitektur og landidyl
Den smukke klassiske storvilla blev opført i 1898 af læge Harald Andersen Götsche, der gav den navnet Villa Ehem. Den bevaringsværdige arkitektur giver rødstensboligen dens særlige karakter, som siden opførelsen har fået ejendommen til at skille sig ud i bybilledet, der bl.a. består af gårde, gamle husmandssteder og nyere byggerier.
Frem til 2017 fungerede adressen som lægebolig. Herefter fandt en gennemgribende renovering sted, og væk er venteværelset og de små rum til konsultationer. I stedet er der åbnet op, så du og familien i dag har rigeligt med plads til såvel samvær som privatliv. Der er desuden lavet nyere installationer i hele huset – herunder nyere el- og vvs-installationer samt gulvvarme i de to nyere badeværelser, køkkenet og stuen. Alle vægge og gulve er enten nyere eller renoverede, og alle lofter er hævede og efterisolerede.
Renoveringen er udført med respekt for villaens historie. De originale massive døre har fået et elegant løft med patinerede messinggreb, mens plankegulvene, den smukke trappe og husets originale vinduer af ædeltræ med nyere forsatsvinduer fremhæver stedets sjæl. Den glasinddækkede tilbygning fra 1970 giver et lyst og åbent indtryk og skaber en smuk forbindelse mellem husets indre og de naturskønne omgivelser. Tilbygningen består af to store rum samt entré, der som det eneste står urenoveret.
Højloftede leverum og værelser
I stueetagen er hjemmets leverum samlet med det lyse køkken-alrum som naturligt omdrejningspunkt, hvor du nyder godt af pragtfulde kig til de grønne omgivelser. Et praktisk viktualierum, en stor stue, spisestue og kontor samt nyrenoveret badeværelse bidrager til leverummenes funktionalitet, mens loftshøjden på tre meter giver etagen en ekstra dimension. Endnu højere til loftet er der i den prægtige hall med hele seks meter op.
Der er også dejligt højloftet på de fire værelser på førstesalen, hvor der ingen skråvægge er. Heroppe har det flotte badeværelse desuden både bruseniche og kar samt dobbeltvask. Øverst oppe er loftsetagen udnyttet til et stort lyst rum på 20 kvadratmeter i tillæg til husets 290 boligkvadratmeter. Heroppe er der isat to Velux-vinduer samt et stort vinduesparti, der åbner for udsigten ud over markerne. Der blev i 2022 etableret dræn omkring den 41 kvadratmeter store kælder, som rummer et stort vaske- og opbevaringsrum.
Denne villa kombinerer historisk charme med moderne funktionalitet. Den store grund og rolige beliggenhed gør den ideel for en familie, der ønsker plads og nærhed til naturen, samtidig med at Aarhus kun er en kort køretur væk.
Kontakt os
-
Henrik Kliver
- Partner, Ejendomsmægler MDE
- 22330668
- hk@lokaltliebhaveri.dk