Bedervej 64

8320 Mårslet

    Solgt

    Rummelig familievilla i stilfuldendt arkitektur

    MÅRSLET – Du finder et vidunderligt velfungerende lokalmiljø i den hyggelige by Mårslet, der ligger lige syd for Aarhus. Byen er vokset de seneste årtier, hvor nybyggerområderne er skudt op, fordi flere og flere har fået øjnene op for byens fantastiske beliggenhed tæt ved naturen og kun 20 minutter til centrum af Aarhus. Ikke mindst børnefamilier ser mulighederne i det lokale med skole og institutioner samt et rigt foreningsliv og gode indkøbsmuligheder. Derudover kan du nemt køre til Aarhus for et bredere udvalg af oplevelser – lad evt. bilen stå og tag letbanen frem og tilbage.

    Her har du den smukke natur med åbne marker og skovområder lige i kvarterets baghave – bl.a. finder du Vilhelmsborg Skov tæt på. Du har også kun en kort køretur til stranden ved Moesgaard eller Norsminde. Og endnu tættere på finder du parken, der som byens grønne åndehul er oplagt til gå- og løbeture, ligesom børnene kan stå på rulleskøjter eller løbehjul her.

    Fra landevejen forgrener Bedervej sig ud i hyggelige villaveje, hvor naboskabet er i top. Den veletablerede grundejerforening arrangerer flere årlige sammenkomster for både store og små. Og her i hjørnet af det idylliske kvarter, der grænser op til parken, ligger nr. 64 i en privat grøn oase.

    Stilfuld skarphed ude som inde
    Det er rene og skarpe linjer, der tegner den sortklædte villa, som blev ombygget i 2014. Både tag og facader er beklædt med sortmalet lærketræ, hvilket skaber et ensartet, stringent udtryk i elegant balance med de grønne omgivelsers organiske former. Omkring husets forskudte bygninger og den matchende garage har du en skøn, opvokset have med flere solrige træterrasser, der viderefører de stramme linjer. I den ene terrasse er der indbygget højbede, der både skaber stemning og giver hjemmedyrkede afgrøder.

    Den samme kombination finder du i det nyere orangeri med gulvfliser lagt i sildeben. Her kan du ganske ugeneret dyrke udehyggen fra årets første solskinsdage til solrige efterårsdage, hvor gyldne nuancer præger omgivelserne. Endnu mere afskærmet er det udendørs koldtvandskar og saunaen, hvor du kan sende kropstemperaturen ned og op på kontrolleret vis, hvilket kan fylde dig med energi og overskud. Du har desuden direkte adgang til badeværelset herfra, hvilket selvsagt er dejligt praktisk.

    273 veludnyttede kvadratmeter
    Uanset hvor på grunden du befinder dig, kan du nyde freden og roen, som kun brydes af fuglesang. Denne atmosfære og naturens farver trækker med indenfor i de store, lyse leverum gennem store vinduespartier med skydedøre, som du kan trække til side, så inde og ude smelter totalt sammen. Det lyse indre med hvide vægge, lyst slebet betongulv og brede askeplanker danner en smuk kontrast til det mørke ydre, som dog også er repræsenteret i det stilrene Multiform-køkken fra 2019 med fronter og bordplader i sortoxideret stål, som skaber en overflade med et helt særligt udtryk. Til at matche den høje kvalitet har du hvidevarer fra Gaggenau og Liebherr – samt smarte foranstaltninger som Quooker og indbygget kværn i vaskens afløb.

    Bag køkkenet kan du gemme køkkenmaskiner, indkøb og evt. et vinkøleskab af vejen i det praktiske viktualierum, hvor der er god plads til det hele. Køkkenets centrale placering i det store, åbne rum med loft til kip skaber en ideel opdeling mellem spise- og opholdsstuen. Begge disse afdelinger har indbyggede møbler – et langt skrivebord af asketræ, en fast reol og en fast bænk, som giver leverummene endnu flere funktioner. Forskudt med få trin herfra ligger værelsesafdelingen fordelt på to plan. I stueplanet har du soveværelse med walk-in, to børneværelser med indbyggede skabe samt to badeværelser. Badeværelserne, hvoraf det største er indrettet med badekar, har flotte detaljer som vaskebowler i sten med væghængte armaturer og store italienske Imola-gulvfliser. På førstesalen finder du yderligere to værelser med en rummelig repos imellem.

    En mellemgang med entré forbinder boligen med garagen, hvor der kan holde to biler i forlængelse af hinanden. Her ligger også et velindrettet bryggers og et ekstra rum, du kan bruge til værksted eller fitness.
    Indflytningsklar villa på skøn beliggenhed i et trygt og aktivt lokalmiljø tæt ved Aarhus.
    Hjemmet er ideelt til børnefamilien, der gerne vil have luft omkring sig, og som søger originale arkitektoniske rammer om familielivet med plads til samvær såvel som solotid.

    Relaterede ejendomme