Ellemarksvej 9, 1.

8000 Aarhus C

    Solgt

    Nyrenoveret herskabelig lejlighed i Marseliskvarteret

    AARHUS C – Før Marseliskvarteret blev det attraktive boligområde, det er i dag, bestod det af meget få bebyggelser på de frodige jordstykker, som tilhørte Marselisgården. Den nærliggende Havreballe Skov blev et yndet udflugtsmål for byens beboere, der valfartede til Friheden, som området blev kaldt, for at drikke kaffe og hygge sig i skoven eller for at besøge den excentriske menageriejer Axel Hutzelsiders zoologiske have, der lukkede tilbage i 1944.

    Netop i 40’erne skød flere parcelhuse og villaer op i kvarteret, og kort efter blev Friheden til Tivoli Friheden, som stadig byder på oplevelser den dag i dag. Derudover er nærheden til skoven og vandet store plusser – ligesom Kongelunden kommer til at tilføre værdi. Det milliondyre projekt bliver byens nye rekreative område med nyt stadion, idrætsfaciliteter, legepladser og grønne områder.

    Førstesalslejlighed i funkisvilla
    Lejligheden ligger på første sal i en nyrenoveret funkisvilla fra 1936 på hjørnet af Ellemarksvej og Ordrupvej. Også udearealerne er nyanlagte med den opdelte have og den store parkeringsplads, hvoraf to af pladserne tilhører din lejlighed. Haven består primært af plæne, som en robot kan tage sig af, med enkelte bede og en fliseterrasse i hjørnet.

    Fra vejen er det samlede udtryk enkelt og elegant – tro mod den klassiske funkisstil, som også sikrer fuld loftshøjde på førstesalen. Her har du 89 veludnyttede og velindrettede kvadratmeter, der stod færdigrenoverede i 2022.

    Herskabelig stil med flotte detaljer
    Det enkle og elegante følger med indenfor og op ad den originale, svungne trappe. Fra forgangen træder du ind i det lyse køkken med åben forbindelse til de to stuer en suite. Det gennemgående sildebensparket, radiatorskjulerne og den diskrete stuk er blot nogle af de flotte detaljer, som bidrager til den herskabelige fornemmelse i lejligheden.

    Køkkenet i røget eg med integrerede hvidevarer, en tynd stålbordplade samt Quooker og vask i messing giver et flot modspil til de hvide overflader. Og som den kulørte prik under udråbstegnet har du en helt særlig stænkplade – en mosaik af farvet glas – bag induktionskogepladen med indbygget emhætte.

    Solrig altan og soveværelse med aircon
    Åbenheden skaber luftighed og et skønt lysindfald på tværs af leverummene – fra den franske altan i køkkenet og de brede vinduespartier i stuerne til dobbeltdøren ud til den sydvestvendte altan i opholdsstuen. I sommermånederne kan du nyde godt af solens stråler det meste af dagen herude –– ligesom du har en herlig udsigt til trækronerne i skoven og toppen af Frihedens højeste forlystelser.

    Skoven er også noget af det første, du ser, når du ruller gardinet op i soveværelset, og en ny dag begynder. Airconditionanlægget sikrer, at du altid kan have et svalt soveværelse – også når solen bager løs. På badeværelset videreføres det røgede eg og messingdetaljerne i selskab med udtryksrige fliser på væggene med marmorlook og mørke gulvfliser med gulvvarme. Et smalt og delvist matteret vindue giver også et naturligt lysindfald her, ligesom du efter badet kan åbne og skifte den fugtige luft ud. Overalt sørger diskrete spot for den rette lyssætning, som du selvfølgelig kan gøre mere personlig med egne lamper.

    Indflytningsklare rammer i herskabelig stil med flotte detaljer. 89 lyse og velindrettede kvadratmeter i gåafstand til byen og skoven – med altan og egen have samt to p-pladser.

    Relaterede ejendomme