Mejlgade 30, 2.

8000 Aarhus C

    Solgt

    Gennemrenoveret lejlighed i hjertet af Latinerkvarteret

    AARHUS C – Jyllands smilende hovedstad er kendt for sin alsidighed og charme. Her er storbyliv, grønne ååndehuller, kulturelle tilbud, historie og nytænkning. To dage behøver ikke være ens – og slet ikke her i Latinerkvarteret, der er en del af det gamle Aarhus. Det ser du i de snørklede, brostensbelagte gader, der løber mellem de smukke bygninger.

    Det er hyggeligt og samtidig fyldt af liv og uendelige muligheder. Og det er lysten, der driver værket og sætter agendaen. Café eller michelinrestaurant? Dagligvarer eller feinschmeckeri? En løbetur langs vandet eller i Riis Skov, en dukkert i havnebadet eller en gåtur på Aarhus Ø?

    Indflytningsklare og funktionelle rammer
    Den smukke bygning med nummer 30 er opført i 1896 og løbende restaureret, så den i dag fremstår velholdt og med en vis storhed. Den hvælvede indgangsport leder om til et hyggeligt gårdmiljø, som du deler med de øvrige beboere. I opgangen er den oprindelige stil bevaret med træpanelerne samt det originale trægelænder og balustrene, der understreger charmen i det tidløse håndværk. De flotte rammer gør opturen til anden sal til en fornøjelse.

    I lejligheden bliver du straks budt velkommen af det nyere sildebensparket i egetræ, der breder sig over størstedelen af de 109 kvadratmeter og understreger den høje kvalitet og gennemførte stil. Kun badeværelset adskiller sig med et lyst terrazzogulv. Badeværelset blev moderniseret i forbindelse med den gennemgribende renovering af lejligheden i 2016-17, hvor også al el blev skiftet, og indretningen gentænkt.

    Derfor har du i dag et stort køkken-alrum ud mod Mejlgade, hvor eftermiddags- og aftensolen strømmer ind gennem de fire høje vinduer med lydisolerende glas. Her er rene linjer – understøttet af Reform-køøkkenets enkle udtryk med vægmonteret Vola-armatur. De grønne fronter og bordpladen bryder de hvide overflader på meget elegant vis, mens en rumdeler skaber en naturlig overgang mellem spiseplads og sofahygge. En dør giver adgang til noget så sjældent i en midtbylejlighed som et bryggers med vaskesøjle, skabsfryser og praktisk opbevaringsplads. Endnu mere opbevaringsplads har du i depotrummene i den tørre kælder.

    To værelser, kontorplads og sydvendt altan
    Fra alrummet åbner en dobbeltdør til den mere end 10 meter lange gang, som fører forbi et mindre børne-/gæsteværelse samt soveværelset – begge med indbyggede skabe og integrerede skydedøre uden dørtrin. For enden af gangen har du et lyst og funktionelt rum, hvor du fx kan indrette hjemmearbejdsplads eller endnu en hyggekrog. Det er også hernede, badeværelset ligger – ligeledes udstyret med flotte elementer fra Reform. Efter et varmt brusebad kan du åbne vinduerne til gården og hurtigt skifte den fugtige luft ud med noget nyt.

    Frisk luft har du til overflod på den sydvendte altan, som de dobbelte altandøre giver adgang til fra kontorrummet. Fordi de nærmeste bygninger er lave, nyder du i sommermånederne godt af solen fra kl. 8 til 18. Du er samtidig relativt ugeneret her og har udsigt over de omkringliggende tage, hvor Midtbyens vartegn – domkirkens tåårn – stikker op ikke langt herfra. De fire kvadratmeter udgør et attraktivt uderum med plads til både grillen og hyggen.

    Kan du ikke komme tæt nok på byens hjerte? Tag fat om livet i byen, og nyd nærheden til alle Aarhus' muligheder. Den gennemrenoverede og velindrettede lejlighed byder på 109 lyse og indflytningsklare kvadratmeter.

    Relaterede ejendomme