Fåborggade 10, 2. th.
8000 Aarhus C
Nyrenoveret hjørnelejlighed med herskabelige træk
FREDERIKSBJERG – Den attraktive midtbydel byder på alt, hvad hjertet begærer, inden for en meget kort radius. Du finder blandt andet et bredt udvalg af delikatesser og råvarer fra nær og fjern på hylderne i de mange specialbutikker og på det populære marked på Ingerslevs Boulevard, ligesom caféerne og spisestederne har noget for enhver smag.
Flytter der børn med ind, får de heller ikke langt til skole, gymnasium eller andre institutioner, som alle ligger i gåafstand hjemmefra. Det samme gør de lokale idrætstilbud, som kan supplere din løbetur ad skovens stier, hvor du hurtigt kan lægge bylivet bag dig for en stund.
Med Marselis Boulevard tæt på kan du også nemt komme ud af byen og hjem igen, hvor du som regel kan finde en parkeringsplads tæt på – takket væære din beboerlicens. Selv om du bor i hjertet af det hele, er omgivelserne her på Fåborggade ganske rolige.
Smuk arkitektur og klassisk håndværk
Den flotte hjørneejendom med navnet Faaborghus er fra 1910, og stilmæssigt er det arkitektoniske udtryk helt i tråd med andre ejendomme i gaden. Det ser du især i den gennemgående hjørnekarnap fra første til fjerde etage og de elegante detaljer omkring vinduerne, som bryder den røde murstensfacade. Ved særlige anledninger kan du give dine gæster en nærmest statelig velkomst ved at hejse Dannebrog til tops i flagstangen ved siden af gadedøren.
Oppe på anden sal træder du ind på de nye, vide gulvplanker i Douglastræ, som breder sig fra den lange gang og ind i flere af de tilstødende rum. Plankerne understreger den høje kvalitet, som har været gennemgående for den omfattende renovering, der er foretaget i 2021, hvor både el og vvs ligeledes er udskiftet. Kvaliteten matcher den klassiske, herskabelige stil, som er bevaret i det smukke håndværk i form af døre og gerigter samt den dekorative stuk i de tre højloftede stuer en suite.
Den ene af stuerne er i dag afblændet og udgør et stort værelse, som du tilmed kan inddele i to efter behov. Stuen kan dog også relativt nemt genforenes med de to øvrige, hvor lyset allerede strømmer ind fra flere sider. Ikke mindst gennem den sydvestvendte karnap, hvor eftermiddags- og aftensolen får frit spil, fordi bygningerne overfor giver plads.
Helt nyt bad og køkken
To mindre badeværelser er blevet slået sammen til ét. Det har givet plads til en vaskesøjle og en rummelig bruseniche udstyret med armatur og et stort brusehoved i messing samt en integreret sæbehylde i de gråspættede keramiske fliser fra Italien. Fliserne, der også beklæder gulvet, og de hvide overflader får modspil af det snedkerlavede element i egetræ fra Woodform.
I det store soveværelse har du en række snedkerfremstillede garderobeskabe fra Reform – ligeledes i egetræ – med god opbevaringsplads. Reform har også søørget for de enkle og stilfulde elementer i det velindrettede køkken med det praktiske polyurethan-gulv. Fraværet af overskabe og et par åbne hylder sikrer, at du har luft og albuerum omkring dig til såvel gastronomiske udfoldelser som socialt samvær. Og ved den rå murstensvæg har du plads til et spisebord, hvorfra det er muligt at følge med i madlavningen. Fra spisepladsen kan du ligeledes nyde udsigten til Bordeaux, Piemonte, Oregon eller andre af dine foretrukne vinregioner, hvis druer ligger på flaske i det indbyggede vinkøleskab. Fra køkkenvasken har du derimod udsigt til det attraktive gåårdmiljø, som efter planen skal shines op i 2022 – bl.a. med ny belægning. Ejerforeningen har desuden planlagt flere forbedringer, som der er opsparet midler til.
Nyrenoverede og indflytningsklare rammer, hvor den herskabelige stil og mærkbare kvalitet sætter scenen. Med højt til loftet og 133 kvadratmeter har du godt med luft omkring dig her midt i byen, hvis mange muligheder og tilbud du finder helt tæt på.