Ole Rømers Gade 58
8000 Aarhus C
Nyere Frederiksbjerg-byhus tæt på byliv, skov og vand
Et roligt helle på Frederiksbjerg
Selv om du har alle byens tilbud inden for rækkevidde, ligger Ole Rømers Gade også perfekt i den forstand, at her er dejligt roligt. Du får med andre ord det bedste af begge verdener, og fordi der er tale om et nyere byhus på 182 etagemeter med en perfekt solvendt gårdhave, går du heller ikke på kompromis med moderne krav til en bolig – herunder pladsen, inde som ude.
Stilmæssigt matcher facaden mod vejen de omkringliggende byhuse, ligesom du inden for hoveddøren bliver mødt af en klassisk trappeopgang, som binder de fire etager sammen. Når du træder ind gennem døren, er du hjemme i dit private helle, hvor stueetagen er så højt placeret, at der ikke er indkig fra gaden.
Den hyggelige gårdhave er godt afskærmet af hvide mure toppet med røde tegl, der sammen med den røde stenbelægning sender dine tanker sydpå. Det gælder ikke mindst på en solrig sommerdag, hvor du fra morgen til aften har solen i gårdhaven, der i 2021 fik tilføjet en udespa af høj kvalitet og med plads til fem personer. I spaen kan du svale dig om sommeren, og på en snefuld vinterdag kan du nedsænke dig i det varme vand, der opvarmes miljøvenligt og energieffektivt ved hjælp af en skjult varmepumpe. Her er ikke sparet på noget, og både spaen og varmepumpen er elegant indpakket i træ.
Nyt snedkerkøkken og gulvvarme overalt
Den udvendige hverdagsluksus med spabad følger med ind i det åbne køkken-alrum og stuen, der ligger niveauforskudt af hinanden. Det giver en særdeles god rumfornemmelse, mens det store vinduesparti med gårdhaven, de to dannebrogsvinduer mod vejen og ovenlysvinduerne sikrer et skønt lysindfald. Køkkenet blev udskiftet i 2021 med et snedkerkøkken fra Hanstholm med fingertappede skuffer. Her nyder du desuden godt af Quooker-vandhanen, induktionskogepladen fra Gaggenau med indbygget emhætte samt det integrerede Miele-køleskab med motoriseret låge.
Alrummet og stuen er det naturlige samlingspunkt for familien, hvor alle kan være sammen og samtidig koncentrere sig om hver sit i rummenes forskellige sektioner. De private afdelinger ligger på første og anden sal, hvor du har i alt tre gode værelser og et rummeligt badeværelse. På det øvre værelse, hvor du har kig ud over byens tage, går loftet til kip med synlige hanebjælker. Sammen med de store kviste i hver sin ende åbner det rummet, hvor det er oplagt at indrette soveværelse.
I den tørre og sunde kælderetage føres stilen videre med de gennemgående trægulve i ask og gulvvarme ligesom på de øvrige etager. Hernede kan du indrette de to disponible rum til et væld af formål –– hjemmebiograf, walk-in-garderobe, kontor eller noget helt fjerde, femte eller sjette. Kælderen rummer også hjemmets andet badeværelse og en rummelig gang samt rum under trappen, der giver yderligere opbevaringsplads.
Nyere byhus fra 2007 med indbygget kvalitet, energirigtige løsninger og helt nyt snedkerkøkken. 182 etagemeter centralt påå Frederiksbjerg – tæt på alt –– og en privat sydvendt gårdhave med udespa.