Bævervej 18A

8270 Højbjerg

    Solgt

    Opdateret 60'er-arkitektur med prima beliggenhed i Skåde Bakker

    Privat, sydvendt have
    Du finder det smukke A-hus med dets markante arkitektoniske udtryk i den ældste del af Skåde, hvor det blev opført i 1969. Når du drejer ind ad de små veje, føles det, som om du lægger al byens hast og jag bag dig. På denne del af Bævervej, der stadig er grusvej, fornemmer du virkelig naturen og stedets oprindelige charme helt tæt på.

    Den lukkede sydvendte have bag huset er godt flankeret af gamle træer, store buske og blomstrende hortensiabede. På varme sommerdage kan du nyde solen på den delvist overdækkede terrasse fra middagstid, og indtil den går ned. Her er du fuldstændig ugeneret med kun den åbne himmel over dig og med hyggelige besøg af fugle og nysgerrige egern.

    Renoveret med øje for alle detaljer
    Med sine 171 boligkvadratmeter plus 50 kvadratmeter kælder er der tale om et rummeligt A-hus. Og stort set alle kvadratmeterne er blevet endevendt fra 2016 og frem – senest med nye badeværelser og gæstetoilet i 2019. Derfor fremstår alt i utrolig flot stand med nye vinduer, brede gulvplanker med gulvvarme og det elegante, funktionelle Hanstholm-køkken i det åbne alrum, der udgør hjemmets hjerte. Her strømmer lyset ind fra flere sider – bl.a. gennem de store vinduespartier mod haven med udgang til terrassen. Her vil du opleve, hvordan lyset og farverne skifter karakter og stemning alt efter årstiden.

    Du har også fortsat atmosfæreskabende elementer af den originale arkitektur som de oprindelige trælofter og den originale Cubus nr. 1-pejs af Nils Fagerholt, der er bevaret. I det hele taget er alt renoveret med sans for den mindste detalje, hvilket er sket med hjælp fra den anerkendte arkitekt Rasmus Bak. Han har stor erfaring med renoveringer og er kendt for at skabe spændende løsninger såsom den indbyggede plint-sofa, der er arkitektens signaturdesign. Både materialevalg og udførelse oser af høj kvalitet, og der er ikke gået på kompromis med hverken æstetik eller funktionalitet.

    Rumfordelingen fra '69 er brudt op, men stadig med øje for husets helhed, og overalt nyder du godt af tilpassede løsninger, der er lavet specielt til huset. Et eksempel er alkoven under trappen til førstesalen, som tilbyder et hyggeligt helle i alrummet – til lææsning, telefonsamtaler eller børnenes skærmtid med iPad'en. Ud over alrummet består stueplanet af en indbydende entré og gæstetoilet samt et af hjemmets i alt fire værelser. De øvrige ligger på førstesalen, hvor du fra to af værelserne har udgang til en bred, indbygget gavlaltan. Etagen, der også åbner for kig til vandet i Aarhusbugten mellem trætoppene, rummer desuden et badeværelse, mens det andet ligger i underetagen, som derudover byder på gode, disponible rum.

    Alt i alt er her tale om en særegen bolig på en fantastisk grund. Alt arbejdet er gjort på forhånd, så du kan rykke direkte ind og skabe et fantastisk familieliv i de gennemførte rammer tæt på skov, vand og alt det, en moderne familie behøver.

    Relaterede ejendomme