Herluf Trolles Gade 55
8200 Aarhus N
Gennemrenoveret byhus i særklasse på Trøjborg
TRØJBORG – En af Aarhus’ hyggeligste bydele ligger som et smørhul mellem Midtbyen og Riis Skov med et aktivt og velfungerende lokalmiljø, som er rigt på specialforretninger og spisesteder, ligesom du i den centrale Tordenskjoldsgade også finder Trøjborgs egen biograf. Her er naturligvis også skole og institutioner, hvilket kun gør hverdagen nemmere for den travle familie. Og på Steen Billes Torv – skråt over for adressen her – er der både legeplads, skatepark og plads til boldspil.
Når det er tid til at koble af, skal du blot ned for enden af Herluf Trolles Gade for at komme til Riis Skov. Her inviterer stierne til aktiv udfoldelse i dit helt eget tempo. Følg eksempelvis stierne ud til Den Permanente, når vejret er til en frisk dukkert. Det er næsten, som om sommeren varer lidt længere, når vandet er så tæt på som her. Hvor skoven repræsenterer den vilde natur, byder Nordre Kirkegård på et mere velfriseret udtryk, når du spadserer ad stierne gennem den smukke og stemningsfulde kirkegård, som mod syd markerer overgangen til Aarhus C.
Kvarteret, hvis gader er opkaldt efter store danske søhelte, husede mange af de arbejdere, som industrialiseringen førte til storbyen. På samme vis tjente de charmerende byhuse, som blev opført på række her i Herluf Trolles Gade i 1907, som funktionærboliger for ansatte på Albert Julius Jørgensens kiksekagefabrik, der dengang lå lidt længere henne ad gaden.
Gennemrenoveret med øje for atmosfæren
Byhuset med nummer 55 ligger tilbagetrukket fra gaden med en enkel forhave. Det giver både en privat sfære og to parkeringspladser, hvoraf den ene er med ladestander til elbil. Derudover sikrer et udhæng, at du kan stille cyklen eller barnevognen i tørvejr, inden du smutter ind gennem hoveddøren.
Rødstensfacaden er på én gang enkel og elegant, og arkitekturen afslører lidt af husets historie – men viser samtidig også, hvor velholdte rammerne er. Inden for døren møder du det oprindelige trappeløb, som binder hjemmets tre etager sammen. Sammen med de originale trægulve samt de synlige bjælker og hanebånd er trappen med til at bevare den sjæl og atmosfære, som byhuset rummer. For derudover er stort set alt renoveret og opdateret – fra kælder til kvist, herunder taget, vinduerne og dørene samt alt el og vvs.
Det store, åbne leverum i stueplanet er et godt eksempel på resultatet af renoveringen, der er gennemsyret af kvalitet og gennemtænkte løsninger, som er med til at give størst muligt udbytte af kvadratmeterne. Det ser du bl.a. i den indbyggede reol og radiatorskjuleren under vinduet mod gaden, det svævende snedkerkøkken med dybe skuffer og bordplade i engelsk skifer, det indbyggede VOLA-armatur og den specialbyggede skabsvæg med integrerede hvidevarer, hvor det kun er ovnen fra Gaggenau, som har fået lov at kigge frem. Også emhætten er diskret gemt af vejen, så der ikke er noget, som forstyrrer de rene linjer.
Tre veludnyttede plan og en grøn oase i baghaven
De lige linjer bliver til gengæld brudt på stilfuld vis af alrummets buede vinduer og dobbeltdøren mod den solrige have, som åbner for et imponerende lysindfald. Med spiseplads lige inden for dørene kan du lukke op for solen og forårsfornemmelserne, hvis det ikke er vejr til at spise ude. En trappe leder fra den dobbelte dør og ned til en hyggelig terrasse anlagt med smukt patinerede chaussésten – omgivet af grønt løv som i en oase. Den sydvendte have ligger i en rolig gård med gamle høje træer, hvor du let glemmer, at du er midt i byen. Bagerst er haven pænt afsluttet med et skur i lærk begroet med klatrehortensia, hvor der er rigelig plads til haveredskaber og overvintrende havemøbler.
Fra terrassen er der også indgang til den udgravede underetage, hvor du i dag har en rigtig god loftshøjde og gulvvarme under de håndlavede sten fra Petersen Tegl. Udgravningen gjorde det nødvendigt at tilføje tre trin til trappen, men du bemærker det næsten ikke. Det vidner om, hvor omhyggeligt man er gået til værks. Det gælder også i forhold til det ikke-synlige såsom isolering, dræn og kloakering, der gør etagen tør og sund og er med til at sikre et godt indeklima. Etagen består af to yderst anvendelige og lyse rum med store indbyggede skabe, et badeværelse og et bryggers med endnu en snedkerlavet skabsvæg til optimal opbevaring og med vaskemaskine og tørretumbler fra Miele.
På førstesalen, der har loft til kip, finder du to lyse værelser med fjernstyrede ovenlysvinduer og skønne kviste, som åbner rummene. Her har du også flere gode opbevaringsløsninger. Soveværelset er udstyret med en indbygget skabsvæg med skydedøre, og børne- eller gæsteværelset har en specialbygget reol, der udnytter pladsen under den ene skråvæg til fulde. Via reposen er der adgang til et stilfuldt badeværelse med gulvvarme og ovenlysvindue.
Den høje kvalitet og de veludførte løsninger betyder, at du kan flytte direkte ind i det flotte byhus, der forener det moderne og det oprindelige. Du vil hurtigt føle dig hjemme her – og nyde godt af den centrale placering med byens muligheder og skoven helt tæt påå.