Bøgevej 28

8300 Odder

    Solgt

    Gennemrenoveret familievilla omgivet af grønt i Odder

    Opvokset have med stor terrasse
    Villaen med nummer 28 ligger for enden af Bøgevej, og du og familien har masser af luft omkring jer. En opvokset hæk indrammer grunden og lukker det skønne haverum godt af. Solen har til gengæld frit lejde her, og den 98 kvadratmeter store fliseterrasse ligger helt perfekt placeret i den sydvendte vinkel med adskillige udgange fra såvel leverum som værelser. Og mens du nyder solen her, kan børnene lege på den nedgravede havetrampolin eller den nærliggende legeplads i parken.

    En stille sommeraften understreger lyden af fuglesang og det rislende vand i åen den afstressende atmosfære, som gør det ekstra nemt at nyde livet. Det er næsten som at være på ferie på sin egen matrikel – og det sortmalede træværk trækker da også tråde til skyfrie sommerhusminder. Sætter du en iskold kande hjemmelavet saft af rabarber fra egen have på bordet, er idyllen fuldendt.

    Lyse, gennemrenoverede rammer
    Den klassiske rødstensvilla fra 1967 er renoveret i 2008-09, og resultatet er et ideelt samspil mellem funktionel indretning og kvalitetsmaterialer. Det gennemgående travertingulv og fraværet af dørtrin skaber en flydende overgang fra det ene rum til det andet, mens de store vinduespartier sikrer et imponerende lysindfald. Det gælder i særdeleshed de sammenhængende leverum, hvor opholdsstuen har loft til kip og ovenlysvinduer samt høje gavlvinduer, som supplerer de store vinduer mod haven og terrassen.

    I det veludstyrede snedkerkøkken med hvidevarer fra Gaggenau og Quooker-vandhane kan familiens masterchef udfolde sit talent til både hverdag og fest. Og i det indbyggede vinkøleskab kan du finde en perfekt tempereret ledsager til dagens menu. Ved særligt festlige lejligheder kan du desuden udvide alrummet med et stort telt på terrassen og invitere alle dem, der betyder noget for familien.

    Effektfulde detaljer bryder flere steder med det forventede – eksempelvis de messingbeklædte døre, der har en fortid som elevatordøre i Illums Bolighus, de kulørte tapeter og kontrastvæggen i alrummet. De meget bevidste valg bidrager i høj grad til stemningen i huset, ligesom den indbyggede brændeovn kan gøre det på en råkold vinterdag. Du behøver kun tænde den for hyggens skyld, for med gulvvarme overalt, nyere vinduer og tidssvarende isolering kommer du ikke til at fryse.
    Opdelte værelsesafdelinger
    I hver sin ende af huset ligger de to værelsesafdelinger. I børnenes afdeling har begge værelserne indbyggede skabe og udgang til den primære terrasse. Gangen, der forbinder værelserne og afdelingens badeværelse, ender desuden i et fælles legerum med trappe op til en udnyttet del af førstesalen. Heroppe kan du indrette et hjemmekontor, sovepladser til gæster eller en hems, hvis du fx har behov for at etablere et tredje værelse.

    Forældreafdelingen har eget badeværelse, og fra det store master bedroom kan du træde ud i haven på den hyggelige morgenterrasse bag huset. Fra badeværelset har du desuden adgang til det praktiske bryggers, og du har derfor ikke langt ud til tørresnoren med vasketøjet. Det fortæller lidt om, hvordan der er tænkt over tingene. Og den faktor er sammen med den dejlige beliggenhed en af årsagerne til, at du og familien formentlig vil blive boende her i mange år frem.

    Gennemrenoverede rammer om familielivet tæt på skole, skov og de mange tilbud i Odder by, mindre end 30 minutters kørsel fra Aarhus. Flyt ind i de grønne og fredelige omgivelser, og nyd idyllen på den solrige terrasse fra dag ét.

    Relaterede ejendomme