Sortebærvej 28
Fuglsang Str, 8500 Grenaa
Formfuldendt sommerhus i skovkanten
Bygget til nydelse
Grenå Plantage er genetableret af kommunen, der i 1923 overtog jorden fra et lokalt gods, som bl.a. havde holdt dyr her. I 1936 fredede man både et stort hedeareal og skovstykket med fyrretræer, lærk og rødgran, som strækker sig langs kysten mellem Sortebærvej og vandet. Træerne skærmer dig for vind og havgus, og skovens dybe, stille ro omfavner dig fra morgen til aften. Og du skal blot følge stien mellem træerne i få minutter for at komme ned til den skønne sandstrand, hvor der sjældent er mange mennesker. Hjemme igen kan du skylle sand og saltvand af under den afskærmede udebruser.
Placeringen på grunden er nøje valgt i samarbejde med en skovfoged, som også strategisk har udpeget træer til fældning, således at solen kan komme til sin ret, uden at du åbner for meget. Ude som inde er du derfor fuldstændig ugeneret og kan frit flytte dig efter solens gang rundt på det flotte trædæk, som omkranser huset. Kør markisen ud, hvis du trænger til skygge, eller hvis duggen ikke skal lægge en dæmper på aftenhyggen i det fri.
Du fornemmer således hurtigt, at intet er overladt til tilfældighederne her. De lokale arkitekter fra Arkikon har sat stregerne til sommerhuset, som stod færdigt i begyndelsen af 2020. Ønsket var et sommerhus i moderne stil, som samtidig skriver sig ind i den danske sommerhustradition. Et fristed bygget til nydelse med opdelte afdelinger til hhv. gæster, samvær og alenetid, og hvor de rene linjer og den kvalitetsbevidste røde tråd højner oplevelsen. Det samme gør den naturligt anlagte have, som ikke lægger beslag på din dyrebare fritid.
På én gang klassisk og helt up-to-date
Beklædt med sort træ trækker det mørke ydre og de sprossede vinduer tråde til det klassiske sommerhus, mens du indenfor finder højloftede, lyse rum, som til fulde indfrier nutidens behov og byggestandarder. Der er eksempelvis gulvvarme overalt – undtagen i vinrummet – akustiklofter, integreret BeoLink og B&O-højtalere samt et veludstyret køkken med bl.a. Quooker, dampovn, vinkøleskab og corian-bordplader. Corian går også igen på de to badeværelser, som stilmæssigt spejler hinanden.
Det ene badeværelse ligger i gæsteafdelingen. Garderobeskabene i gangen frigør plads på de to gæsteværelser, der begge har udgang til terrassen. Ekstra gæstepladser kan du i øvrigt nemt etablere med en køjeseng i det isolerede skur. Det andet badeværelse ligger i masterafdelingen, hvor en rummelig walk-through-garderobe skaber forbindelse til det store soveværelse. Her kan du ligge i sengen og se flammerne danse i den gennemgående brændeovn fra stuen, ligesom du kan åbne dobbeltdørene til terrassen og lade lyden af bølgerne bryde den totale stilhed. Og om morgenen vil du ofte kunne se skovens vilde dyr på besøg i din have.
Det helt centrale rum er naturligvis det imponerende alrum, hvor lyset strømmer ind fra flere sider, og hvor de brede og lange gulvplanker trækker skoven med indenfor. Her er god plads til hyggeligt samvær, og der skal nok være mange, som gerne vil komme på besøg i din østjyske oase.
Intet er overladt til tilfældighederne i forhold til opførelsen og indretningen af sommerhuset her. Til gengæld kan du roligt lade tilfældige indskydelser afgøre, hvornår du tjekker ind til fritid i de naturskønne omgivelser. Rammerne er nemlig altid klar.