Svinballevej 35

Sondrup, 8350 Hundslund

    Solgt

    Atmosfærefyldt levested i fredeligt naturparadis

    Have med skov og solrige hyggekroge
    Ved et tryk på en knap åbner porten ude ved vejen og leder dig ind ad kirsebæralléen. Når træerne blomstrer i foråret, får du ikke en mere prægtig velkomst. Det skulle da lige være, når havens mange rododendroner står i fuldt flor. Selv om grunden måler mere end 1 ha og bl.a. rummer et privat skovstykke, kræver haven ikke meget arbejde. I stedet kan du koncentrere dig om at nyde solen, fuglefløjtene og udsigten i de skønne hyggekroge.

    Hyggen topper i atriumgården, hvor lyden af rislende vand akkompagnerer sangfuglene. Indrammet af boligens fire fløje er du i sagens natur fuldstændig ugeneret, men det gælder stort set overalt på grunden, hvor landskabet og bevoksningen sammen sørger for både afskærmning og læ.

    Også de tre porte i det nyere, 90 kvadratmeter store garageanlæg er elektriske. Gulvvarmen under de rustikke fliser sikrer, at bilerne altid er klar til afgang, ligesom her kan dækkes op til familiefester. Fra garagen leder en trappe et niveau ned til et ekstrahyggeligt lokale med store ovenlysvinduer. Her kan du fx indrette en hjemmebar, vinkælder eller noget helt tredje.­

    Opført i 1840 – helt gennemført i dag
    Den 332 kvadratmeter store ejendom blev oprindelig opført i 1840. Dengang var der stalde i dele af bygningen. Du ser stadig flere af de sprossede staldvinduer, som i dag er udstyret med forsatsruder. Sammen med Genvex-anlægget sikrer de et sundt indeklima mellem de tykke mure. Det fortæller lidt om, hvordan de gennemførte rammer er opdateret til moderne standard med omtanke for de historiske bygninger. Og med enorm omhu. Eksempelvis er al bindingsværket udskiftet af erfarne fagfolk med forkærlighed for det klassiske håndværk, og stråtaget er flot vedligeholdt. Det er ikke et tilfælde, at boligen er tildelt en renoveringspris af Odder Kommune og grundejerforeningen.

    De løbende renoveringer har desuden gjort boligen større, skabt en bedre sammenhæng og lysnet det hele. Der er gravet ud, understøbt og lagt gulvvarme under såvel de brede plankegulve i flere af rummene som de flotte teglfliser i det lange gangareal. Fra det landlige køkken er der åben forbindelse til det praktiske viktualierum og spisestuen. Opholdsstuen er inddelt i to afdelinger af en brændeovn, som spreder ekstra varme og hygge i begge retninger på en råkold efterårsdag, hvor vinden rusker i træerne.

    Hjemmets tre gode værelser, to badeværelser, gæstetoilettet og bryggerset fordeler sig langs gangen, som binder boligen sammen. For enden ligger det store soveværelse med specialbyggede skabe, udgang til en skøn morgenterrasse og adgang til det niveauforskudte badeværelse. Fra soveværelset har du udsigt til solopgangen gennem det brede vinduesparti. I klart vejr kan du se vandet og sydspidsen af Samsøø ude i horisonten, mens du i forgrunden har det velkendte grønne landskab, som du aldrig bliver træt af. Skovens dyr besøger ofte din grund – blot for at fuldende idyllen.

    Hverdagen får en helt anden mening i rammer som disse. Freden, roen og udsigten til naturen er vanedannende. Den smukt renoverede ejendom emmer af atmosfære og historie. De næste mange kapitler af historien må du selv skrive.

    Relaterede ejendomme