Egernvej 17A
8270 Højbjerg
Funktionel og indflytningsklar familievilla i Skåde Bakker
Kuperet grund med eget vandløb
Den gule villa i Petersen Tegl blev opført i 2005-06 på den kuperede grund, der er omlagt for få år siden. Her etablerede man bl.a. den skønne træterrasse i ipé på husets bagside, hvor du kan sidde helt ugeneret i grønne omgivelser og nyde den fredelige atmosfære. Øverst i haven er der i dag bålsted til snobrødshygge, men børnene kan også bygge huler her, ligesom der eksempelvis er plads til et legehus, en sandkasse eller en havetrampolin.
Forrest i haven har du et rislende vandløb med åkander, hvis blomster sætter ekstra kulør på det idylliske syn om sommeren. Det får naturligt tilført vand, som året rundt strømmer fra en højere beliggende sø og videre gennem flere af områdets villahaver, inden det løber ud i bugten. Haven er indrammet af en høj og tæt bøgehæk, der skærmer godt af for indkig, og er holdt helt enkel, så du ikke skal bruge flere timer på havearbejdet.
Funktionelle og familievenlige rammer
Det enkle udtryk spejler sig i den regulære villa, der - ude som inde - fremstår i en rigtig god stand. Huset står lidt tilbagetrukket fra vejen med den dobbelte carport i forreste række. Når bilen eller cyklen er parkeret, kan du enten tage hoveddøren eller kælderdøren ind. Har du løbet en våd tur i skoven, eller kommer ungerne hjem med legekammerater, er kælderdøren det optimale valg.
Hernede tager en rummelig entré med indbyggede skabe godt imod alt overtøj, og du kan smide det beskidte løbetøj direkte i vaskemaskinen og selv tage et brusebad, inden du bevæger dig ovenpå. Med højt til loftet og gulvvarme er underetagen yderst anvendelig, og ud over to ekstra rum med flere indbyggede skabe har du to store, lyse rum, hvor du eksempelvis kan indrette motionsrum, kontor eller et fælles gaming- eller legerum til børnene.
Stueetagen er indrettet til samvær - til både hverdag og festlige lejligheder - og består foruden hall og gæstetoilet af ét stort, åbent køkken-alrum og stue. Rummets to vinkler skaber en naturlig opdeling mellem afdelingerne, og du har flere udgange til terrassen og haven. Du kan således også lukke lyden af vandløbets rislen indenfor, når vejret tillader det. På mørke efterårs- og vinterdage kan du i
stedet lade biopejsens dansende flammer stå for hyggen. De mange integrerede spots kan dæmpes, så du nemt kan skabe den rette lyssætning til lejligheden, og i det funktionelle køkken, som på elegant vis forener stål, træ og hvide elementer, har du godt med arbejdsplads.
Havudsigt fra førstesalen
Arbejdsplads finder du også på den store, lyse repos, som venter for enden af trappen på førstesalen. Et stort rytterlys trækker masser af dagslys indenfor og ned ad trappen til hall'en. Mod øst åbner skråvinduerne for det imponerende vue ud over området med Kattegat i horisonten. Mod vest kan du derimod træde ud på en tagterrasse, der giver dig fuldt udbytte af aftensolen, og det er oplagt at sætte sig her med en kølig drink og vende dagens begivenheder, inden solen siger på gensyn.
Når du ruller gardinerne op i soveværelset, kan du netop se, hvordan dagens første solstråler får vandoverfladen til at glitre lystigt. Du har ligeledes en fransk altan mod baghavens fredelige univers og kan derfor sove med åben dør og nyde godt af den friske luft. Overetagen rummer yderligere to gode værelser og et stort badeværelse med dobbeltvask, badekar og en rummelig bruseniche.
Materialerne og stilen går igen på tværs af hjemmets tre plan og binder boligen smukt sammen. Derudover er der også styr på det, du ikke lige ser med det blotte øje, men som du til gengæld hurtigt mærker effekten af: Genvex-anlægget, der sikrer et godt indeklima, IHC-systemet, som gør dit hjem intelligent, og centralstøvsugeren, der betyder, at det er nemt at komme hele huset rundt med støvsugeren.
Det funktionelle og velindrettede hjem gør det nemt at være familie og nyde tilværelsen. Det samme gør beliggenheden i de skønne
Skåde Bakker tæt på skole, indkøb og naturen. Flyt direkte ind og føl dig hjemme her fra dag et og mange år frem.