Birkevej 26

8240 Risskov

    Solgt

    Uovertruffen strandvilla i første række til bugten

    Solrig have med mange skønne lækroge
    På den 1.390 kvadratmeter store grund for enden af Birkevej troner den prægtige strandvilla, der passer så godt ind i sine omgivelser, at det ikke er til at forestille sig, at boligen har set anderledes ud. Den oprindelige villa fra 1930 var dog mere funkisinspireret, til den blev omtegnet af den kendte aarhusarkitekt C.F. Møller i 1945. Senere blev udestuen og overetagen tilføjet med hjælp fra arkitekt Karen Exner, og villaen fik den form, den har i dag. Ved en gennemrenovering i 2016 blev træbeklædningen, som sidder uden på en solid murstensbygning, bl.a. udskiftet.

    Det imponerende garageanlæg med levende sedumtag, der skifter farve efter årstiden, blev opført i 2016 og rummer familiens biler, cykler og evt. båd. Anlægget er desuden med til at afskærme den opvoksede have og gårdhave mod vejen. Haven er dejligt enkel med smukke magnoliatræer og en række frugttræer, som forsyner jer med æbler, blommer, pærer og kvæder, som kan nydes friske eller henkoges og syltes.

    Mod stranden skærmer et bredt bælte af beplantning for vind og indkig, og på de mange terrasser rundt om villaen kan du i løbet af dagen ofte finde både sol og læ. Du kan fx nyde den første kop kaffe til lyden af bølgeskvulp, mens solen stiger til vejrs ude over bugten.

    Kompromisløs kvalitet og gennemført klassisk stil
    Stueetagen er i dag en række sammenhængende rum – smukt bundet sammen af det nye sildebensparket i lyst egetræ med gulvvarme. Her har du og familien god plads til samvær, hygge, leg, lektier, hjemmearbejde og mange andre ting på samme tid. Fordi stueetagen ligger højt, sikrer de mange store vinduer fuldt udbytte af udsigten ud over vandet til Mols, Samsø og havnen i Aarhus, hvor de mange nye byggerier giver landskabet form – ikke mindst når mørket falder på, og lysene tændes. Her kan du således se med fra første parket, når det trækker op til uvejr, ligesom du kan følge med i livet og trafikken på vandet.

    Et af de få originale elementer, som står tilbage, er den antikke franske pejs i hjørnet af det åbne alrum, hvorfra varmen og den hyggelige knitren kan brede sig i hele etagen en råkold efterårsdag. Derudover finder du en lang række gennemtænkte kvalitetsløsninger og funktionelle detaljer, som bærer præg af, at der er tænkt over tingene. Et specialdesignet møbel fra gulv til loft kan bruges til såvel opbevaring som læsekrog. Det enkle og elegante Multiform-køkken har corianbordplade med nedfældet vask og hvidevarer fra Gaggenau. Og på samtlige toiletter og badeværelser kombineres nystøbte terrazzogulve med tidløse klinker, Vola-armaturer og specialdesignet inventar.

    Også egetræstrappen, der leder op og ned fra stueetagen, er designet specielt til villaen. På førstesalen videreføres sildebensparkettet, og den fulde loftshøjde gør alle kvadratmeterne brugbare i værelsesafdelingen. Den består af tre gode værelser, der alle har udgang til altan, og to badeværelser, som begge har bruseniche, mens det ene også har badekar. I soveværelset indrammer store, indbyggede skabe en åben walk-in-garderobe, mens vinduerne mod vandet betyder, at du næsten ikke nænner at rulle gardinerne ned. Et fjerde værelse finder du allerøverst – oppe under taget, hvor udsigten strækker sig endnu længere. To rummelige karnapper, runde vinduer og skæve vinkler giver rummet sin helt særlige karakter.

    Plads til erhverv og meget mere i underetagen
    Den lyse og højloftede underetage er ligeledes renoveret og har gulvvarme under det polerede betongulv, som i det store multirum og kontorrummet afløses af brede egeplanker. Store vinduer mod haven lader lyset strømme ind, og med egen indgang og toilet er der gode vilkår for en hjemmearbejdsplads. Underetagen har tidligere rummet speciallægeklinik og designstudie.

    Derudover har du flere praktiske rum hernede såsom bryggers, vaskerum og et vinrum, hvor gulvvarmen kan slukkes, så dine flasker kan ligge køligt og godt, indtil den rette lejlighed byder sig. Det kan være en solrig sommerdag på terrassen, der kalder på et dejligt glas bobler, som med garanti smager endnu bedre med en udsigt som her.

    Gennemrenoveret strandvilla i første række til vandet med uovertruffen udsigt, høj kvalitet samt en enkel, elegant og funktionel indretning. Du og familien kan flytte direkte ind i strandkanten og føle jer hjemme med det samme, og I er tæt på alt.

    Relaterede ejendomme