Vestre Strandvej 36
Landborup, 8420 Knebel
Fritidshus i første række til vandet ved Skødshoved Strand
SKØDSHOVED STRAND – Mols er særligt kendetegnet ved sin ekstraordinært smukke natur, hvor ”bjergene” giver landskabet sin helt særegne karakter. Der venter dig et væld af oplevelser i det fri; ved, på eller i vandet eller til fods, på hesteryg eller på cykel i de grønne bakker. Rundt omkring på Mols finder du desuden hyggelige landsbyer med gårdbutikker, gallerier og indkøbsmuligheder. Du kan derfor proviantere på vejen til det privatbeliggende sommerhusområde, hvoraf nogle af husene er beboede året rundt.
Køreturen fra Aarhus tager under en time, og har du egen båd, kan du sejle til Skødshoved Havn på ca. 10 minutter. Uanset hvilken rute du vælger, vil du allerede på vejen hertil mærke skuldrene falde ned på plads, mens du lægger hverdagens stress og jag bag dig. Når der står fritid i kalenderen, er det bare med at sætte kursen mod naturlig fred og ro.
Nyd udsigten fra første parket
Placeringen i første række til stranden og vandet gør det nemt at nyde udsigten såvel indefra som ude på terrassen en lun sommerdag, hvor havoverfladen glitrer i solens skær. Du kan følge solen hele dagen på sin gang hen over himmelen, indtil den går ned bag Aarhus’ skyline, som du kan se i horisonten. Med flere terrasser på grunden kan du ligeledes finde en solrig lækrog, når det blæser op fra vandsiden.
Udsigten er også betagende på andre tider af året. Se med, når efterårsvinden pisker bølgetoppene hvide med skum, og lyset ændrer sig fra ét øjeblik til det næste, som skyerne trækker sig sammen eller opløses ude over vandet. På dage, hvor himmel og hav står i ét, kan du tænde op i brændeovnen til indendørs hygge med dem, du holder allermest af.
Med vandet lige uden for døren er du heller aldrig langt væk fra en dukkert. Efter få skridt står du med fødderne i det bløde strandsand. Og hjemme på terrassen kan du tørre i solen. Bader du også på andre årstider, får du hurtigt varmen igen inde i saunaen.
Byg nyt eller nyd den oprindelige charme
På grunden står i dag et hyggeligt sommerhus fra 1970 beklædt med cedertræ. Huset er løbende vedligeholdt og forbedret gennem årene – bl.a. med isolering, gulvvarme, kloakering, nyere køkken og overdækkede terrasser. Blandingen af klinker og fyrretræ er klassisk sommerhusstemning, der vækker minder. Karnapperne i det åbne køkken-alrum giver ekstra rummelighed og lukker samtidig masser af lys ind, mens udsigten kommer til sin ret. Desuden har du et isoleret anneks til overnattende gæster.
Du kan vælge at bevare eller tilpasse den oprindelige charme, ligesom du naturligvis kan bygge nyt på den attraktive placering. Det er ikke mange steder, du finder muligheden for at bygge så tæt på vandet, men her kan du forme dit og familiens private helle til kvalitetstid i skønne, naturrige omgivelser. Med den rette arkitektur kan du få endnu mere ud af nærheden til vandet og udsigten og skabe nye sommerhusminder.
Ideel beliggenhed i første række til vandet og omgivet af noget af Danmarks smukkeste natur og en ro, som giver fornyet kraft og inspiration. Tilpas det eksisterende hus eller skab nogle helt nye rammer om din og familiens fritid.