Holtevej 13
8000 Aarhus C
Gennemrenoveret patriciervilla på optimal beliggenhed i Marseliskvarteret
Indflytningsklar storvilla med opvokset have
Haven, der omgiver villaen, er også blevet opdateret med nyanlagte bede, terrasser og fliser, mens den brede, opvoksede hæk og træerne er bevaret og med til at lukke haven af og skabe et privat uderum, hvor du på solrige dage vil kunne finde en plet i solen eller sval skygge. Haven er desuden næsten lige så nem at holde, som den er at nyde.
Indenfor har du hele 428 veludnyttede og velindrettede etagemeter fordelt på i alt fire plan. Renoveringen er foregået så sent som i 2017-18, og du og familien kan derfor flytte direkte ind i de flotte rammer, hvor kvalitet har været nøgleordet for såvel materialer som udførelse. Bevarede originale elementer står side om side med moderne løsninger. Resultatet er et lyst og harmonisk hjem, hvor blandt andet parketgulvene, stuklofterne, dørene, træpanelerne, de snedkerlavede radiatorskjulere og trappen skaber en nærmest herskabelig stemning - uden at give køb på hjemligheden.
I stueetagen kan familien samle sig i de rummelige stuer og det store køkken-alrum, hvor Multiform-køkkenet bryder det hvide og det lyse med røget egetræ på den centrale ø. To køkkenvaske - begge med Dornbracht-armaturer i børstet messing - gør, at du aldrig mere vil kunne nøjes med én. Trappen, der oprindeligt var en del af hjemmets hall, er nu en integreret del af alrummet, hvor den næsten står som en skulptur med sine oprindelige egetræslameller og det svungne gelænder. Lyset flyder ind i rummene gennem de store vinduer mod haven - især i alrummet, hvor du også har udgang til den hævede fliseterrasse. Herude smager morgenkaffen endnu bedre i dagens første solstråler, mens omgivelserne vågner omkring dig.
Masser af værelser og anvendelige rum oppe som nede
På førstesalen har du hele fire værelser og et stort badeværelse med både fritstående badekar og bruseniche. Flere steder får bjælkerne i tagkonstruktionen lov til at kigge frem og give rummene karakter. Fra flere af rummene nyder du godt af udsigten ud over området, hvor skovens trækroner og bugtens vand skaber liv og en evig omskiftelighed gennem dagen og året.
I et mindre rum med adgang til et walk-in-closet finder du de svævende trappetrin i massive egeplanker, som leder op til det udnyttede loftrum, hvor loftet går til kip med fritlagte hanebånd. Store ovenlysvinduer lader både lys og udsigt komme til sin ret - og helt heroppe under det nye sortglaserede tegltag er dit vue selvsagt endnu mere fantastisk.
Ud over endnu et badeværelse og et bryggers består den totalrenoverede, højtliggende og højloftede underetage af fem gode, anvendelige rum til mange forskellige formål. Især det største af rummene egner sig godt som hjemmekontor, ekstra tv-stue, teenageværelse, gaming-rum eller noget helt femte. Takket være grundens hældning har du nemlig dobbelte glasdøre ud til haven herfra og derfor gode lyse rammer om arbejde eller fritid. Også værelset med rå murstensvægge kan noget særligt.
Her er plads og muligheder til den kvalitetsbevidste familie, der ønsker at bo tæt på alt og alligevel have en privat oase. De totalrenoverede rammer emmer af sjæl, kvalitet og funktionalitet. Du kan flytte direkte ind og bare nyde tilværelsen fra dag ét.