Haslevej 59

8230 Åbyhøj

    Solgt

    Stor, herskabelig patriciervilla i attraktive Åbyhøj

    Opvokset have med plads til leg og hygge
    Fra Silkeborgvej drejer du op ad Haslevej og kører ca. 600 meter, før du kommer til den elegante patriciervilla med nummer 59. Du ser med det samme, at ejendommen er yderst velholdt, og at den klassiske stil er bevaret og opdateret – bl.a. med sortglaserede teglsten på mansardtaget, som funkler i solens stråler.

    Solen får du også fuldt udbytte af i den store, anvendelige have, hvor børnene kan boltre sig, mens du følger med fra den store træterrasse. Og på den overdækkede terrasse kan du samle venner og familie til udehygge en lun sommeraften, uden at I skal bekymre jer om aftenduggen eller en let byge.

    Haven er omlagt med hjælp fra dygtige havearkitekter og er i dag relativt nem at holde. Samtidig har du en del frugttræer, bærbuske og krydderurter. Tag dagens høst med ind i det funktionelle køkken og sæt trumf på smagen med skønt bagværk eller andet med råvarer af egen avl.

    Klassisk storvilla – helt gennemrenoveret
    Allerede når du parkerer i den dobbelte garage, som også både kan rumme cykler og haveredskaber m.m., får du fornemmelsen af at være kommet hjem. Garagen er totalrenoveret i 2019 og isoleret, så den kan bruges som multirum. Villaen gennemgik den helt store renovering i 2008-13 og er siden løbende blevet vedligeholdt og forbedret – bl.a. med intelligent styring af lys m.m. ved hjælp af IHC-anlægget.

    Herskabeligheden træder helt tydeligt frem i stueetagen, hvor familien kan samles i de forbundne fællesrum – herunder stuerne en suite med stuklofter, en skøn karnap og brændeovnen, som kan sprede ekstra hygge og varme på en kølig dag. Store vinduer mod haven skaber et imponerende lysindfald fra flere sider, som kaster skygger på det lyse trægulv. Rummene kan også danne ramme om festlige lejligheder, hvor du kan mingle med dine gæster i de forskellige stuer.

    Den mere private afdeling finder du på de øverste etager. På førstesalen sørger mansardtaget for, at der ikke er nogen skråvægge, som optager plads i de tre gode værelser og på det store badeværelse. Netop badeværelset byder på hverdagswellness i form af den særlige brusekabine med mange dyser, som blidt kan massere din krop, og spabadet, hvor du kan lade alle spændinger fordampe, inden du trækker ind i husets master bedroom med tilhørende walk-in-closet. Fra altanen, som du kan træde ud på fra soveværelset, kan du nyde udsigten ud over parcelhuskvarteret og Aarhus. På anden sal har du i dag ét stort, lyst rum med et væld af anvendelsesmuligheder. Her kan teenageren være sig selv, eller børnene kan have et multirum, ligesom her kan indrettes et stort, lækkert kontor.

    Endnu flere muligheder i underetagen
    Foruden endnu et badeværelse, et stort bryggers og et vaskerum med god plads til tøjvask rummer den ligeledes renoverede underetage flere lyse og anvendelige rum med god loftshøjde og gulvvarme. Her kan du eksempelvis have hjemmebiograf til film, serier og gaming, fitnessafdeling, depot eller arbejdsværelse. Og når hjemmearbejdsdagen er overstået, kan du passende lægge vejen forbi vinkælderen og vælge en flaske fra den specialbyggede vinreol, som sikrer, at vinsamlingen ligger trygt og godt ved en tilpas temperatur.

    Med 200 kvadratmeter klassisk boligcharme og 111 kvadratmeter meget anvendelig kælder rummer de fire gennemrenoverede og indflytningsklare plan god plads til hele familien. Et oplagt hjem for den kvalitetsbevidste familie, der gerne vil bo centralt i Aarhus, men stadig fredsommeligt.

    Relaterede ejendomme