Rislundvej 9

8240 Risskov

    Solgt

    Arkitekttegnet 50'er-villa i anden række til Riis Skov

    Solrig have og enestående arkitektur
    Villaen her på Rislundvej 9 ligger på den skrånende grund, hvor den smukke røde murstensfacade kun brydes af få vinduer, så der kun er begrænset indkig. I stedet åbner rummene sig mod den sydvendte have og trætoppene i baggrunden. Haven er dejligt opvokset og kræver ikke det store af dig. Du kan derfor roligt sætte dig på den hævede terrasse med udgang fra spisestuen og nyde
    synet og lyden af naturen. På solrige dage er der ikke meget, der kan komme mellem dig og de varme stråler, og du er desuden helt ugeneret her.

    Arkitekter fra Sahls tegnestue står bag udformningen af villaen, der blev opført i 1954 til en lokal professor og hans familie. Resultatet er en bolig, som ikke er helt tidstypisk, men har sit eget udtryk. Byggeriet er præget af en gennemført kvalitet, som du hurtigt bemærker i det lyse hjem - herunder de indbyggede skabe, det gedigne snedkerkøkken, badeværelsernes terrazzogulve og det smukke
    sildebensparket i spisestuen. Huset gemmer på flere originale detaljer, idet der ikke er lavet meget om på rammerne. De er til gengæld blevet passet rigtigt godt på.

    I de tre stuer en suite lader store vinduer udsigten komme til sin fulde ret, og det er, som om naturens farver trænger indenfor i de hyggelige stuer. Her får rumfornemmelsen et løft af loftet, der går til kip gennem alle rummene, som kan deles op af de diskrete skydedøre, der løber inde i skillevæggene. Og i opholdsstuen kan du tænde op i den murede pejs efter en råkold gåtur langs vandet -
    så vil du hurtigt få varmen igen fra top til tå.

    Gode muligheder for at opdatere og tilpasse rammerne
    Alle andre rum er samlet i den treetagers sektion, hvor stueplanet i dag består af køkken, værelse, toilet og soveværelse med fransk altan mod haven og adgang til eget badeværelse. Du kan dog overveje at ændre i planløsningen og evt. flytte køkkenet ud mod haven og skabe åben forbindelse til spisestuen. Med kælder under det hele er det relativt nemt at flytte installationer m.m.

    I kælderen har du nogle gode, anvendelige og tørre rum med plads til opbevaring, værksted og mange andre formål samt adgang til krybekælderen under stuerne. Her er egen indgang og eget badeværelse, og en våd og beskidt mountainbiketur i skoven kan således blive vasket af hernede, og tøjet kan komme i vaskemaskinen, inden du bevæger dig ovenpå.

    Trappen forbinder alle tre plan, og en teenager, der kommer sent hjem, kan derfor også tage kælderindgangen og følge trappen hele vejen op i seng på førstesalen, som rummer to lyse og lette værelser samt hjemmets tredje badeværelse. Også heroppe viser den gennemførte stil sig med loft til kip, smukt buede døre og gavlvinduer samt solide indbyggede skabe. Har du brug for et ekstra værelse,
    kan du evt. inddrage den integrerede garage.

    Gedigent byggeri og særegen arkitektur i anden række til Riis Skov - ideelt til familien, der søger fred, ro og privatliv tæt på byen og naturen. De solide kvalitetsrammer er et godt udgangspunkt for, at du kan forme dit og familiens drømmehus uden at skulle starte fra bunden.

    Relaterede ejendomme