Rypevej 20
8270 Højbjerg
Gennemført og velindrettet familievilla i første række til Marselisborg skovene
Nem have og gode terrasser
Den opvoksede have er dejligt overskuelig. Med skoven i baghaven er der ikke behov for så meget mere grønt, men her er dog lidt forskellige træer og buske - bl.a. rododendron, der i foråret kan give haven lidt ekstra kulør. På den hævede terrasse kan du sidde i morgensolen og nyde dagens første kop kaffe til lyden af fuglesang fra trætoppene.
Omkring middagstid rykker solen om på den store fliseterrasse, hvor du har glæde af den til ud på aftenen. Med den lave mur mod vejen udgør terrassen en skøn og privat gårdhave, hvor du og familien kan samles om grillmad og kølige drikke.
Funktionelt og hyggeligt
Det fornægter sig ikke, at der ligger bevidste arkitektoniske valg bag det harmoniske udtryk og den vellykkede indretning, som den tidligere rødstensvilla har i dag. Du ser det, allerede når du ankommer til Rypevej 20, hvor de hvide facader og det sorte træ står i skarp kontrast til hinanden, mens tagrender, nedløbsrør og inddækninger i kobber på diskret og stilfuld vis bidrager med varme. Det samme gør de orange døre, som fra den dobbelte carport giver adgang til hhv. hjemmet og et skur til cykelparkering og anden opbevaring.
Store ovenlysvinduer over indgangen giver en lys velkomst, som fortsætter på den anden side af hoveddøren. I den rummelige hall går loftet til kip og et stort rytterlys lader i samarbejde med store vinduespartier solens stråler fylde rummet, hvor en gigantisk skabsvæg sørger for plads til alt det, en familie har brug for både i det daglige og ved sjældnere lejligheder.
Det lyse sildebensparket binder hele stueetagen sammen, og fra hallen er der åben forbindelse til stue og køkken-alrum. Flere store vinduer fra gulv til loft lukker både lys og naturens farver ind i de hvide rum, som du kan indrette med spiseplads og flere hyggekroge. Der er god plads til et langbord, som familien kan samle sig om ved hverdagens måltider, og når der kommer gæster til middag.
Fire værelser og en meget anvendelig kælder
Foruden de gode fællesrum og det nyere, funktionelle køkken rummer stueetagen to værelser og to badeværelser. Forældreafdelingen består af et dejligt stort værelse med skydedør til et rummeligt badeværelse, hvor den dobbelte håndvask giver godt med albuerum, når der skal børstes tænder i tandem. Fra soveværelset er der udgang til haven, og ligesom i hallen er her loft til kip med ovenlys. Vinduerne i rytterlyset kan desuden åbnes og lukkes med et tryk på en knap, så der også kan komme frisk luft ind fra oven. Der er generelt et godt indeklima i huset takket være ventilationsanlægget.
Alt efter din families behov kan det andet værelse i stueetagen bruges til barn nummer tre, kontor eller gæsteværelse. De øvrige to værelser ligger på førstesalen med et stort og lyst fællesrum imellem. Skabsrum udnytter skunkplads til garderobeskab eller anden opbevaring. Både værelser og fællesrummet har kvistvinduer, som åbner rummene op og giver frit syn til skovens træer, som altid står moderigtigt klædt iårstidens farver. Kan der ikke være kontor i værelset nedenunder, er fællesrummet et godt alternativ - ikke mindst på grund af udsigten.
I kælderen har du og familien endnu et fællesrum med forskellige anvendelsesmuligheder samt et stort og praktisk bryggers, som samtidig fungerer som ekstra badeværelse. Efter en våd løbetur eller en beskidt tur på mountainbike kan du tage kælderindgangen, smide træningstøjet i vaskemaskinen og stille dig under bruseren - evt. sammen med mountainbiken, som sikkert også trænger. I mellemgangen hernede finder du endnu mere af den gode opbevaringsplads, som gør familielivet lettere: Højskabe, køle- og fryseskabe, et viktualierum og et vinrum er blandt kælderetagens trumfkort.
Fra dag ét nyder du nærheden til skoven - uanset årstiden. Med udsigt fra de fleste af rummene er skoven allestedsnærværende i de lyse, funktionelle og yderst velholdte rammer. Du og familien er samtidig tæt på byen og vandet, ligesom skole og indkøb er lige i nærheden.