P.S. Krøyers Vej 20A
8270 Højbjerg
Gennemrenoveret og sjælfuld patriciervilla tæt ved skoven
Gennemrenoveret med blik for den originale æstetik
Den 226 etagemeter store patriciervilla blev opført i 1924 og har den dag i dag stadig et helt klassisk udtryk. Du fornemmer historien og sjælen i hjemmet, men rammerne er gennemrenoverede og velholdte i sådan en grad, at du og familien kan flytte direkte ind. Senest i 2017 blev villaen malet udvendigt, og der er skiftet vinduer og døre på alle tre etager.
Den rummelige indkørsel giver god plads til både familiens og gæsternes biler, mens den overkommelige have har plads til leg og boldspil, samt familiens egen frugtplantage. Fra indkørslen tager du trappen op til den hævede terrasse, der fortsætter rundt om huset og derfor sikrer jer en plads i solen det meste af dagen. Måske sidder familien allerede ude på dækket, og du kan derfor tilslutte dig det gode selskab i stedet for at tage fordøren ind. Med flere udgange til den store terrasse er det nemt at komme ud og udnytte det skønne uderum, hvor naturens farver og lyde fylder atmosfæren.
Farverne trækker med ind i det åbne køkken-alrum og stuen gennem de sprossede vinduer og dobbeltdørene. De glatte, hvide overflader, det originale plankegulv og det elegante Svane-køkken fra 2008 skaber et stilrent udtryk, der giver dig frit spil i forhold til indretningen. De fælles rum optager hele stueetagen og er et helt naturligt samlingspunkt for familien - samtidig med at der er plads til individuelle aktiviteter.
Værelsesafdeling og teenageparadis
På førstesalen ligger villaens tre værelser og det ene af to nyere badeværelser fra Svane. Sæt dig til rette i badekarret og se ud på skyerne, der svæver forbi tagvinduet, mens eventuelle spændinger opløses i det varme vand. Også heroppe er stilen helt enkel, mens de synlige bjælker skaber stemning.
Også underetagen har fået en større omgang. Det skete i 2015, og i dag fremstår rummene i boligstandard med gulvvarme overalt. Du kan derfor indrette eksempelvis kontor eller gæsteværelse i de anvendelige rum, hvor du har et fint lysindfald pga. den relativt høje beliggenhed. Du kan også skabe et fristed for de lidt større børn og deres venner. Det er ikke kun dem, der vil sætte pris på den direkte indgang udefra. Efter en våd løbetur eller en beskidt tur på mountainbiken gennem skoven kan du nemlig hurtigt finde vej til det kombinerede badeværelse og bryggers, hvor tøjet kan ryge direkte i vaskemaskinen, mens du selv stiller dig under bruseren.
Gennemrenoveret patriciervilla i tre plan med veludnyttede kvadratmeter, en skøn, lukket have og en stor, dejlig terrasse. Fred, ro, rene linjer og en stor rummelighed med en perfekt beliggenhed tæt på byen og naturen i smukke Højbjerg.