Neksøvej 12

8210 Aarhus V

    Solgt

    Rummelig familievilla tæt på centrum og grønne områder

    Velholdt og udvidet charme
    Bag hækken og den hvide havelåge for enden af lukkede Neksøvej ligger det hyggelige træhus med nummer 12. Flisegangen leder op til hoveddøren, hvor det originale udhæng er med til at understrege den smukke æstetik og stemningen, som du mærker i hele Finnebyen. Den centrale placering og atmosfæren er noget af det, der gør, at folk bliver boende her i mange år.

    Ligesom de andre Finnehuse var dette oprindeligt kun 56 kvadratmeter stort. Siden er der bygget til og renoveret ad flere omgange. I dag fremstår huset derfor i meget flot stand og rummer i alt 186 kvadratmeter, hvoraf de 28 er registreret som kælder. De arkitekttegnede tilbygninger har selvfølgelig inddraget noget af haven, men du har stadig gode og hyggelige uderum, hvor du kan finde sol det meste af dagen. Haven er nem at holde og derfor endnu nemmere at nyde.

    Du har grønne kig til haven fra de fleste af rummene, og der er flere udgange til de skønne terrasser, hvorfra du aldrig har langt ind til køleskabet, når der eksempelvis skal skænkes mere kølig rosé i glassene.

    Værelser og rum nok til den store familie
    Med sine i alt fem værelser og to anvendelige ekstrarum er her rigeligt med plads til selv den store familie. Familien kan være samlet i de hyggelige fællesrum, hvor det lyse og åbne alrum med køkken og stue er det naturlige samlingspunkt. Køkkenet er af nyere dato, og du kommer til at sætte pris på den rustfrie stålbordplade, som er et både praktisk og holdbart underlag til madlavningen. I stuen kan du på en kold vinterdag tænde op i Morsø-brændeovnen og mærke varmen og hyggen brede sig i rummet.

    Der er tænkt over både indeklimaet og lyden i huset. Med en stor familie samlet under ét tag er det vigtigt, at alle også kan være sig selv. God lydisolering sikrer netop det. Ungerne kan desuden have et fælles lege- eller spillerum i husets hyggelige foyer, som forbinder entréen med værelsesafdelingen. Og du kan indrette en læsekrog i den store, udgravede "lyskasse" i kælderværelset, der også kan rumme overnattende gæster.

    Når børn og voksne skal hver til sit, fordeler I jer på de mange værelser. Fire af dem ligger i den tilbyggede værelsesfløj, hvor loftet går til kip og giver rumfornemmelsen en ekstra dimension. Også husets to lyse badeværelser er af nyere dato. I det største af dem kan du desuden lægge dig godt til rette i badekarret og se op på stjernehimlen eller skyerne, der sejler forbi, gennem ovenlysvinduet.

    Et hyggeligt og velindrettet hjem med god plads til familien, der gerne vil bo tæt på by og grønne omgivelser. I Finnebyen hersker en særlig stemning, og her er ikke langt til det, som familien behøver for at få hverdagen til at fungere optimalt.

    Relaterede ejendomme