Hørretvej 156B
8320 Mårslet
Herskabeligt og historisk levested med 23 hektar jord
23 hektar med mange muligheder
Af de 23 hektar jord, der omgiver gården, er 18 p.t. forpagtet ud til landbrug. Den forpagtede jord befinder sig på den modsatte side af Hørretvej. De øvrige seks hektar består af adskillige hestefolde - både til sommer- og vinterbrug - ridebane, ridehal og den store parkhave, der strækker sig sydpå fra hovedhuset og ned mod skoven. Stier leder ned til skoven, hvor du kan tage på uendelige rideture og traveture mellem træerne.
En bæk leder vand fra den nærliggende Giber Å til parkens sø, som sætter prikken over i'et i din skønne udsigt over plænen, skovens træer og foldene med græssende heste. Idyllen bliver ikke mindre, når de mange forskellige fugle eller vildtet fra skoven besøger din have. De sætter lige så stor pris på de fredelige omgivelser, som du selv gør.
Hovedhuset troner i landskabet på sin høje sokkel i kløvede granitsten, der matcher de to staldbygninger. Den hvidmalede facade og det røde tag står i skarp kontrast til naturens mange grønne nuancer, hvilket får bygningen til at træde mere frem i omgivelserne. Det er det syn, der møder dig, når du drejer ned ad den lange indkørsel mod gårdspladsen. Et syn, som får dig til at føle dig hjemme, allerede inden du har parkeret bilen.
530 kvadratmeter på tre etager
I stueetagen kan du og familien samles og dele dagens oplevelser i de tre stuer en suite. I den store opholdsstue understreges stedets sjæl af de oprindelige brede plankegulve, stukken og den store kakkelovn. I den midterste stue har du udgang til en sydvendt terrasse med trappe ned til den smukke have og en stor fliseterrasse. Spisestuen er den tredje stue, og her sikrer sildebensparkettet en vis stil under dine middagsselskaber. Til daglig bruger I formentlig spisepladsen i køkkenet, men der er også gode muligheder for at åbne mere op mellem køkken, grovkøkken og spisestue for et mere moderne alrum med flere funktioner samlet i samme rum.
På førstesalen kan familiens medlemmer fordele sig på de fire værelser, som alle har dejligt højt til loftet. Du kan naturligvis også indrette kontor eller indkvartere overnattende gæster her. Soveværelset er enormt og har et flot kig til omgivelserne samt direkte adgang til et rummeligt badeværelse. Etagen har endnu et badeværelse, ligesom der ligger gæstetoilet og et tredje badeværelse i hhv. stueetagen og kælderen. Der bliver med andre ord ikke kø ved badeværelserne, når hele familien skal ud ad døren samtidig.
Kælderen rummer desuden mange gode og anvendelige rum med et væld af muligheder. Bag en jernlåge står en stor vinreol klar til at tage imod din private samling. Indret evt. et af de tilstødende rum til at nyde vinen over et spil billard - bordet og ballerne er her allerede. Du kan også lade virksomheden flytte ind hernede - med egen indgang og køkken fungerer det separat fra resten af huset.
Gode faciliteter til både heste og ryttere
De to staldbygninger, der er opført i kløvede granitsten, fik nyt skifertag i år 2000. Her har du bokse til opstaldning af i alt 22 heste, ligesom der er god plads til sadler, foder, strøelse til boksene og maskiner m.m. Oven på den ene af staldene er der indrettet 3 nyligt renoverede værelser, som p.t. er lejet ud til piger, der har deres heste stående, og som hjælper med at ordne staldene og med det forefaldende arbejde, der følger med en tilværelse med heste.
Det kan også være teenagebørnene, som flytter ind herovre, hvis de gerne vil lidt hjemmefra. De tre værelser deles om køkken, badeværelse og en hyggelig opholdsstue.
Stenege er levestedet for dig, der gerne vil omgives af naturlig skønhed, luft samt fred og ro uden at være for langt fra byen. Herskabeligheden og historien fylder de rummelige rammer med sjæl og atmosfære. Er du samtidig til heste, er både omgivelser og faciliteter helt klar til din firbenede hobby. Med hele 23 hektar jord har du endnu flere muligheder for at brede dig.