Holtevej 3
8000 Aarhus C
Velholdt og velindrettet dobbelthus i Marseliskvarteret
Indbegrebet af Marseliskvarteret
Huset er med sin centrale placering indbegrebet af Marseliskvarteret. I den hyggelige have, som er orienteret mod vest, syd og øst, finder du fred, ro og altid en plet i solen, når skyerne ikke forhindrer den i at skinne på dig. Det er nemt at glemme, hvor tæt på byen du egentlig er, når du befinder dig i den skønne baghave, som udgør en grøn oase, hvor hegn, murværk og buske lukker godt til, så du kan nyde solen fra morgen til ud på eftermiddagen - på plænen eller på den hyggelige terrasse med udgang fra spisestuen. Og har familien et firbenet medlem, kan du trygt lade den gå frit på opdagelse heromme. Der er ingen smuthuller!
Endnu en terrasse gemmer sig i forhaven. Her kan du nyde eftermiddags- og aftensolen - også indrammet af grønt, der værner godt om privatlivets fred. Det er et skønt helle at komme hjem til efter en lang arbejdsdag. Allerede når du parkerer bilen i garagen, sænker roen sig over dig. Herfra har du kun få skridt til hoveddøren eller om til en af de to terrasser. I indkørslen er der desuden plads til endnu en bil, selv om den bynære beliggenhed gør det muligt at cykle til det meste.
Solid og velholdt kvalitet
Den store gule murstensvilla fra 1934 fremstår som et godt eksempel på god byggeskik og stolte håndværkstraditioner fra dengang. Murværket og de kulbrændte tegl på taget kan klare mange år endnu. Det skyldes ikke mindst, at der er passet godt på rammerne. Den nuværende ejer købte ejendommen af enken efter skoledirektør for Aarhus Kommunale Skolevæsen Hans Peter Sejerholt og har efter 55 år i huset først nu valgt at flytte i lejlighed i Vestervang.
Det siger lidt om både beliggenhed og kvalitet; det er et sted, man bliver - fordi familielivet trives i det velindrettede hjem.
Sildeben, lys og muligheder
Mulighederne er mange på de 285 kvadratmeter, hvoraf de 95 udgør den højloftede kælder med vaskerum og mange disponible rum, hvor du f.eks. kan indrette kontor, vinkælder, hjemmebiograf eller motionsrum.
I stueetagens værelse og to store stuer strømmer lyset ind fra flere sider. Det flotte sildebensparket i spisestuen, loftshøjden, den diskrete stuk, de indbyggede skabsrum og de oprindelige sorte kontakter fortæller hjemmets historie. Køkkenet er fra 70'erne og med velholdt interiør fra det prisvindende tyske mærke SieMatic. Etagen rummer desuden et gæstetoilet, hvilket gør førstesalen til privat domæne med værelsesafdelingen, der består af fire værelser og to badeværelser - det ene med badekar. Fra to af værelserne er der udgang til en hhv. øst- og vestvendt altan. Ligesom i stueetagen er der gulvbrædder under tæpperne, og med en kærlig behandling kan de formentlig kan få et nyt liv.
Øverst oppe står loftrummet i dag tomt og uudnyttet hen, men det gemmer også på en historie, idet Sejerholt, der var modstandsmand, havde installeret en lem, der gjorde, at han kunne flygte uset hen over loftet til dobbelthusets anden del med adresse på Rungstedvej. Vil du i gang den helt store renovering, kan du overveje at åbne førstesalen op til kip og evt. lade ovenlysvinduer og hanebånd give rummene endnu mere lys og karakter, eller evt. etablere et hyggeligt multirum til børnene. Fra vinduerne heroppe kan du se, hvor tæt du faktisk er på byen med udsigt til havnens kraner og byens tage.
Et rummeligt og velindrettet hjem til familien, der søger en autentisk, bynær bolig med historie og muligheder for at sætte sit eget præg. Bevar, renovér og forny i det omfang, du og familien ønsker. De solide kvalitetsrammer er indbegrebet af det populære Marseliskvarter mellem byen, skoven og vandet.