Carl Nielsens Vej 9

8000 Aarhus C

    Solgt

    Totalrenoveret herskabsvilla i Komponistkvarteret

    En privat have fyldt med zen
    Hver og en af grundens i alt 982 kvadratmeter er veludnyttede. Der er den murede dobbeltgarage fra 2008 og en god, bred indkørsel, som tilsammen udgør fem parkeringspladser. Der er forhaven med den lille rosenlund og plænen, som robotten holder trimmet. Forhaven er afskærmet af en rododendronhæk mod vejen, og når den blomstrer, sætter den kulør på hverdagen - ikke kun for dig, men også for alle, der passerer forbi.

    Det bedste er uden tvivl den store, tillukkede baghave, hvor du har et utal af private hyggekroge i sol eller skygge. F.eks. kan du gemme dig under blåregnen, hvor en pergola skaber en grøn hule med springvandet, der risler lige udenfor. I baghaven finder du også det store orangeri, hvor du har et gedigent udekøkken med både vand og el. Det ligger lidt under grundniveau, så du til gengæld er i øjenhøjde med de flotte omgivelser, hvor du altid har noget smukt og grønt at se på.

    Bagerst i haven kan du desuden høste både blå og grønne druer fra rankerne, der vokser op ad orangeriets bagside. Bøgehækken mod nabogrundene, de lave træer og forskudte espalierer med efeu er med til at lukke baghaven godt til, så du kan være dig selv. Og med lågerne lukket har du også altid styr på små børn.

    Højt til lofternes smukke stuk
    Villaen ligger på en hjørnegrund, og du parkerer bilen i garagen eller indkørslen på Kuhlausvej, mens hoveddøren vender mod Carl Nielsens Vej. Ved lågen fra fortovet sikrer dørtelefonen med indbygget kamera for, at du kun får velkomment besøg. Den nye fortrappe byder til gengæld velkommen med stil - en stil, der fortsætter indenfor i den lyse, højloftede hall, hvor originale elementer står som pragteksempler på datidens stolte håndværkstraditioner: Trappen med de flotte balustre, de udskårne døre og det slebne vinduesglas i og over den flotte hoveddør, som er nymalet.

    Materialekvaliteten er også i top med trægulve i pitchpine, der fortsætter gennem stueetagens tre stuer en suite, hvor den ene flotte stuk overgår den anden på de høje lofter. Loftshøjden og de store vinduer skaber nogle lyse og åbne rum, hvor omgivelsernes farver trækkes med ind. I spisestuen giver de to blyindfattede ruder et særligt lys med de farvede glas med rosenmotiv. Franske døre giver adgang til det funktionelle køkken med Svane-elementer, Miele-hvidevarer og et praktisk viktualierum for enden. I modsatte ende af spisestuen har du udgang til en hyggelig havestue, hvor det originale terrazzogulv stadig ligger flot. Her er du omgivet af vinduer, så det er næsten som at sidde ude - perfekt til de dage, hvor vejret måske ikke helt er til udeliv.

    Sjæl, historie og moderne luksus
    Villaen, der er opført i 1918, har kun haft tre ejere. Og de nuværende ejere har siden overtagelsen i 2005 givet rammerne et nyt liv, mens historien og sjælen er godt bevaret i de originale elementer og den klassiske stil. Alle installationer blev skiftet ved den store renovering - og der er siden også blevet plads til mere moderne luksus i form af douchetoilettet og spabadet på det helt nye badeværelse på førstesalen, hvor du har tre gode værelser. Mansardtaget sikrer også her en god lofthøjde uden skråvægge.

    Alle værelserne har indbyggede skabe - og de kommer i særdeleshed til deres ret i det store soveværelse, hvor hele den ene væg er ét stort skab med god plads til garderoben. Fra soveværelset kan du desuden træde ud på den sydøstvendte altan, hvor du mellem træerne kan skimte vandet. Med pålandsvind kan du nemt høre vandet slå ind mod land, og du fornemmer, hvor tæt du er på kysten. Når træerne smider deres blade, bliver vandudsigten endnu bedre. Du kan også kigge ned over din egen baghave, hvor små lamper lyser op i aftenmørket.

    Den uudnyttede anden sal kan rumme en fantastisk hems, hvis du og familien behøver mere plads. Der er også en 128 kvadratmeter stor kælder i boligkvalitet med gulvvarme i alle rummene, der tæller bryggers, gildesal/bibliotek, badeværelse og gode rum til opbevaring. Her er egen udgang, og kælderen er derfor oplagt til fx teenagerdomæne eller hjemmevirksomheden. Sammen med loftsetagen giver kælderen gode muligheder for familien, der gerne vil brede sig.

    Gennemrenoveret herskabsvilla med sjæl, historie og moderne luksus i skøn forening på perfekt placering mellem skov, vand og by. Nyd livet i de flotte stuer eller ude i den pragtfulde baghave, hvor den hyggelige stemning indfinder sig helt naturligt.

    Relaterede ejendomme