Skovbrynet 36
8000 Aarhus C
Totalrenoveret villa i skovkanten tæt på centrum
AARHUS C – På kanten af skoven og midt imellem Jyllands Allé og Stadion Allé ligger Skovbrynet 36. Med skoven som genbo har du ikke langt til fordybelsen, mens du går eller løber ad de mange stier, som kan føre dig vidt omkring. Følger du i stedet Skovbrynet ned mod vandet, passerer du Tivoli Friheden, inden du kommer til Tangkrogen, stranden og Marselisborg Marina, der bobler af liv i sommermånederne.
Hyggelige Frederiksbjerg og Midtbyens mange muligheder ligger heller ikke langt hjemmefra. Du kan cykle eller spadsere dertil, når du vil shoppe, nyde en kop kaffe på en café eller benytte dig af byens mange kulturtilbud. Har du børn, som skal i skole eller dagtilbud, er der flere muligheder inden for en kort radius, ligesom du finder gymnasium, idrætstilbud m.m. tæt på.
Opvokset have og stor terrasse
Villaen ligger tilbagetrukket fra Skovbrynet, hvilket giver god plads til den hyggelige, sydvendte forhave. Fra den tidligere prydhave står stadig nogle mindre træer og buske, og ellers består haven primært af plæne, så du behøver ikke afsætte meget tid til havearbejdet.
I stedet kan du tage plads på den store fliseterrasse, som går hele vejen rundt om huset, og hvor du derfor altid kan finde en plet i solen. Og fordi haven er afskærmet af den flotte bøgehæk, er uderummet dejligt privat. Derudover har du en storslået udsigt til de imponerende træer overfor, som sikkert har været vidne til såvel villaens opførelse som den nylige forvandling.
Totalrenoveret direktørbolig
Hjemmet blev bygget i 1935 til en direktør og hans familie – og kvaliteten af byggeriet er ikke til at tage fejl af. Det fornemmer du i de originale detaljer, der er bevaret fra dengang, fx sildebensparkettet og den smukke trappe til førstesalen i den højloftede hall. De bevarede detaljer og den gennemførte stil i huset skaber en helt særlig stemning, som gør hjemmet rart at være i. Derudover sikrer ekstra udvendig isolering af både kældervæg og facade, at boligen er sund og holder godt på varmen.
Den omfattende renovering er først afsluttet for nylig, og rammerne er derfor helt indflytningsklare. Når du og familien er samlet i de to stuer en suite, giver de enorme vinduer mod skoven fuldt udbytte af beliggenheden og udsigten til naturen, ligesom lyset fylder rummene. En elegant akustikvæg med egelameller pryder endevæggen i spisestuen og hjælper samtidig med at skabe et behageligt lydbillede i stuerne.
Fra spisestuen fører en dør ud til det hyggelige, enkle og funktionelle køkken med blå fronter, og du har således ikke langt fra komfur til bord. Måske vil du endda nyde, at gæsterne ikke kan sidde ved middagsbordet og sende sultne blikke ud i køkkenet, mens du fremtryller aftenens menu.
Rummelighed i tre niveauer
I køkkenet og den rummelige hall er sildebensparkettet nyt og med gulvvarme. Det matcher dog det originale på smukkeste vis – så det hele ser ud som nyt. Det vidner om, hvor grundigt og kvalitetsbevidst renoveringen er udført. Som det eneste rum i stueetagen har gæstetoilettet ingen sildeben. Til gengæld går de lyse terrazzogulvfliser herfra igen på hjemmets tre badeværelser.
To af badeværelserne ligger på førstesalen, hvor loftet går til kip. Det har fritlagt de originale bjælker i flere af rummene, hvilket også er med til at skabe atmosfære. Heroppe kan familien fordele sig på de i alt fire værelser. Det store soveværelse med walk around-garderobe, indbygget skab i skunken og badeværelse med badekar og bruseniche er nok forhåndsreserveret til de voksne, mens ungerne har tre gode og lyse værelser at vælge imellem. Ét af dem har en stor hems, som giver rummet en ekstra dimension. Desuden har ungerne deres helt eget badeværelse.
Under de 196 kvadratmeter bolig har du hele 108 kvadratmeter kælder – ligeledes i gennemrenoveret stand. Her er gravet ud, så der er en fin loftshøjde, og der er isoleret og lagt gulvvarme under epoxygulvet. Kælderen rummer hjemmets tredje badeværelse, hvor du kan smutte ned via bagindgangen, hvis du fx har løbet en tur i skoven en våd efterårsdag. Og i det praktiske vaskerum skal du ikke engang bukke dig ned for at smide løbetøjet i maskinen. Derudover består etagen af tre gode disponible rum med et væld af anvendelsesmuligheder.
En gennemført renoveret villa med velbevaret stil og historie. Her kan du og familien flytte direkte ind og føle jer hjemme fra dag ét. Perfekte rammer om et liv tæt på byen og med naturen lige uden for døren.