Skolebakken 11, st. th.

8000 Aarhus C

    Solgt

    Totalrenoveret herskabslejlighed med udsigt til havn og bugt

    AARHUS C - Skolebakken løber mellem Havnegade og Kystvejen, som tydeligt fortæller, hvor i byen du befinder dig: Tæt på vandet og havnen, som har gennemgået en stor forvandling de seneste år, og havnepladsen er i dag et livligt sted med et væld af aktiviteter. Her kan du bl.a. se med fra første parket, når kongeskibet lægger til kaj, ligesom du kan følge med i kapsejlads eller se det spektakulære springvand lavet af den danske Berlin-kunstner Jeppe Hein. Du kan også tage en spadseretur ad promenaden på en solskinsdag, hvor det gode vejr lokker folk ud i det fri. Du kan endda springe i havnebassinet, hvis det bliver rigtig hedt.

    Lige så tæt, du er på vandet og den nye bydel, er du på midtbyen og den oprindelige charme, som bl.a. Domkirken står som monument for. Få minutters gang hjemmefra kan du stå i Latinerkvarterets hyggelige gader, hvor butikker og spisesteder ligger på rad og række med fristelser ad libitum. Du bor således helt optimalt i forhold til alt, hvad Aarhus har at tilbyde. Uanset om du er til en tur i skoven, teatret eller Dokk1 med alle de kulturelle tilbud, kan du hurtigt være der, hvor det sker. Du kan tage cyklen til Risskov eller køre i den modsatte retning til Tivoli Friheden. Aarhus Teater ligger lige om hjørnet - og den nye Letbane stopper lige uden for din dør, så du slipper for bilkøerne, hvis du skal ud af byen.

    Men faktisk er det også nemt at have bil her - trods den centrale beliggenhed. For i den flotte parkeringskælder lige over for ejendommen er det muligt at få beboerparkering eller leje en plads (Spørg Lokalt Liebhaveri herom). Visheden om, at der venter en parkeringsplads, når du kommer hjem, er de små to minutters gang til og fra værd.

    Gennemført herskabelighed fra yderst til inderst
    Allerede fra gaden bemærker du ejendommens herskabelige karaktertræk: Den symmetriske facade med sine karnapper og buede altaner samt de organisk formede kviste øverst oppe. Og flagstængerne, der knejser på hver sin side af hoveddøren, kan give dine gæster en højtidelig velkomst ved særligt festlige lejligheder. Bygningen blev opført i 1915 og har stået med front mod havnen i mere end 100 år, men det ser du ikke, idet en gennemgribende renovering af ejendommen i 00'erne har givet facaden et løft, ligesom der blev lagt helt nyt tag på.

    Den herskabelige stil fortsætter indenfor, hvor den lyse opgang med terrazzogulv, træpaneler og stuk i lofterne fører dig op til stueetagen, der ligger højt - svarende til første sal.

    Totalrenoveret med fokus på kvaliteten og detaljerne
    I selve lejligheden har du 198 lyse og højloftede kvadratmeter - bl.a. fordelt på tre gode værelser og tre lækre stuer en suite. Det hele blev renoveret i 2014(Vægge, gulve, el, lofter, vinduer, bad, alt er renoveret) og lejligheden fremstår stadig flot og lige til at flytte ind i. Den moderne stil er smukt parret med originale håndværksdetaljer, og det skaber en helt særlig stemning i lejligheden, som du forelsker dig i allerede ved første besøg.

    Den flotte stuk, sildebensparkettet, fyldningsdørene og den buede karnap med træpaneler slår tonen an, mens det snedkerlavede køkken fra Workform bidrager med rene linjer og optimal arbejdsplads, når du skal kokkerere. Det praktiske viktualie-/vinrum ved siden af køkkentrappen ned til den hyggelige gård er ikke til at undvære.

    Udsigt til vand og by
    I fordelingsgangen, som strækker sig foran dig, når du træder ind i lejligheden, strømmer lyset ind fra stuerne og værelset mod gaden og havnen. De store vinduer giver lyset frit spil, og både solopgang og solnedgang giver rummenes hvide overflader kulør. Især solens godmorgen med sine gyldne, varme nuancer er et betagende syn med havnens kraner som sorte silhuetter i landskabet. Den altid levende og omskiftelige udsigt kan du nyde i bredperspektiv gennem den store karnap i den midterste stue, hvor du for alvor sætter pris på den centrale beliggenhed.

    Fra soveværelset, som vender mod det rolige gårdmiljø, kan du se Domkirkens irgrønne spir. Her kan du åbne ekstra for udsigten og få luftet dynen.

    Midt i byen, men omgivet af lys, luft og atmosfære. Den totalrenoverede og rummelige lejlighed byder på en moderne herskabelig charme, hvor kvalitet er nøgleordet. Hver dag har du en ny udsigt, fordi den livlige havneplads og vandet er i evig forandring. Tæt på alt - også de gode parkeringsmuligheder.

    Relaterede ejendomme