Strandvejen 231
Havhusene, 8543 Hornslet
Autentisk sommerhusstemning med havudsigt
Originalt sommerhus i patricierstil
Godt gemt af vejen bag en velopvokset hæk og have ligger dette autentiske og smukke sommerhus. Allerede når I åbner den oprindelige, gammeldags havelåge, mærker I den originale, hyggelige stemning, der præger sommerhuset her fra inderst til yderst, mens der er tænkt i eksklusive detaljer. F.eks. vidner de gamle parisiske gulvklinker i entréen om den gennemførte stil.
Uanset om det er gæsterne eller de store børn, der indlogerer sig i annekset, som er opført i 2009, kan de nyde godt af panoramaudsigten over havet. Så er feriestemningen lagt, mens I selv tjekker ind i det sydvendte soveværelse, der har et dejligt sollysindfald. Til de mindre børn eller flere gæster har I også et børneværelse, som I kan indrette med sengepladser efter behov. I de koldere måneder er spisestuen det naturlige samlingspunkt ved måltider, og med vinduer og fløjdøre til terrassen strømmer lyset altid ind, mens sprosserne danner skygger på de originale trægulve. Brændeovnen leverer varmen, som hurtigt breder sig rundt på de 130 m2.
God plads og sauna med udsigt
Inde er godt, men ude er endnu bedre - når altså vejret er til det. Her samles I helt naturligt på den skønne, store terrasse, hvorfra I har frit vue over vigen få meter fra jer. Så falder skuldrene ned, mens naturens farver, lyde og dufte sætter deres præg. Den store grund sikrer jer privatliv - også under udendørsbruseren, hvor I vasker saltvandet af jer efter en forfriskende saltvandsdukkert.
I annekset har I formentlig Djurslands bedst beliggende sauna. Uanset vind, vejr og årstid er her lunt og godt, mens store glasvinduer mod vandet lader jer nyde pragtudsigten herfra også.
I det hele taget emmer huset af god og hyggelig sommerhusstil med træ på både vægge og lofter kombineret med såvel charmerende som moderne detaljer - f.eks. gangbroen mellem terrassen og annekset, de høje lofter, der giver den helt specielle patricierstil, samt køkkenet med nyere elementer i blød hvid med gaskomfur fra Smeg og stor dobbeltvask. Således kan I nyde huset hele året - for en enkelt weekend i fred og ro eller flere uger ad gangen.
Her er en perle af et sommerhus for jer, der ikke vil gå på kompromis. Beliggenheden er enestående, og I er omsluttet af ugeneret ro og fredfyldt natur. Alene udsigten vil få jer til at komme så tit som overhovedet muligt, og I kan stadig sætte jeres præg på det indre.