Teglgaardsvej 279
Svorbæk, 8300 Odder
Unik arkitektonisk perle omgivet af smuk natur
Fred og ro for både øjne og ører
Tidligere lå her en gammel gård, men den blev revet ned, og murbrokkerne udgør i dag underlaget for den grusvej, du lige er kommet ad. Den kuperede grund består primært af græsmarker, der omkranser ejendommen. Haven er anlagt, så den er nem at holde med plæner, rododendron og enkelte frugttræer.
Det unikke ved ejendommen er i høj grad, at der ikke er noget, som generer øjet eller øret - ingen elmaster, vindmøller eller naboer at se eller høre. Ingen larm fra naboens græsslåmaskine, kun i ny og næ en traktor der kører på egne eller naboens marker. Her er med andre ord kun natur, så langt øjet rækker. Og øjet kan indfange dådyr, fasaner, harer og et rigt fugleliv, hvor du bl.a. kan iagttage lærker, svaler og de store, sjældne glenter. I foråret besøges ejendommen hyppigt af krondyr; nogle gange i imponerende flokke på op til 50.
Naturen følger med ind
Store vinduespartier til alle sider lukker masser af lys ind i hovedhusets åbne stueplan, hvor køkken-alrummet og opholdsstuen er forbundet via gangen, som også udgør entréen. Du træder direkte ind på de brede Dinesen-planker i douglasgran, som er gennemgående i huset. Når du står ved det 'svævende' snedkerlavede køkken fra Gaarde Hvalsøe i smukt egetræ eller sidder ved spisebordet, er det stadig som at være midt i naturen, fordi udsynet er så frit.
I forlængelse af køkkenet er et kombineret grovkøkken og bryggers med masser af opbevarings- og arbejdsplads. Ud for køkkenet har du morgenterrassen, der er afskærmet af grønt. Her kan du sidde med morgenkaffen, mens naturen vågner omkring dig. I den modsatte ende har du ud for opholdsstuen en skøn eftermiddags- og aftenterrasse, hvor rododendroner sørger for forårsfarver.
Værelser med udsigt
På førstesalen har du to rummelige værelser med store vinduespartier. Desuden et stort og lækkert badeværelse, hvor de afrikanske sandstensfliser på gulvet og i brusenichen giver en smuk kontrast til alt det hvide. Sæt dig i badekarret ved det store vindue og lad det varme vand og udsigten ud over markerne skabe total afslapning.
Børnene har deres helt egen afdeling i den østvendte længe med egen rummelig entré, ligesom der også her er et badeværelse i samme eksklusive stil. Her går lofterne til kip, og sammen med de store vinduer mod det grønne skaber det nogle lyse og luftige rum. De dobbelte døre, som via en glasgang forbinder denne længe med hovedhuset, betyder, at børnene kan spille høj musik eller computer, uden at det forstyrrer resten af familien.
Denne længe vil også nemt kunne indrettes til dig, der gerne vil drive liberalt erhverv hjemmefra, eller til en selvstændig lejlighed, B&B eller lignende. Mulighederne er mange.
Patioen og den tredje længe
På forsiden af hovedhuset har du som på en amerikansk ranch en overdækket patio, som både skærmer for sydsolen og giver dig mulighed for i det tidlige forår at sidde og nyde en dejlig kop kaffe eller et koldt glas vin, mens du ser markerne grønnes.
I den tredobbelte garage med elektriske porte parkerer du bilen og kan derfra gå tørskoet via den overdækkede patio hen til hoveddøren. Den tredje længe indeholder desuden et isoleret opbevaringsrum/depot og et altid lunt rum, hvor det økonomiske jordvarmeanlæg er placeret, og som p.t. bruges til værksted og hjem for husets katte.
Opført til kvalitetsbevidste livsnydere
Det er arkitekt Jan Henrik Jansen, der står bag stregerne til det moderne landsted og de rene linjer, der sammen med den høje materialekvalitet præger byggeriet, som kun kræver minimal vedligeholdelse.
Boligen har jordvarmeanlæg, Genvex-anlæg, IHC, fibernet samt integrerede solfangere, der matcher Velux-vinduerne, og som på den måde falder naturligt ind i den smukke facade.
Flyt ind i en privat, uforstyrret og fredfyldt oase i en smuk og næsten nybygget ejendom - beliggende tæt på Århus. At finde en så unik ejendom, hvor alt går op i en højere enhed, er som at vinde i lotto.