Molshovedvej 20

Isgård, 8420 Knebel

    Solgt

    Enestående fritidshus i første række til Aarhusbugten

    Stor grund i første række til vandet
    Fra grusvejen drejer du ind på den 6.800 kvadratmeter store grund, der går ned til skrænten mod kysten. En trappe fører ned til stranden, som du ofte har for dig selv. Naturgrunden har masser af bevoksning, som skaber læ, hygge og en følelse af at være ét med naturen. Mellem beplantningen fører små stier rundt på grunden, hvor en gammel mergelgrav i dag fungerer som en skøn gryde med bålplads i midten. Her vokser hyld, brombær og slåen, som du kan lave saft, marmelade og snaps af.

    Rundt om huset - og mellem dets to afdelinger - ligger en stor træterrasse, som sikrer, at du altid kan finde en plet i solen og i læ for vinden. Her kan du sidde fuldstændig ugeneret og nyde udsigten ud over vandet, hvor sejlbåde, skibe og færger sejler forbi. Grunden er sydvendt, og Aarhusbugten breder sig ud, så du kan se Helgenæs, Samsø, Tunø, kysten syd for Aarhus og selve Aarhus by og havn. Når du kommer fra stranden, kan du tage stalddøren direkte ind til anneksets badeværelse, hvor du kan skylle sand og saltvand af, inden du lægger dig i solen på terrassen eller tager plads foran pejsen.

    Den lave bygning med græstørv på taget passer smukt ind i naturen, mens den hvide murstensmur, som er husets rygrad, og farvevalget alligevel får byggeriet til at stikke ud på en meget elegant måde. Arkitekturen har tydelige 70'er-referencer, men har alligevel noget tidløst over sig i form af den åbne indretning. Det siger også noget om kvaliteten af byggeriet og materialerne, at huset står så skarpt, som det gør efter mere end 40 år i det klima, som følger med en bolig ved kysten.

    To afdelinger med rum til hygge
    Parkér bilen i den dobbelte carport med skur, mens den lange indkørsel giver god plads til gæsteparkering, og det er oplagt at bruge de smukke og rummelige rammer til at samle familie og venner. Både inde og ude er der plads til hygge, og omgivelserne lokker jer ud i området, hvor Nationalpark Mols Bjerge og charmerende Ebeltoft er oplagte udflugtsmål. Sovepladser er der også mange af.

    Fritidsboligen består af to afdelinger, hvor den største er 77 kvadratmeter stor og rummer det åbne køkken-alrum og opholdsstue, et skønt soveværelse, et badeværelse og en entré med plads til sko og overtøj. I annekset på 38 kvadratmeter finder du yderligere to værelser med ekstra sovepladser på hemsene, et badeværelse med sauna og en mindre opholdsstue. De to afdelinger spejler hinanden stilmæssigt, og de arkitektoniske greb går igen: Solide bjælker holder taget oppe, og smalle ruder mellem bjælkerne skaber nogle ekstra luftige rum, hvor de enorme vinduespartier mod vandet giver fuldt udbytte af både udsigten og det særlige lys ved kysten.

    Oprindelig, tidløs charme
    På anneksets badeværelse er saniteten skiftet ud, men derudover står boligen, som arkitekten i samarbejde med bygherren tegnede den. Det ser du bl.a. i farveskalaen, materialevalget, de murede sofaer og skydedørene, men også i den funktionelle indretning, der var langt forud for sin tid. Huset er bygget som helårshus, der er gulvvarme overalt, og diskrete gulvkonvektorer sikrer en behagelig temperatur, selv når elementerne raser udenfor på en råkold efterårs- eller vinterdag. I begge opholdsstuer er der åben pejs, der bidrager til hyggen. Dæmp loftlyset og nyd varmen fra ilden og flammernes skær.

    For nylig er huset blevet tilsluttet fibernet, så du og dine gæster er sikret en stabil netforbindelse til TV og andet elektronisk udstyr.

    Med en beliggenhed midt i naturen og en uspoleret havudsigt får din fritid indhold af høj kvalitet. Arkitekturen får det bedste ud af omgivelserne, og rammerne gør det virkelig nemt at koble af og bare nyde at være til.

    Relaterede ejendomme