Nordre Strandvej 12B, 1.
8240 Risskov
Luksuriøs lejlighed med skøn beliggenhed i Risskov
Fantastisk uderum
Ejendommen på Nordre Strandvej 12B blev bygget som enfamiliehus i 1963 og blev i 2002 opdelt i to meget velfungerende lejligheder. Allerede udenfor møder du det første plus ved lejligheden: Den brede indkørsel har rigeligt plads til biler, og haven, som du også deler med underboen, er både dejligt privat og overkommelig med hensyn til vedligeholdelse. Hækken skal klippes, og plænen skal slås, men ellers har du et skønt privat uderum i den lukkede have. Bagerst i haven er der et skur med plads til havemøbler, haveredskaber og de andre ting, du kan få brug for, når du nyder freden og roen i haven på en skøn sommeraften.
Men du kan også vælge at blive oppe hos dig selv på førstesalen og nyde den store altan, der hører til lejligheden. Her er sol hver dag fra klokken 10 til solnedgang, så når vejret er med dig, kan du starte med at nyde formiddagskaffen herude - og senere på dagen skænke vin op til gæsterne og sidde og nyde en af de lange, lune sommeraftener med udsigt ud over områdets smukke gamle villaer. Altanen er forsynet med en markise, som du kan rulle ud, hvis duggen skulle falde - eller solen er lidt for gavmild.
Sans for detaljen
Den 105 kvadratmeter store lejlighed er fantastisk til singlemanden eller -kvinden. Det kunne også være det unge par, der netop har besluttet at stifte deres første hjem sammen - eller det ældre par, der ikke længere har lyst til de opgaver, der følger med en større bolig. Der er højt til loftet og langt til væggene, men samtidig er der gode muligheder for at etablere et ekstra værelse.
Oprindeligt blev lejligheden indrettet med små værelser fordelt ad en lang korridor, men da lejlighedens nuværende ejer overtog den i 2006, blev alt gennemgået fra gulv til loft, og i den forbindelse blev de mange små rum åbnet op, så der i dag er tale om et meget stort køkkenalrum og en lige så stor stue. Masser af plads og albuerum - og med muligheder for at indrette dig anderledes, hvis du ønsker det. Du behøver ikke fryse tæerne på de flotte sandfarvede klinker, da der er indlagt gulvvarme overalt. Og ganske vist er det 10 år siden, at renoveringen fandt sted, men alt står stadig som nyt og er for nylig blevet malet overalt.
Den minimalistiske stil med glatpudsede vægge, ingen fodlister, ingen radiatorer og grebsløse elementer i Boform-køkkenet og på badeværelset gør lejligheden tidløs og får den til at syne endnu større. Samtidig giver flisernes sandfarve en varm bund til alt det hvide. Her er der kræset for alle detaljer og ikke gået på kompromis med kvaliteten med VOLA-armaturer, Duravit-elementer og mange flotte arkitektoniske detaljer.
En skøn beliggenhed tæt ved skov, vand og by - og en oplagt lejlighed for den kræsne single, det unge eller ældre par - eller måske parret, der har et enkelt barn. Og så er lejligheden lige til at flytte ind i.