Højrisvej 2
8240 Risskov
En af de smukkeste storvillaer i Høje Risskov
En velbevaret historie omgivet af en pragtfuld have
Den store villa, som blev opført i 1930, bærer navnet Højris og har givet navn til den fredelige villavej, som forbinder Tretommervej og Solbakken. Ejendommen bærer sin historie med stil, fordi den gennem tiden løbende er blevet renoveret og vedligeholdt - altid med respekt for det originale.
Den store have med plæner til leg og spil er omkranset af grønt og rummer bl.a. nøddetræer, bærbuske og to store kirsebærtræer samt æbletræ. På den store fliseterrasse kan du byde på frokost i den naturlige skygge, som det grønne giver, eller sætte møblerne ud i solen, hvis du gerne vil nyde varmen. Og bagerst i haven står det store orangeri fra 2013, som er opført omkring den store vinplante, som breder sig under hele loftet i den hyggelige havekrog, hvor du kan sidde og nyde roen og havens farveliv fra tidligt forår til ud på efteråret.
Al regnvand fra orangeriets tag bliver ledt ned i et gammelt beskyttelsesrum, der i dag fungerer som vandreservoir med plads til omkring 25 kubikmeter vand. En vandpumpe leder vandet op igen, når du har brug for det til havens planter, der også tæller rododendron, stauder, syrener og et flot magnolietræ samt et duetræ. Selv om haven bugner af liv, er den relativt nem at holde, da den fortrinsvis er anlagt med surbundsbeplantning.
Højloftede stuer med stuk og stil
Den fuldmurede dobbeltgarage blev opført i år 2000, og foruden familiens fire- og tohjulede køretøjer har du god plads til haveredskaber, ligesom krukker kan overvintre her i sikkerhed for frost. Fra garagen kan du enten gå gennem haven og mødes med din familie på terrassen - eller du kan gå ind ad hoveddøren. Den klassiske hall ligger på den anden side af vindfanget, hvor der også er adgang til et gæstetoilet, og her leder den svungne trappe op til førstesalen, mens flot udskårne døre bl.a. leder dig ind i de tre stuer en suite, hvor der er højt op til den flotte stuk i loftet, mens du under fødderne har flotte originale parketgulve i forskellige mønstre.
I stuerne lader de store vinduer og den buede karnap lyset strømme ind, og i spisestuen kan du åbne de franske døre til verandaen, som også har store vinduer til alle sider og nedgang til den store terrasse, hvor brændeskuret i øvrigt ligger lige ved siden af - så du på en kold vinterdag ikke har langt ud efter brænde til ovnen, som hurtigt giver ekstra varme og hyggelig stemning til hele underetagen.
Unoform-køkkenet er fra 2010 og har fin spiseplads til hverdagens hurtige måltider. At køkkenet ligger i et rum for sig, er også et tegn på historien. For læderhandler Jørgensen, som fik opført huset, havde tjenestefolk til den slags, mens han selv slappede af i herreværelset.
Værelsesafdeling og flere muligheder oppe og nede
På førstesalen har du fire gode værelser og et nyere badeværelse. Alle rummene har høje skråvægge, og der er godt med luft omkring dig. Det gælder ikke mindst i soveværelset, hvor der på smart vis er bygget skabe ind i kvisten, som supplerer de originale indbyggede skabe. Træd ud på den sydvendte altan og nyd udsigten over området med vandet ikke langt derfra. På den rigtige årstid kan du endda bare række hånden ud og plukke modne kirsebær fra de øverste grene i træet.
Loftsetagen blev klargjort(cirka 60 kvm.), samtidig med at taget blev skiftet, og den er derfor lige til at indrette, hvis familien har behov for mere plads. Heroppe er udsigten endnu bedre, og du får en god fornemmelse af, hvor højt villaen ligger i landskabet.
I kælderen er der også renoveret. Her er isoleret og lagt klinker, ligesom der er installeret gulvvarme i forrummet, kældergangen og det store vaskerum. Det blev gjort i forbindelse med udskiftning af vand- og fjernvarmeinstallationerne, ligesom der tidligere er skiftet kloakker under huset og helt ud til vejen. Hernede finder du gode disponible rum samt et skønt viktualierum med originale vinreoler og skabe. At læderhandleren også havde gode sager på vinhylderne, vidner resterne af det gamle alarmsystem indbygget i døren om. Det ser du flere steder i huset, men alarmklokken ringer ikke længere i soveværelset, når nogen går på opdagelse i flaskesamlingen.
Skøn, velholdt villa i attraktive Risskov med kysten, skoven og byen tæt på og Aarhus-forstadens mange muligheder endnu tættere på. Nyd freden og roen i de flotte rammer, der emmer af historie og stilfuld charme.