Birketinget 15
8000 Aarhus C
Gennemtænkt arkitektonisk mesterværk i Marseliskvarteret
Solrig have og ideelle uderum
Villaen er omkranset af en nem, sydvendt have med hæk omkring, som lukker godt til i de varme måneder. Med skoven som genbo behøver du ikke alverden i din egen have, men den enkle plæne og de to anlagte bede byder på grønt og andet farverigt fyld lige uden for dine vinduer. Plænen er oplagt til leg og spil, mens de store terrasser inviterer til havefester og almindelig afslapning i solen.
Alle tre terrasser er belagt med træ, der stort set passer sig selv, ligesom det gælder for resten af byggeriet. Især den nedsænkede terrasse er velegnet til sammenkomster. Her er godt med plads og læ. Ud for køkkenet ligger endnu en terrasse, hvor du nok ofte samler familien til aftensmad, når det er udevejr, og øverst oppe - ud for opholdsstuen - er den sidste terrasse, hvor du kan sidde i læ bag muren med en nightcap, mens solen går ned ude i horisonten og maler himlen i de mest fantastiske røde nuancer.
Forskudte plan giver god rumfornemmelse
Når du parkerer bilen i den dobbelte garage med gulvvarme, kan du gå direkte ind i hjemmet via entréen. Har du været i skoven på mountainbike en våd efterårsdag, vælger du nok i stedet kælderdøren ind fra garagen, så du kan runde bryggerset direkte med dit beskidte og våde tøj.
Entréen er som en moderne herskabelig hall med vinduer fra gulv til loft mange meter oppe og masser af luft omkring dig. Den luftige fornemmelse følger med de få trin op til køkken-alrummet, hvor de store vinduer mod haven og skoven lukker både lys og naturens farver ind i rummet. En indbygget brændeovn i en rå murstensvæg bryder de glatte overflader i rummet, hvor det snedkerlavede køkken fra Bygholm Wood med rustfri stålbordplade og hvidevarer fra Gaggenau - bl.a. vinkøleskab, kaffemaskine, amerikanerkøleskab og ovne - understreger den gennemgående høje kvalitet i villaen. I de her rammer og med det udstyr er det en fornøjelse at lave mad.
De brede egeplanker går igen i de fleste af rummene og følger derfor også med op på næste niveau, som er opholdsstuen, der ligger i åben forbindelse med køkken-alrummet. Familien kan derfor være samlet og hver for sig på samme tid. Akustiklofterne sikrer den gode lyd i det store rum, hvor der øverst oppe er lysbånd med flere vinduer, som du kan åbne med et tryk på en knap.
Optimal værelsesfordeling og anvendelig kælder
Fra stuen kan du gå over i voksenafdelingen, som består af et dejligt soveværelse med udgang til en morgenterrasse, hvor du kan få den første fornemmelse af dagen og hænge dynerne ud til luftning. Fra soveværelset har du desuden adgang til et walk-in-closet med snedkerlavede reoler og et lyst og lækkert badeværelse, hvor du efter en vinterkold tur i skoven kan tø op i badekarret.
I samme niveau som entréen - dvs. under opholdsstuen - ligger børneafdelingen med to identiske og gode værelser, der begge har udgang til den store, nedsænkede terrasse. Børnene deles om et badeværelse med bruseniche og et walk-in-closet, der begge er i samme gennemførte stil som dem ovenpå.
I den rummelige og tørre kælder har du rigtigt god plads til opbevaring. Det er også hernede, husets teknikrum er - centralnervesystemet til hjemmets intelligente elinstallationer (IHC). Derudover har du et stort multirum med mange anvendelsesmuligheder - fx gildesal, hjemmebiograf eller fitnessrum, ligesom du relativt nemt kan indrette et eller flere værelser her. Lige ved siden af ligger bryggerset, hvor snedkerlavede elementer igen er toppet med en rustfri stålbordplade, og flere indbyggede skabe kan gemme ting af vejen. Der er i den grad tænkt over tingene, og arkitekterne har skabt et yderst funktionelt hjem med en særlig indretning, der får det bedste ud af beliggenheden.
Det er ikke ofte, at du får mulighed for at købe et nyere hus med minimalt behov for vedligehold så tæt på byen. Arkitektonisk mesterværk tæt på alt det, byen har at tilbyde. Og med skoven som genbo har det aldrig været nemmere at komme ud og røre sig.