Dalvangen 9
8270 Højbjerg
Stilfuld og ugeneret Højbjerg-villa
Sydvendt og solrig have
Også på matriklen er der natur for alle pengene i form af en skøn åben og lys have. Grundens relativt høje beliggenhed gør, at I føler jer ugeneret, og I er omgivet af frugttræer, der bidrager med masser af lækkerier. Blommer, æbler, kirsebær og pærer har gunstige vilkår, og saftige hindbær og solbær kommer igen år efter år. Havens store træer tiltrækker fugle, der underholder med kvidren, når I sidder og nyder livet på terrassen.
Den sydvendte have er i to plan, og på nederste plan har I en række højbede, der er skræddersyede til køkkenhaven. Skråningerne op mod øverste plan er til gengæld ideelle til planter og blomster - hvor der lige nu er lavendel og stauder. En stor del af udearealerne er lavet til terrasser med masser af gode muligheder for, at I kan nyde livet udendørs på alle tider af dagen. Indtag dagens første kop kaffe på nordterrassen bag huset, hvor morgensolen viser sig. Hen ad formiddagen kan I rykke om på husets forside, hvorfra I kan nyde solen samt udsigten over haven og området resten af dagen.
Gedigent, totalmoderniseret byggeri med lækre detaljer
Ude som inde har den nuværende ejer lavet en hel del siden overtagelsen i 1995. Med arkitektbistand er det blevet til et helt nyt hus med fokus på optimal udnyttelse af den skrånende grund. Det har resulteret i et hus i to plan, og hvor lyset strømmer ind via store vinduespartier og ovenlysvinduer. Facaden med cedertræ og den aktive brug af træ indendørs giver varme og charme til et ellers stilrent og moderne hus. Det er et på alle måder behageligt, hyggeligt og lækkert hus at opholde sig i, og I ser og mærker tydeligt, at der i det hele taget er kræset for detaljerne med f.eks. Dinesen-plankegulve i en del af huset, vindueskarme i poleret italiensk granit, indbyggede spots i store dele af huset og kinesisk granit på terrasserne.
Fra entreen, der er beklædt med fliser af Ølandssten, har I adgang til en tilbygning med et stort soveværelse og tilhørende badeværelse. Her har snedkeren fået frie tøjler: Vinduer, elementerne i badeværelset og en skabsvæg med masser af plads er godt håndværk - dyrt, men dejligt også her mange år efter, hvor alt fremstår flot og velholdt. Fra entreen kan I gå ud i det store bryggers, eller I kan tage et kig ind ad glasdøren til husets vinrum - et af de charmerende indslag her i entreen.
Førstesalen og hyggekrogene
På første sal har I to store værelser til den ene side, og til den anden side ligger familiens fælles rum, hvor der er god plads til, at alle kan finde deres personlige hyggekroge. Her er masser af muligheder for at have et kontor, en 'børnestue', en pejsestue eller et bibliotek. På første sal finder I også det stilrene og tidløse køkken fra Boform med snedkereret egetræsbordplade. Der er spiseplads til de hurtige måltider, men når I har god tid, vil I sikkert foretrække spisestuen. Den er adskilt fra køkkenet via en skillevæg med stucco lustru, som er en italiensk metode, hvor en farvet marmorpuds poleres med bivoks. Resultatet giver en helt speciel væg, som er virkelig dekorativ.
Efter middagen kan I gå i pejsestuen og tænde op i brændeovnen eller gå ned i den nedsænkede stue, som blev tilbygget i 2003. Her giver de store vinduespartier med trærammer et på én gang hyggeligt og lyst rum. Om sommeren er det helt naturligt at åbne dørene, som kan trækkes helt til side og give fornemmelsen af et ekstra rum. Herfra kan I nyde solnedgangen - hvis I da ikke rykker udenfor på terrassen. Her har I nemlig god plads til et stort bord med mange stole, grill og terrassevarmere, og her vil middagsgæsterne sikkert blive hængende længe.
Bliver gæsterne natten over, kan de sove i annekset, som før var værksted, men nu er blevet gennemrenoveret og har fået eget badeværelse. Annekset kan I også øremærke til familiens teenager, som vil elske at have sit eget helle med egen udgang til solterrasse. Ved siden af annekset ligger det kombinerede værksted og skur, hvor der er god plads til familiens hobbyer, for eksempel mountainbikes og skiudstyr, mens dobbeltgaragen giver plads til familiens to biler.
Et stilfuldt hus, hvor arkitektur, design og indretning går op i en højere enhed. Der er tænkt over detaljerne, og intet sted er der gået på kompromis med kvalitet og funktionalitet. Sammen med en skøn placering og med Aarhus' mange muligheder er det svært ikke at falde godt til.