Egelundsvej 14

8240 Risskov

    Solgt

    Charmerende villa få skridt fra Riis Skov

    Næsten-nabo til skoven
    I det hyggelige, forgrenede villakvarter helt oppe ved siden af Riis Skov ligger Egelundsvej. Med et par hundrede meter til skoven bliver den hurtigt en del af dagligdagen, om så det er til gå- eller løbeture eller på vej til arbejde. Nyd duften af ramsløg i foråret, se mus pile afsted, og kig op og få øje på en musvåge i trækronerne. Riis Skov er både flot og populær, og I vil hurtigt blive glade for at være dens næsten-nabo. Om sommeren er det sikkert havet, der trækker, og med adgang til egen badebro med omklædning få hundrede meter fra huset er det kolde gys oplagt - og måske er tiden inde til at blive vinterbader? Ved den offentlige badeanstalt Den Permanente kan du blive medlem af vinterbadeklubben og bagefter nyde varmen i saunaen.

    Risskov har desuden lækre, rekreative områder, herunder den Gamle Psykiatripark med en frisbee-bane, hvor børnene kan muntre sig. Ned mod vandet er der et stort grønt areal, hvor I kan spille fodbold og bagefter tage en dukkert på en af Østkystens populære badestrande.

    Moderniseret med tilbygning
    Det virker, som om skovens dybe, stille ro forplanter sig helt ned på Egelundsvej. Her er meget roligt og trygt for børn at vokse op. De kan færdes frit mellem naboer, legekammerater og ned i skoven. Det charmerende træhus er opført i 1975, og i 2008 blev hele huset renoveret og moderniseret og har fået en rigtigt flot og naturlig tilbygning, hvor den røde tråd mellem nyt og oprindeligt er sikret - bl.a. med røde klinker i køkken, bryggers og på badeværelser samt egetræsgulve i alle øvrige rum. Med en komplet børne- eller teenageafdeling er huset nu perfekt til en børnefamilie med to eller tre børn.

    Især tilbygningen gør, at huset er den ideelle familievilla. Her har I to lyse værelser og et badeværelse, samt et dejligt stort rum, der kan indrettes til 'børnestue' eller aktivitetsrum. Det ene af værelserne har endda walk in-garderobe. Den anden ende af huset er forbeholdt de voksne og ligger i forbindelse med køkkenalrummet og fordelingsgangen. Det er her i køkkenalrummet og stuen med de store, dejlige vinduespartier, at familien mødes efter en dag hver for sig. Køkkenet er fra overtagelsen i 2008, ligesom klinkerne i bad og bryggers er det. Ejerne valgte at beholde de håndstøbte røde køkkenklinker, da de står godt til træet - og så har det sin charme, at ikke to er helt ens.

    Dejlig, privat have med frugttræer
    Når solen skinner, er det altid muligt at finde en dejlig plet på en af terrasserne rundt om huset. Herfra kan I også nyde den dejligt opvoksede og hyggelige have, som oprindelig var en del af en frugtplantage. I dag prydes haven af tre træer med spiseæbler og et med røde pigeoner, der giver efteråret og vinteren kulør, når meget andet visner. I har også brombær, hindbær og hasselnød, samt hyld og de meget aromatiske ramsløg, der er udsøgte til pesto. Raftehegnene og de opvoksede hække gør haven meget privat, og I kan her nyde samvær, solbadning og hyggestunder totalt ugeneret.

    Dette er huset for jer, der ønsker at bo i et træhus tæt på Riis Skov, stranden og byen med alle dens tilbud og muligheder. Her kan familielivet gå op i en højere enhed med alle dagligdags-bekvemmeligheder inden for kort afstand. I skal bare nyde beliggenheden, skoven, stranden og de hyggelige og charmerende rammer, dette hus giver jer. Velkommen til Riis Skov.

    Relaterede ejendomme