Stengårdsvej 1
Sejs-Svejbæk, 8600 Silkeborg
Dejlig toplansvilla på kuperet naturgrund med søkig
Skøn naturgrund og rummelig villa
Den 1.567 kvadratmeter store grund er anlagt med bl.a. prydbede og køkkenhave, mens et varieret sortiment af træer og buske med forskellig blomstringsperiode sikrer, at du altid har noget smukt at kigge på såvel inde fra huset som fra vejen, når du kommer til huset ad den flot anlagte indkørsel. En del af haven er naturgrund med lyng, blåbær og tyttebær - som et lille stykke uberørt hede - og fornemmelsen af at være i den vilde natur fornægter sig ikke, og du finder hurtigt ud af, hvilken udsigtsbænk der passer til hvilken tid af dagen.
Du og din familie vil hurtigt finde jer til rette i de fem værelser på den store villas to plan, som er ideelt indrettet til en større eller en voksende familie - eller til parret, der gerne vil bo et dejligt sted med god plads. Du har masser af muligheder for at sætte dit eget præg og skabe et sandt familieparadis på de i alt 224 velholdte kvadratmeter. Den dobbelte garage passer godt på jeres biler, mens vognporten og det isolerede værksted er oplagt til at dyrke hobbyer, hvis du f.eks. skal skrue lidt på mountainbiken efter dagens skovtur, eller hvis kajakken trænger til en vask efter den tidlige morgentur på Gudenåen eller søerne.
Masser af plads og muligheder
Hvert værelse har sin charme, udsigt og særlige lysindfald, og du finder sikkert også snart dit favoritrum i enten stuen foroven eller forneden. Pejsen i udestuen gør, at du kan opholde dig der sommeren igennem, også på en råkold sommeraften. Og på førstesalen skaber brændeovnen i stuen hygge, mens sneen falder, eller det rusker i trætoppene. Heroppe kan du også træde ud på den øvre terrasse med morgenkaffe og nyde freden samt udsigten til bl.a. Sønderskov og Linå Vesterskov.
Omgivelserne er i særdeleshed med til at skabe den særlige, idylliske stemning, som hersker her mellem søer, by, og hede. Og med en modernisering kan du og familien måske bedre udnytte den rummelige villas store potentiale og få endnu mere ud af den skønne beliggenhed.
Er drømmen en langtidsholdbar familievilla med muligheder og plads til både forøgelse og fornøjelse, er Stengårdsvej 1 i skønne Sejs et rigtigt godt bud. Omgivet af alt det bedste, Søhøjlandets natur har at byde på, og stadig tæt på byens bekvemmeligheder.