Søholt Allé 12

8600 Silkeborg

    Solgt

    Rummelig og velholdt patriciervilla direkte ned til søen

    Herskabelig stemning
    At Søholt Allé ikke er en hvilken som helst villavej, ser du allerede, når du drejer ind på den smukke vej, der er flankeret af flotte træer. Den herskabelige stemning følger med hen til nummer 12, hvor en velanlagt indkørsel og forhave tager imod med den velholdte patriciervilla fra 1929 i baggrunden. Indkørslen har plads nok til gæsteparkering, mens du selv holder i den dobbelte carport, der også har plads til anden opbevaring, ligesom her er tilføjet et lille orangeri, hvor du bl.a. kan plukke saftige druer fra den dekorative vinranke. Indret evt. en lille hyggekrog her under vinens blade og få fuldt udbytte ud af de kølige, men solrige dage.

    Forhaven er indrammet af en mur, der skaber en hyggelig lægård, hvor du og familien kan sidde på terrasserne og nyde de smukke farver og plantevældet. Baghaven er også nøje anlagt, men heromme glider blikket hurtigt ud på søen, træerne på den anden side og byens tårne og spir. Heromme har I flere gode hyggekroge til solbadning, eftermiddagskaffe eller en kølig drink. En låge fører direkte ned til Trækstien, der løber langs vandet, og hvor de gamle pramdragere i sin tid trak pramme med papirvarer fra den gamle papirfabrik, der udgjorde grundlaget for Silkeborgs fødsel. På den anden side af stien fortsætter din grund helt ned til vandet, hvor du kan anlægge en bade- og bådebro. Spring i det rene søvand eller stik ud i kajakken en tidlig morgen, inden dagen for alvor får fat.

    Masser af plads og udsigt
    Om sommeren lokker terrasserne helt naturligt. Men også inden døre nyder du godt af den storslåede udsigt, der altid er klædt i årstidens farver. Det kan være i en af de i alt fire stuer, hvor der bl.a. er tilføjet en karnap, der er tro mod den oprindelige stil, som er flot bevaret i hele villaen gennem løbende vedligehold. Det bemærker du især i mange flotte håndværksmæssige detaljer som de dekorative radiatorskjulere, stuklofterne, sildebensparkettet, buegangene og den snedkererede trappe samt de eksklusive materialer som messing, marmor og granit. Karnappen sikrer også, at både lys og udsigt kommer jer i møde. Det samme gør sig gældende i køkkenet, hvorfra du også kan nyde udsigten, mens aftensmaden tager form. Vælt evt. væggen ind til stuen, hvis du foretrækker et køkken i åben forbindelse med stuen og lysindfald fra begge sider.

    På førstesalen ligger tre store værelser samt både badeværelse og toilet. Hvert værelse har sin charme; i værelset mod øst er morgensolen en tilbagevendende gæst, mens det sydvendte værelse byder på masser af skabsplads og udgang til en stor terrasse, hvor udsigten er løftet en etage op. Hvis ikke der skal være soveværelse her, kan du måske indrette kontor, aktivitetsrum eller noget helt tredje. Også underetagen rummer tre store disponible rum, og med egen indgang, toilet og bad er det oplagt som teenageafdeling - til glæde for alle i huset, formentlig. Det er også hernede, vaskerummet ligger - og du kan derfor efter en lang løbetur langs søen smide tøjet i maskinen og selv snuppe et bad, inden du som et helt nyt menneske bevæger dig op til resten af familien.

    Den stilfulde patriciervilla troner over Silkeborgsøerne med udsigt til vand, skov og by. Her er kvadratmeter nok til både børn, voksne og dem midtimellem. Rammerne fås ikke meget flottere, og samtidig bor I tæt på alt, I behøver.

    Relaterede ejendomme