H.C.Lumbyes Vej 14

8000 Aarhus C

    Solgt

    Fantastisk beliggende villa i flot engelsk stil i Komponistkvarteret

    Naturrige omgivelser
    Med skoven som nabo har du en helt unik mulighed for lange gåture ad dens smukke stier eller af sted på to hjul ad de mange mountainbikeruter hele vejen ud til Moesgaard Strand eller det nye museum, og til den anden side er der kun en rask gåtur ind til byens mange muligheder. På en sommeraften er der intet skønnere end at tage ind til lystbådehavnen og måske få en is i vandkanten og tage tilbage til jeres egen, meget private terrasse og nyde dagens sidste varme, mens lyset langsomt gør skovens træer til mørke silhuetter. Og selv herude i lokalområdet kan I nyde prisvindende mad på Frederikshøj Kro - I har nærmest jeres private sti dertil - eller en hyggelig kop kakao eller lækker frokost på Restaurant Thors Mølle.

    Huset ligger godt tilbagetrukket på grunden og skærmet af med hækken mod vejen. Du og familien kan altid følge årstidernes skiften på tætteste hold med skovens træer, der maler smukke farvebilleder, og selve huset matcher skovens farver med facaden af rødflammede, håndstrøgne sten og brune egetræsvinduer med tilhørende skodder.

    Velholdt arkitektur
    Villaen er tegnet i 1949 af den anerkendte arkitekt Aage C. Nielsen, der står bag en del private huse og bygninger i Aarhus. Den særlige arkitektur er inspireret af den engelske tudor- og cottagestil, og det er derfor rent arkitektonisk et helt særligt hus med et udtryk, du ikke finder mange af i Danmark. Det blev tegnet til en direktørfamilie og har haft flere ejere gennem tiden, dog har de seneste boet i huset i 45 år. Alt er vedligeholdt løbende med respekt for de smukke, originale detaljer som de sprossede egetræsvinduer, der nogle steder stadig har farvede, blyindfattede ruder, og den oprindelige indretning er også, som den har været siden de første tegninger.

    Træd indenfor i den flotte hall, hvor trappen snor sig op til førstesalens værelsesafdeling med god plads til jeres private rum, og fra det ekstra store soveværelse har I udgang til egen altan, hvor I kan nyde morgensolen med kig til vandet, der glimter i bugten. Har I brug for ekstra værelser, er der rig mulighed for at benytte kælderen til for eksempel teenage- eller gæsteafdeling, og med en kærlig hånd er kvadratmeterne hernede oplagte til både bryggers, værksted, multirum og lignende.

    Lyset falder smukt ind gennem vinduernes sprosser i vinkelstuerne en suite og på råkolde dage, hvor I er blevet blæst igennem i skoven eller ved vandet, kan I tænde op i den gamle pejs og mærke varmen brede sig i husets stuer. Både badeværelser og køkken er i nyere stand, mens de flotte, gamle gulve er velbevarede, så du på den måde har de flotteste rammer, hvor I kan flytte ind og blot tilpasse jeres egne, moderne standarder.

    Villaen til familien, der elsker både natur- og byliv, og som ønsker god plads og solide rammer, de selv kan sætte deres præg på.

    Relaterede ejendomme