Strandvænget 6

Sejs-Svejbæk, 8600 Silkeborg

    Solgt

    Moderne familievilla omgivet af naturlig fred og ro

    Afslapning og aktivitet
    Området indbyder selvsagt til et aktivt udeliv. Enten på skovens mange stier eller ude på søens vand -eller i det for den sags skyld. Og det er nemt at udnytte, for du bor kun 50 meter fra søbreden. Du kan f.eks. starte dagen med at lægge kajakken i vandet fra de offentlige arealer med grøn plæne, strand og broer. Herfra kan du stævne ud i morgendisen.

    På vej tilbage til morgenkaffen går du gennem nabolaget, der rummer en del fritidsboliger blandt helårshusene, idet her engang var sommerhusområde. Det mærker du stadig på den afslappede stemning, der præger området, hvor naturen dominerer.

    Dit eget hus, som er opført i 2011, afspejler atmosfæren med facaden klædt i sortmalet træ med inddækninger i zink. De skarpe vinkler giver et moderne udtryk, som i den grad bliver forstærket indvendigt.

    Lyse og funktionelle rammer
    Hjemme igen kan du tage bagdøren ind i bryggerset og smide det våde tøj i vaskemaskinen med det samme. Inde i køkkenet er resten af familien også kommet ud af sengen og sidder med morgenmaden ved det høje køkkenbord i det åbne alrum, der fortsætter med opholdsstuen placeret i vinklen. Inde i stuen går loftet op til kip og giver en skøn rumfornemmelse med masser af lys fra store vinduespartier mod haven - og i hjørnet sørger brændeovnen for hyggen og lidt ekstra varme, når vejret raser udenfor.

    Både fra stuen og køkken-alrummet kan du træde ud på fliseterrassen, der løber rundt om huset. Ud for køkkenet er noget af terrassen overdækket og derfor det oplagte sted at søge ly for duggen på en lun sommeraften. Haven lukker godt til om sommeren, men er nem at holde, da den mest består af græs. Fra haven og de forskellige terrasser fornemmer du livet på søen - f.eks. når Hjejlen damper forbi på sin vej til eller fra Himmelbjerget. Men fordi der fra søen ikke er direkte indkig til haven, er privatlivet sikret.

    Rum til at være til
    Når morgenmaden er spist, stikker ungerne ud af døren. De kan selv cykle til Sejs Skole, som kun ligger få minutter derfra, og turen går ad veje med stille trafik. Du kan derfor bare smutte op i bad og vaske kajakturen af dig, så du er klar til resten af dagens udfordringer. Heroppe er badeværelset en del af voksenafdelingen, der foruden soveværelset tæller et funktionelt rum, hvor du f.eks. kan indrette hjemmekontor med udsigt over havens grønne miljø, ligesom du det meste året kan skimte søen. Herfra kan du træde ud på en stor sydvestvendt træterrasse, hvor du har sol fra lidt over middag til ud på aftenen.

    Børnene har deres egen afdeling i stueetagen, hvor de to gode værelser med loft til kip deles om et badeværelse. Du kan evt. udnytte loftshøjden her til at opføre en hems på værelserne, så der er endnu mere plads til at være til på.

    181 lyse og funktionelle kvadratmeter, hvor livet leves i pagt med de naturskønne omgivelser. Freden og roen smitter af på familien. Tæt på såvel lokalt byliv som storbyliv.

    Relaterede ejendomme