Oddervej 14

8000 Aarhus C

    Solgt

    Arkitektonisk perle med Mindeparken i baghaven

    344 kvadratmeter i attraktivt område
    Området rummer generelt mange store villaer. Stilen og alderen er lidt blandet, efterhånden som flere grunde er blevet udstykket på den attraktive beliggenhed, hvor Komponistkvarteret er din genbo. Villaen her på Oddervej 14 skiller sig lidt ud med bløde rundinger, der bryder de skarpe vinkler og lige linjer. Villaen, der gemmer på i alt 240 kvadratmeter bolig samt 104 kvadratmeter kælder, blev tegnet af en lokal arkitekt og opført i 1937 som bolig til en direktør for en porcelænsfabrik, der bl.a. har leveret en af toiletkummerne i huset, som stadig står den dag i dag.

    Parker bilen i garagen og tag udgangen på bagsiden. Så har du kun få skridt gennem haven over til villaens bagindgang, som ligger i den store rotunde, der rejser sig på husets bagside. Døren leder dig ned i den rummelige kælder med bl.a. vaskerum og mange gode disponible rum. Her har du god plads til opbevaring og hobbier, men det kan også være, du vil indrette hjemmekontor, legerum, musikstudie eller andet hernede.

    Arkitektur med sjæl og historie
    Tager du hoveddøren på den modsatte side af huset, får du imidlertid en mere herskabelig velkomst. Her træder du først ind i et vindfang, hvor blyindfattede ruder og et skakternet klinkegulv giver dig en forsmag på hjemmets historie. Men lyset, varmen og det originale trægulv - ligeledes lagt i tern - trækker dig helt automatisk ind i den storslåede sitting hall, hvor den opmurede brændeovn i hjørnet sørger for en knitrende varm velkomst, når kulden bider udenfor. Desuden strømmer lyset ind fra flere sider, idet de store vinduespartier i rotunden, hvori trappen løber op til førstesalen, giver lyset frit spil. Også fra opholdsstuen kommer lyset dig i møde.

    Det er et oplagt sted at indrette sig en hyggelig krog, men det er også her, du kan byde gæster velkommen med en aperitif, inden I fortsætter ind til bords i spisestuen. I spisestuen ser du bl.a. et lille fortidsminde i form af en serveringsklap i hjørnet, der i sin tid har ledt ud i det tilstødende køkken. Da køkkenet blev udskiftet i begyndelsen af 00'erne, valgte man dog at blokere lemmen fra den anden side. Men inde i spisestuen kan du stadig fornemme, hvordan køkkenpersonale og tjenestefolk har vartet beboerne og deres gæster op. Du vil måske vælge at omdanne køkken og spisestue til et skønt alrum, hvor familien kan samle sig efter en dag hver for sig på job og i skole.

    Trægulvet er gennemgående i rummene, der desuden er forbundet med dobbelte glasdøre, der skaber sammenhæng og lys, selv om de er lukket. For enden af spisestuen leder to døre desuden ud til den store, sydvestvendte fliseterrasse i flere niveauer, hvor du kan sætte dig med en nightcab i den sidste aftensol efter middagen. Et stort, rundt koøje giver fra spisestuen et andet kig til haven gennem udestuen, der ligger i forlængelse af opholdsstuen ved siden af.

    Familiens private afdeling
    Tager du den flotte tur op langs rotundens vinduespartier, der strækker sig mod loftet mange meter over dig, kan du undervejs nyde udsigten til havens grønne univers og skovens træer. For enden af trappen kan du stå på reposen og nyde synet af udsigten og det spændende rum. Heroppe har du og familien jeres private afdeling med fire ret forskellige værelser til rådighed. Det har oprindelig været fem, men to af værelserne er slået sammen og udgør i dag et master bedroom af format. Her kunne du med fordel lave vinduer mod øst for at lukke morgensolen ind og få et flot kig mod vandet og byen. Foruden værelserne har du et badeværelse og et toilet.

    Mod nordøst har du desuden en charmerende vinterhave i førstesalshøjde, hvor endnu en brændeovn kan skabe en hyggelig stemning selv på kølige dage. Du har en fin udsigt over området gennem det rundede glasparti, ligesom endnu et stort, cirkelrundt vindue lukker det grønne ind til dig. I etagens modsatte ende har du fra et af værelserne udgang til en mindre altan, hvor du kan se solen gå ned over skovens træer, mens roen sænker sig over området.

    For den moderne familie vil det være oplagt at indrette sig anderledes - både oppe og nede. Og mulighederne er mange. Også uden at huset mister sin særegne sjæl og skønne detaljer.

    En bolig til familien, der gerne vil have masser af plads og bo tæt på både byen og naturen. Før den helt særlige arkitektur og sjæl videre med dit eget præg. Så har du og familien et godt og solidt hjem i mange år frem - i perfekte omgivelser, der lokker jer ud.

    Relaterede ejendomme