Bævervej 6
8270 Højbjerg
Gennemrenoveret arkitektur på fantastisk grund
Stor park og egen sø
En lille, snoet og næsten skjult grusvej fører dig hen til den smukt beliggende gulstensvilla, der blev opført i 1959, og som er placeret på en af Højbjergs mest unikke grunde. I 2015 gennemgik boligen og grunden en omfattende renovering, og den helt unikke have, der åbner sig bag huset, er genanlagt efter alle kunstens regler. Havearkitekterne har sørget for at bevare naturligheden på den skrånende plæne, der ender ud i en sø i bunden af haven, og om aftenen tændes der lys, som oplyser havens forskellige områder. På en højsommerdag, hvor bladene på buske og træer lukker dig inde i en privat, grøn oase, kan du sidde på den lille terrasse hen over et hjørne af søen og skue op mod dit smukke hjem og bare nyde de rene arkitektoniske linjer. Mens omgivelserne åbner sig mere op, efterhånden som bladene falder i vinterhalvåret, får haven en anden dimension.
Der er noget næsten eventyrligt over den parkagtige have med de små broer over søen og det rige dyreliv og fuglesang i haven. Så snart du træder ud på den anden side af porten til haven, sænker roen sig, og al stress og jag forsvinder ud af kroppen. Træterrassen med de smukke, skarpe vinkler ligger i forbindelse med huset og er inddelt i forskellige sektioner alt efter solens orientering på himlen og giver mange ekstra kvadratmetre til hjemmets rum. En ekstra detalje er en udendørs brusekabine med Vola-armatur og fliser på væggene, og der er intet skønnere end at starte dagen med en brusetur halvt ude i det fri året rundt. Det skulle da lige være at sidde på terrassen og nyde et glas køligt hvidvin, imens robot-plæneklipperen klarer det værste slid i haven i sommerperioden.
Smukke detaljer fra ende til anden
Intet er overladt til tilfældighederne i det gamle hus, som nu står fuldstændig, som var det nyt, og lige til at flytte ind i med et minimum af vedligehold. Ligesom udvendigt er den indvendige renovering foregået med respekt for den oprindelige arkitektur. Så snart du træder indenfor i hallen, bliver du mødt af det fantastisk kig ud i haven gennem et stort vinduesparti. Netop de tværgående kig er kendetegnende for boligen, hvor du kan stå i den ene ende af stuen og kigge hele vejen ned gennem værelsesgangen og ud til havens grønne. Og når du står i køkkenet, har du samme tværgående udsyn til både gårdsplads og have.
Hjemmet er præget af forskudte plan, der afgrænser den private værelsesafdeling, køkkenet og opholdsdelen. Smukke egetræsgulve, vinduer og speciallavede, indbyggede egetræsskabe overalt matcher den fuldendte arkitektur, der giver et meget åbent hjem, hvor familien på én gang kan være sammen og hver for sig. Også på en kold vinterdag har naturen masser at byde på - især når du sidder i stuen foran den knitrende ild.
I forbindelse med garagen er der tilbygget et multirum med varme i gulvet og med plads til enten ekstra biler, teenageopholdsrum eller et kreativt værksted. En sjælden bolig i absolut liebhaverklasse, hvor du føler dig hjemme med det samme.
En fantastisk, privat oase med masser af muligheder, plads og luksus. Helt tæt på naturen og ikke langt fra byen. Og samtidig helt og aldeles indflytningsklar.