Himmelbjergvej 132
8600 Silkeborg
Charmerende og idyllisk patriciervilla med søudsig
God plads til frihed og fritidsliv
Ligesom den gamle købmand har været et omdrejningspunkt i Laven, kan denne villa blive omdrejningspunktet for et aktivt, socialt og nydelsesfuldt liv for din familie. Drømmen om et moderne familieliv i hyggelige og autentiske rammer kan til fulde gå i opfyldelse her på Himmelbjergvej.
De 253 kvadratmeter fordeler sig på tre plan, og her skal I hver især nok finde den oase og det privatliv, I behøver. Når lysten til luft melder sig, er det bare at gå udenfor, og et utal af muligheder byder sig. Gå- og løbeture i det omkringliggende bakkede landskab, sejlads, eller hvad med en tur på mountainbike eller hest i Linå Vesterskov?
Charme, patina og historie
Allerede når du træder ind i hallen, fornemmer du, at her er et hus, hvor der er højt til loftet i mere end én forstand. Her nyder du livet, og familien er samlingspunktet. Husets hjerte er det charmerende og gennemrenoverede køkken-alrum, som dagen lang er velsignet med et lysindfald og en udsigt, der er livsbekræftende og afhængighedsskabende.
Der er terrasser og gode pladser nok til både familie, venner og gæster, og hver især finder I hurtigt ud af, om I vil have værelse i underetagen, stueetagen eller på førstesalen, som hver har sin charme og unika. Ved renoveringen i 2009 blev funktionalitet tænkt ind i de oprindelige rammer. Således finder du den gamle købmandsdisk integreret i køkkenet, og de originale penselstrøg står stadig på trapperne, mens vinkælderen har rigelig med plads på de gamle købmandshylder.
Udeliv, indeliv - et godt liv
Når sneen daler, og vinden blæser, er det skønt at tage et karbad i smedejernskarret og mærke den gennemstrømmende varme fra bekkasinovnene. Når foråret kommer snigende, vil du til gengæld helt naturligt åbne terrassedøren og lade den udbyggede terrasse udgøre et ekstra rum i hele den lyse sæson. Her kan du og familien nyde sommeraftener under markisen, og når solen går ned, går I måske ned på aftenterrassen, som er smukt indrammet af jeres private æblelund, der kaster mange kilo æbler af sig i efteråret.
Haven blev som resten af huset renoveret i 2009, og den er indrettet med tanke på funktionalitet, æstetik og hygge. Rosenbede, pæoner, rododendron og højbede fyldt med krydderurter, flankeret af velvoksne træer og buske. Her i bunden af den hyggelige have kan I så sidde og nyde, hvordan aftensolen får lyset til at skifte på husets kampestensbeklædte facade til lyden af fuglesang. Får I lyst til en aftendukkert eller en tur i kajakken, leder en sti jer direkte ned til Julsø, og på fem minutter står I med fødderne i vandet.
Et drømmehus fuld af sjæl og charme i et aktivt smørhul af et lokalsamfund med naturen helt tæt på. Et malerisk sceneri med såvel fred og ro som forskellige udfoldelsesmuligheder i rigelige mængder. Nyd landsbylivet med større byer inden for rækkevidde.